lørdag den 28. februar 2026

Book Haul #2

Nedtællingen til marts er i gang, og det er blevet tid til at vise februars nyanskaffelser frem. 
Forbløffende nok lykkedes det mig faktisk at holde kreditkortet i ro, og købte ikke en eneste bog i februar. At jeg så købte to Funko Pops i stedet, er en anden sag...
Månedens Book Haul er derfor hurtigt vist frem, så med disse indledende bemærkninger kommer her februars nyanskaffelser. 

Alle månedens nye bøger er fra The Broken Binding. Det blev til 3 bøger i det hele, hvoraf 1 var abonnementsbogen for SF&F-abonnementet, 1 var en forudbestilling, og 1 blev købt i januar, men nåede først frem i februar. Alle bøger har sprayed edges, og er signeret. 2 af dem har folie på den nøgne hardback, mens abonnementsbogen har et trykt omslag direkte på hardbacken. Derudover har de alle særlige endpages.
Bøgerne er:

Matt Dinniman: Operation Bounce House 

Michael R. Miller: Unbound (Songs of Chaos 2)

T. Kingfisher: Nine Goblins

Som allerede nævnt købte jeg 2 Funko Pops i februar. Begge fra Funko Pop Europe. 
De er:

Éomer (The Lord of the Rings 1982)

Faramir (The Lord of the Rings 1983)

I alt flyttede 3 bøger og 2 Funko Pops ind i perioden 1.-28- februar. Af dem var 1 abonnementsbog og 1 forudbestilling. 3 var på engelsk. 
I marts har jeg kig på et par nye udgivelser, og så har jeg både abonnementsbøger og et par forudbestillinger på vej fra The Broken Binding. Jeg håber dog at kunne holde lidt igen med bogkøbene, og i stedet få læst nogle af de bøger, jeg allerede har stående i reolen. Men nu får vi se. 

fredag den 6. februar 2026

Læsestatus for januar

Januar bød på bidende vinterkulde, sne og blæst, mørke morgener, træthed og sygdom.
Arbejdsmæssigt fyldte Fantasyfestivalen en del, men også ekstravagter, møder, kursusforløb og oprydning efter julelukningen af biblioteket krævede energi. 
På hjemmefronten kunne jeg glæde mig over at blive begavet til min fødselsdag, men ellers gik måneden mest med forskellige praktiske projekter som bilsyn, synstjek og frisørbesøg med tilhørende udgifter. Desværre bød januar også på hele to sygdomsperioder, hvoraf især den sidste har trukket tænder ud, og er grunden til, at månedens læsestatusindlæg er senere ude, end det plejer at være. Jeg håber dog på snart at være ovenpå igen. 
Alt det betyder også, at januar ikke helt blev den start på læseåret, jeg havde håbet på. Jeg fik hverken læst videre i månedens serie, Sookie Stackhouse af Charlaine Harris, læst læsekredsbogen til februar, gennemført The Final Book Support Group Readathon eller startet på anmelderstakken. Forhåbentlig går det bedre i februar. 

I januar fik jeg læst 2 bøger. Begge var faglitteratur. 
Bøgerne var:

Christian Mørk: Mine tre forældre

Jakob Levinsen: Tolkien og hans verden

Derudover fik jeg læst 11 tegneserier. 
De var:

Jim Davis:
Garfield træder i spinaten (Garfield 12)
Garfield rabler videre (Garfield 14)
Garfield hænger i (Garfield 18)
Kan du gætte, hvem jeg er? (Garfield 19)
Tango for to (Garfield 23)
Garfield går på med krum hals (Garfield 25)
Med hånden på hjertet (Garfield 26)
Det er tanken, der tæller (Garfield 27)
Der er altid plads til en til (Garfield 30)
Garfield nyder udsigten (Garfield 31)

Morris og Goscinny: Diligencen (Et Lucky Luke pletskud)

I alt fik jeg læst 2 bøger og 11 tegneserier. Af dem var 2 faglitteratur og 11 genlæsninger. Jeg fik ikke taget hul på nogle af årets læsemål, ligesom jeg heller ikke fik læst videre i årets første serie fra seriekrukken. 
I februar vil jeg fokusere på at få færdiglæst de bøger, jeg er i gang med, og så skal jeg have taget hul på stakken af anmeldereksemplarer. Da februar er kort, og jeg allerede er bagud fra starten af måneden, har jeg besluttet at holde pause fra serieudfordringen i februar, og trækker derfor først en ny serie i marts.