lørdag den 14. november 2020

Top 10 Liste: Litterære drager

I Top 10-Listerne vil jeg give 10 anbefalinger til fantasylæsning, ud fra min egen læsning. 

Top 10 Listerne er ikke i prioriteret rækkefølge, hvor det bedste står øverst, men simpelthen 10 fantasyanbefalinger fra mig til jer.
Rigtig god fornøjelse.


10 litterære drager

Drager, eller dragelignende væsener, findes i næsten alle mytologier, og derfor er det ikke overraskende, at drager, næsten fra fantasygenrens begyndelse, har spillet en stor rolle, hvad enten det har været som forhindring, skurk, eller, i nyere tid, som helte eller hjælpere. Faktisk er drager næsten blevet synonyme med fantasy, og der er da heller ingen tvivl om, at drager er mit yndlingsfantasyvæsen. Hvor Vestens drager typisk har haft rollen som skurke og ødelæggere, har Østens drager været mere nuancerede, og ofte haft rollen som vismænd eller hjælpere. Hvad enten de er gode, onde, sjove, ødelæggende, eller misforståede, er dragerne svære at komme udenom. Og da jeg satte mig for at lave denne liste, måtte jeg ud i en hård frasortering, for drager findes i alle former, og i rigtig mange bøger. Listen er på ingen måde definitiv - som sagt måtte jeg ud i en hård frasortering - men lige nu er det sådan her, den ser ud. Beskrivelserne af bøgerne stammer fra Goodreads.
Sidst, men ikke mindst, skal der advares om SPOILERS, i forhold til omtalen af dragerne.  


Smaug (The Hobbit)
In a hole in the ground there lived a hobbit. Not a nasty, dirty, wet hole, filled with the ends of worms and an oozy smell, nor yet a dry, bare, sandy hole with nothing in it to sit down on or to eat: it was a hobbit-hole, and that means comfort.
Written for J.R.R. Tolkien’s own children, The Hobbit met with instant critical acclaim when it was first published in 1937. Now recognized as a timeless classic, this introduction to the hobbit Bilbo Baggins, the wizard Gandalf, Gollum, and the spectacular world of Middle-earth recounts of the adventures of a reluctant hero, a powerful and dangerous ring, and the cruel dragon Smaug the Magnificent.


Smaug er nok en af de mest kendte litterære drager overhovedet. Og en af de mest skræmmende. Han er intelligent, snu, grådig og hævntørsten, og kombineret med evnen til at spy ild, flyve, og sylespidse tænder, er han ikke en drage, man har lyst til at møde. Smaugs evne til at tale, og til at lokke og smigre sine fjender, gør ham ekstremt farlig, og selvom hans arrogance og indbildskhed, og et vist sted på brystet, gør ham sårbar, så skal man ikke forvente nogen form for nåde, hvis man stjæler fra ham. 


Saphira (Eragon)
One boy...
One dragon...
A world of adventure.

When Eragon finds a polished blue stone in the forest, he thinks it is the lucky discovery of a poor farm boy; perhaps it will buy his family meat for the winter. But when the stone brings a dragon hatchling, Eragon soon realizes he has stumbled upon a legacy nearly as old as the Empire itself.

Overnight his simple life is shattered, and he is thrust into a perilous new world of destiny, magic, and power. With only an ancient sword and the advice of an old storyteller for guidance, Eragon and the fledgling dragon must navigate the dangerous terrain and dark enemies of an Empire ruled by a king whose evil knows no bounds.

Can Eragon take up the mantle of the legendary Dragon Riders? The fate of the Empire may rest in his hands.


Saphira er modig, intelligent og nysgerrig, og fuldstændig loyal over for Eragon. Samtidig har hun en stærk pligtfølelse over for Varden, og både hader og frygter Galbatorix for det, han har gjort mod Rytterne og hendes race. Efterhånden som hun bliver ældre, udvikler såvel hendes evner som hendes sprog sig, og jeg elsker hendes samspil med Eragon, som er præget af kærlighed, venskab og gensidig respekt. 


Temeraire (His Majesty's Dragon)
Aerial combat brings a thrilling new dimension to the Napoleonic Wars as valiant warriors ride mighty fighting dragons, bred for size or speed. When HMS Reliant captures a French frigate and seizes the precious cargo, an unhatched dragon egg, fate sweeps Captain Will Laurence from his seafaring life into an uncertain future – and an unexpected kinship with a most extraordinary creature. Thrust into the rarified world of the Aerial Corps as master of the dragon Temeraire, he will face a crash course in the daring tactics of airborne battle. For as France’s own dragon-borne forces rally to breach British soil in Bonaparte’s boldest gambit, Laurence and Temeraire must soar into their own baptism of fire.

Temeraire er nysgerrig, intelligent og belæst, og så er han sin bedste ven og rytter, Laurence, dybt hengiven og loyal. Også selvom han har svært ved at forstå Laurences pligtfølelse og idéer om ære. Selvom han gerne vil i kamp, og nyder at vise sine evner frem, så er det for ham mere spændingen end ideologien bag krigen, eller begreber som godt og ondt, der driver ham. Samtidig føler han sig også en smule ensom, fordi han er den eneste drage af sin slags blandt de britiske drager. 


Julius Heartstriker (Nice Dragons Finish Last)
As the smallest dragon in the Heartstriker clan, Julius survives by a simple code: keep quiet, don’t cause trouble, and stay out of the way of bigger dragons. But this meek behavior doesn't fly in a family of ambitious magical predators, and his mother, Bethesda the Heartstriker, has finally reached the end of her patience.

Now, sealed in human form and banished to the DFZ--a vertical metropolis built on the ruins of Old Detroit--Julius has one month to prove that he can be a ruthless dragon or kiss his true shape goodbye forever. But in a city of modern mages and vengeful spirits where dragons are considered monsters to be exterminated, he’s going to need some serious help to survive this test.

He only hopes humans are more trustworthy than dragons...

Julius Heartstriker er anderledes end sine søskende. Udover at være en af de yngste, så er han også både fysisk mindre og fuldstændig ligeglad med sine søskendes interne intriger og kampe. Hans aggressivitet og blodtørst er stort set ikke eksisterende, og han kan ikke lade være med at være flink,  hjælpsom, idealistisk og naiv. Han vil hellere gemme sig på sit værelse, end stige i hierarkiet, og aner ikke, hvad han vil med sit liv. Men selvom han ikke opfører sig som en typisk drage, så savner han ikke desto mindre sin drageskikkelse, da hans mor spærrer hans evne til at skifte skikkelse, og må i stedet bruge sine magiske evner, intelligens og halvrustne kampevner for at overleve. 


Fenfyr (Sejlvæveren)
Tristan Væver er den mest talentfulde Sejlvæver, Lauget nogensinde har set. Siden han som barn trådte ind i Væverlauget, er han blevet trænet i den magi, som dragerne har givet menneskeracen. Magien gørmenneskene i stand til at Væve de sejl, som har ført til Sejlskibenes Anden Æra. Sejlskibene flyver hurtigere end lysets hastighed og gør det muligt at rejse langt ud i rummet, hvor menneskene nu bor spredt vidt omkring på fjerntliggende rumstationer.

Intet har forberedt Tristan på, at selveste dragerne en dag vil bede ham om at Væve sejlene til det største skib, der nogensinde er bygget: Winged Victory, som af de fleste anses for menneskeracens sidste håb i kampen mod de onde rumvæsener, Krybene, som er både menneskers og dragers værste mareridt.

På Winged Victorys jomfrurejse viser det sig, at der er mennesker, der vil gøre alt for at vinde kampen mod Krybene - koste, hvad det vil. Tristan og hans nærmeste ven, dragen Fenfyr, må kæmpe mod Kryb, pirater, mytterister og forrædere - ikke blot for at redde deres eget liv, men hele menneskeheden.

Fenfyr er intelligent, eventyrlysten, og modig, men har også temperament, og instinkter, der nogle gange tager over. Hans venskab med sejlvæveren Tristan er præget af gensidig respekt, og selvom han er loyal over for sin race, så er han ikke bange for at sige fra, hvis det viser sig nødvendigt. Og så er han vild med grapefrugter.  


Caius (Midnatspigen)
Skjult under New Yorks gader lever "avicenerne", et folk med fjer i stedet for hår og stærk magi i blodet.

De er den eneste familie, som Echo – en 17-årig menneskepige og glimtvis virtuos tyv – nogensinde har kendt.

Avicerne har været i krig med ildfolket drakharianerne siden tidernes morgen. Da Echo hører nyt om en legendarisk ildfugl, der ifølge myten kan skabe fred, ender hun i spidsen af en broget flok lovløse, soldater og andre forvirrede sjæle, som vil finde fuglen, inden krigen ender med at brænde deres verden ned …


Caius er modig, intelligent og ledet af sit ønske om at gøre det bedste for sit folk. Samtidig gemmer han på en hemmelighed, som både piner ham, og driver ham fremad. Hans søgen efter Ildfuglen gør ham blind over for hans fjenders intriger, og hans ønske om fred gør ham samtidig sårbar i et hof præget af mange års krig. Heldigvis er han en dygtig kriger, både fysisk og magisk, og har loyale støtter omkring sig. 


Katla (Brødrene Løvehjerte)
Brødrene Løvehjerte er en børnebog skrevet af den svenske forfatter Astrid Lindgren, og illustreret af Ilon Wikland. Bogen udkom første gang i Sverige i 1973. Dette er en historie om to uadskillelige brødres kamp for frihed i Nangijala.

Katla er for mig nok den mest skræmmende drage på denne liste. Han er dødsensfarlig, vild, og drevet af instinkter i stedet for intelligens, og så er han bundet til den onde Tengil, som bruger ham til lige dele afskrækkelse og henrettelser. Selvom Katla ikke er ret meget fysisk til stede i historien, så fylder han alligevel en hel del, og jeg kan huske, at han gav mig mareridt som barn. 


Kitten (Wild Magic)
Young Daine's knack with horses gets her a job helping the royal horsemistress drive a herd of ponies to Tortall. Soon it becomes clear that Daine's talent, as much as she struggles to hide it, is downright magical. Horses and other animals not only obey, but listen to her words. Daine, though, will have to learn to trust humans before she can come to terms with her powers, her past, and herself.

Kitten er nok den mest nuttede drage på denne liste. Hun er nysgerrig og intelligent, men fordi hun er så ung, som hun er, tænker hun sig ikke altid lige meget om, hvilket til tider giver hende problemer. Hendes tætte bånd til Daine er præget af kærlighed og loyalitet, og efterhånden som Kitten bliver ældre, udvikler både hendes intelligens, magi og evne til at kommunikere sig. 


Storm (Tir-Nâzrals Arving)
Forestil dig, at alle de verdener, der nogensinde er blevet skrevet bøger om, eksisterer – at de er lige så virkelige, som den verden, du lever i. Og forestil dig, at der findes et sted, der gør det muligt at rejse til disse verdener.

Da Sebastian flytter ind i sin fars afdøde onkels hus sammen med sine forældre, møder han den sære nabo, Martha. Hun er en del af en hemmelig verden, hvorfra man kan rejse ind i bøgerne og ændre deres historier.

Sebastian sendes ud på et eventyr, der overgår hans vildeste fantasi – til en hemmelig verden fuld af magi og forunderlige væsener. Det bliver en farefuld færd, hvor Sebastian skal tage sig i agt – bag hver et hjørne lurer det onde, som kan blive den magiske verdens undergang.

Storm er intelligent og loyal, og så har han både humor og et sarkastisk bid, som jeg virkelig nyder. Men Storm er helt klart også drage, med en drages instinkter og blodtørstighed, og det fører ham indimellem på kollisionskurs med Sebastian, på trods af det tætte bånd i mellem dem. At han samtidig har en næsten teenageagtig evne til at blive fornærmet og surmule, gør ham kun mere relaterbar, sin art til trods. Ikke mindst fordi han bliver ved med at udvikle sig, i takt med, at han bliver ældre. 


Kazul (Drage-prinsessen)
Cimorene is everything a princess is not supposed to be: headstrong, tomboyish, smart - and bored. So bored that she runs away to live with a dragon - and finds the family and excitement she's been looking for.

Kazul er intelligent, pligtopfyldende og glad for søde sager. Især flamberede kirsebær. Hun er også belæst, dygtig til magi og venlig - så længe andre ikke kommer hende på tværs. For selvom Kazul er civiliseret og rar af en drage at være, så har hun stadig en drages instinkter, både hvad angår blodtørst og uviljen til at skille sig af med sine skatte. Og så er hun lidt af et rodehoved.  

lørdag den 7. november 2020

All Dragons Readathon #2

Igen i år indtager dragerne december, når All Dragons Readathon vender tilbage med anden runde. All Dragons Readathon er mit helt eget readathon, som jeg startede op i december sidste år, og er et fantasybaseret readathon med fokus på drager. Det går i al sin enkelhed ud på at læse bøger, hvor drager spiller en større rolle, enten som helte eller skurke. Dragerne skal spille en aktiv rolle, og det er derfor ikke nok, at det nævnes en enkelt gang på side 553, at der findes drager i verdenen, hvis man aldrig ser dragen selv, og den ikke spiller nogen rolle for plottet i bogen. Men det er også den eneste ekskluderende regel. Så længe der er drager med, tæller alle bøger.
Readathonet starter 1. december, og slutter 31. december, og har selvfølgelig også sit helt eget hashtag, #AllDragonsReadathon.

Der er to forskellige former for udfordringer, man kan vælge at deltage i.

Første udfordring
Den første udfordring handler om at stige i graderne, og her er det antallet af bøger, man læser i readathonperioden, der tæller. Læser man fem bøger, har man optjent den højeste rang, og får man kun læst en enkelt, får man den laveste rang. De fem rangtrin er:

1 bog = Staldknægt

Drager sviner ret meget, og nogle skal jo feje møget væk. Er du staldknægt, er det din opgave at passe dragerne i dragestalden.

2 bøger = Lærling
Du har knyttet bånd til en drage, og er kommet i lære som dragerytter.

3 bøger = Dragerytter
Du har gennemført din læretid, og er blevet udnævnt til dragerytter. Som dragerytter er du med til at forsvare dit rige mod fjender udefra.

4 bøger = Drageridder
Du har udvist store evner og stort mod som dragerytter, og er blevet slået til ridder af fyrsten. Som ridder har du pligt til at forsvare folket mod uretfærdigheder, og har kommandoen over en mindre styrke drageryttere.

5 bøger = Dragefyrste

Som dragefyrste har du magten over hele landet, og sørger for at beskytte folket mod fjender udefra. Du har kommandoen over alle landets drageryttere og drageriddere, og det er dig, der bestemmer.

Anden udfordring
Den anden udfordring handler om at optjene evner til sin drage. Der er ni forskellige evner, og jo flere evner, man giver sin drage, jo stærkere bliver den. For at optjene evner, skal man læse en bog, der passer til den evne, man vil optjene. Man kan kun optjene en evne per læst bog, så det betaler sig at være strategisk i forhold til læserækkefølgen, hvis man vil være sikker på, at ens drage får de evner, man håber på. Udfordringen kan kombineres med første udfordring, og kan gentages, hvis alle mulige evner er optjent. Det vil sige, at man i teorien kan ende med at have flere drager. Hvis, altså, man læser mere end ni bøger, og gennemfører anden udfordring flere gange.
Evnerne er:

Ild
Nok den mest kendte og dødbringende drageevne. Gør din drage ildspyende, ved at læse en bog med rød eller orange på forsiden.

Visdom
Drager kan, hvis de bliver gamle nok, være meget vise. Gør din drage vis, ved at læse en bog, som blev udgivet første gang for mere end 20 år siden.

Forvandling
Nogle drager har evnen til at forvandle sig til mennesker. Giv din drage forvandlingsevner, ved at læse en bog med drager i menneskeform.

Tale
Mange drager har evnen til at tale og forstå menneskesprog. Få din drage til at mestre talens kunst, ved at læse en bog med ordet "drage" eller "dragon" i titlen.

Flyveevner
Ikke alle drager har evnen til at flyve, men heldigvis kan du sørge for, at din drage kan komme til at boltre sig i luften, ved at læse en bog med en drage på forsiden.

Magi
Nogle drager har evnen til at bruge magi, og du kan give din drage magiske evner, ved at læse en high fantasy.

Is
Enkelte drageracer har evnen til at spy is i stedet for ild. Giv din drage muligheden for at fryse dine fjender til is, ved at læse en bog med blåt på forsiden.

Usårlighed
Gamle drager er ofte tæt på usårlige, og vil du sikre din drage mod dragedræbere eller alderdom, er der også mulighed for det. Afslut eller kom ajour med en serie.

Gift
Enkelte drager, især af den nordiske slags, har evnen til at spytte gift i hovedet på både konkurrerende drager og dragedræbere. Giv din drage et giftigt forsvar, ved at læse en bog eller novelle på under 250 sider.


Jeg håber, I har lyst til at læse med, og glæder mig helt vildt, til at kaste mig over nogle af mine ulæste dragebøger. Jeg vil forsøge at være lidt mere aktiv på Instagram under readathonet, og håber, I vil følge mine læseeventyr under hashtagget #AllDragonsReadathon. Derudover har jeg også et par readathonrelaterede indlæg på vej i november.

fredag den 6. november 2020

The Princess Bride

The Princess Bride er en fantasybog skrevet af William Goldman.

Buttercup er den smukkeste kvinde i verden, men efter hendes elskedes død er hun ikke interesseret i kærlighed. Det forhindrer dog ikke prins Humperdinck af Florin i at udvælge hende til sin brud, og efter afpresning og års oplæring i prinsessegerningen, skal brylluppet nu endelig stå. 
Men før det sker, bliver Buttercup kidnappet af en bande, reddet af en pirat og genfinder sin elskede - kun for at miste ham igen. 
Vil kærligheden sejre, eller vil Buttercup være tvunget til at gifte sig med prins Humperdinck?

The Princess Bride er blevet lidt af en kultklassiker, blandt andet grundet filmatiseringen af bogen, og jeg var derfor ret spændt på at læse den. Men selvom jeg rigtig godt kunne lide den, og forstår hvorfor den er blevet en kultklassiker, så var der desværre også et par ting, der trak lidt ned for mig.
Sproget er letlæst og flydende, og veksler mellem et gammeldags sprog, som er ret typisk for high fantasy, og mere nutidigt sprogbrug i forfatterens indskudte bemærkninger undervejs. Bogen er fyldt med humor, og livagtige beskrivelser, som, hjulpet på vej af kortet foran i bogen, får såvel det opdigtede land Florin som personerne og de actionpakkede fægtescener til at fremstå lyslevende.
Bogens opbygning er lidt speciel, da præmissen for den er, at bogens forfatter har forkortet historien efter et ældre manuskript, og derfor indgår der både afsnit i kursiv, hvor forfatteren forklarer hvorfor han har skåret dele af historien væk, indledende bemærkninger og forord, hvor han fortæller om sin kærlighed til det værk, han skal forestille af bearbejde, og om hans problemer med såvel den oprindelige forfatters arvinger som bogens vej til filmatisering. Idéen er utroligt original, og fungerer, det meste af tiden, rigtig godt, men visse steder bliver hovedhistorien lidt for fragmentarisk, og bogen lidt for lang. 
Historien foregår i en ikke nærmere defineret fortid, i det opdigtede land Florin, som skal forestille at ligge et sted mellem Sverige og Tyskland. Landet er fyldt med magi, onde skurke, smukke kvinder, og uhyggelige væsener, og er på den måde et typisk fantasyunivers. Bortset altså fra, at landet stadig skal forestille at findes i dag, og blandt andet er hjemsted for et museum for såvel den imaginære forfatters manuskripter, som bogens personers efterladenskaber. Ikke desto mindre er universet gennemført og troværdigt, og fungerer godt som skueplads for historien. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, men alligevel bliver man som læser aldrig rigtigt overrasket, fordi forfatteren bringer rigtig mange af de klassiske fantasytroper og klichéer i spil, og selvom han giver dem sit eget spin, så gør det stadig, at dele af historien er noget forudsigelige. Historien er spændende, og fyldt med action, kidnapning, intriger, hævn, pirater, kæmper, onde skurke, kærlighed og smukke prinsesser, og så er jeg ret vild med bogen-i-bogen-elementet. Jeg kunne dog godt have ønsket mig lidt mindre instalove undervejs. 
Personerne er levende, men desværre en smule karikerede, og for mig var det bipersonerne, der var de mest interessante. Mest fordi jeg syntes, at Buttercup var decideret ulidelig. Hun var naiv, initiativløs og opførte sig utroligt dårligt over for sin store kærlighed undervejs, men det, der irriterede mig mest var, hvor utroligt dumt hun opførte sig den ene gang efter den anden, for slet ikke at tale om hendes laden-stå-til, og venten på, at andre redder hende. Jeg havde meget svært ved at se, hvorfor Westley var så forelsket i hende, for hendes personlighed var for mig ikke-eksisterende, og hvis man ser bort fra, at hun er den smukkeste kvinde i verden, så havde hun ikke ret meget kørende for sig. Westley er modig, ambitiøs, og parat til at gøre alt, for den han elsker, og selvom jeg ikke forstod hans følelser for Buttercup, så kunne jeg rigtig godt lide ham. Af bipersonerne kunne jeg rigtig godt lide Inigo, den bedste sværdkæmper i verden,. Selvom han ikke er decideret heltemateriale,  så gør hans ønske om hævn over farens morder ham relaterbar og interessant som person, og han er ikke bange for at kæmpe for at nå sit mål. Kæmpen Fezzik var en anden af mine yndlingskarakterer, fordi han simpelthen virkede så rar. Og det til trods for, at han faktisk slår ret mange ihjel undervejs. Prins Humperdinck, derimod, var en ret typisk skurk, og en væmmelig en af slagsen. Hans forestilling om et frieri er en dødstrussel, og hans blodtørstighed og magtbegær gjorde ham både interessant og uhyggelig. Og greven var decideret modbydelig. 
Selvom jeg ikke forstod kærligheden mellem Buttercup og Westley, så var jeg vild med bipersonerne og rammefortællingen, og jeg glæder mig allerede til at se filmen. Bogens opbygning og humor gav mig mindelser om såvel Terry Pratchetts forfatterskab som Monty Python og de skøre riddere, tilsat et stænk Erroll Flynn, og selvom den til tider var lidt forudsigelig, så gjorde forfatterens indskudte bemærkninger og leg med troper og klichéer bogen til en god og anderledes læseoplevelse, og bogen kan bestemt anbefales. 

onsdag den 4. november 2020

Vejen til Panteon

Vejen til Panteon er 1. bind af fantasyserien Panteon-sagaen, skrevet af Boris Hansen.

I fremtiden er verden blevet en anden, og forældreløse børn og samfundets svageste er blevet forvist til Zonen, en række grå betonblokke, hvor de lever som de bedst kan. 
Lucas er vokset op i Zonen, og venter på den dag, hvor han bliver 17, og bliver sendt til Storbyen. Hans næreste venner bor i samme blok som ham, men den, han er tættest på, er Cassandra. I modsætning til de andre, er Cassandra ikke vokset op i Zonen, men dukkede for år tilbage op under mystiske omstændigheder. Hun har aldrig fortalt hvor hun kom fra, og foretrækker at holde sig på afstand. 
En dag forsvinder Cassandra. På trods af hendes ønsker beslutter Lucas sig for at lede efter hende, og hans rejse fører ham til en anden verden med guder og engle. En verden plaget af uro, hvor gudernes efterkommere strides om magten. Undervejs opdager han, at Cassandras hemmeligheder er langt større - og farligere - end han på nogen måde kunne forestille sig, og er han ikke forsigtig, kan de koste ham livet. 

Jeg har haft Vejen til Panteon stående på min reol siden den udkom, men selvom jeg kun har hørt godt om den, og efterhånden har fået samlet mig hele serien, har jeg af en eller anden grund aldrig fået læst den. Nu fik jeg så endelig begyndt på serien, og hold op, hvor var den altså god!
Sproget er letlæst og flydende, beskrivelserne livagtige og stemningsskabende, og så er bogen både fyldt med humor og fantasyreferencer, som gjorde mit nørdhjerte glad. 
Bogens to universer er meget forskellige, men også gennemførte og originale, og hvor Zonen er dystopisk, grå og trist, er den anden verden fyldt med farver, friskhed og fare, foruden magiske væsener, guder og fascinerende omgivelser.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med overraskelser, som gør bogen umulig at slippe. Og så slutter den med noget af en cliffhanger. Historien er spændende, og fyldt med intriger, hemmeligheder, løgne, kærlighed, venskab, guder, magtkampe, forræderi, action, magi, kultursammenstød og håb. 
Personerne er levende og nuancerede, og især hovedpersonen Lucas kunne jeg rigtig godt lide. Han er modig, loyal og har et godt hjerte, og selvom han til tider er lidt vel impulsiv og naiv i forhold til andre folks motiver, så er han svær ikke at holde af. Og så er det forfriskende med en hovedperson, hvor det ikke er den udvalgte, man følger, men i stedet den udvalgtes ven. Bogens anden primære synsvinkel er englen Saida. Hun er modig, loyal og lydig, men har en tendens til at være lidt for lydig og autoritetstro, og følge reglerne blindt. Også når de ikke giver mening. Af bipersonerne var det især Lucas' rejsekammerater Theodor og Ron jeg følte, jeg kom til at kende, og især Theodors passion for fantasy havde jeg nemt ved at relatere til. Jeg var også ret vild med Mehmet og hans opfinderlyst og nysgerrighed. Til gengæld brød jeg mig ikke ret meget om Cassandra. Hun virkede kold og manipulerende, og jeg følte ikke rigtigt. jeg kom ind under huden på hende. 
Vejen til Panteon var en rigtig god start på en serie med hele to originale universer og masser af fantasyreferencer, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. Er man til fantasy med masser af worldbuilding, humor, og klichéer vendt på hovedet, så kan bogen her kun anbefales. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

søndag den 1. november 2020

Læsestatus for oktober

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Oktober var en, på næsten alle områder, træls måned. Regnfuld og blæsende, om end noget varmere end normalt, førte den mig fra den ene yderlighed til den anden. Den startede ellers godt ud, med en halv uges ferie, hvor jeg blev færdig med maling og indretning af baggangen, men skiftede så over til 1 1/2 uges travlhed på arbejdet, og den første lørdagsvagt i 8 måneder, før jeg, endnu en gang, måtte til Corona-testning, med noget, som viste sig at være en ualmindeligt sejlivet halsvirus, som stadig her, 2 1/2 uge senere, lever i bedste velgående, selvom jeg da har fået en smule stemme tilbage. Det betyder også, at jeg har været sygemeldt det meste af oktober, og selvom jeg i næste uge vender tilbage til arbejdet, så bliver det i første omgang kun med hjemmearbejde, da jeg stadig ikke har meget stemme, og hoster løs. Oktober bød også på køb af ny bærbar, da den gamle begyndte at sige grimme lyde, nægtede at uploade billeder til bloggen, og den ene blæser endte med at stå af. 
Med travlhed og sygdom blev oktober desværre ikke den læsemåned, jeg havde håbet på. Jeg havde ellers store planer om deltagelse i indtil flere readathons, som I kan læse om her, men nåede langt fra i mål med min månedlange TBR. Blandt andet fordi det tog lang tid at komme i gang med læsningen i oktober, hvilket til dels skyldtes en bog, jeg overraskende måtte DNF'e, da jeg simpelthen ikke kunne få kæmpet mig igennem den. 
Og med disse indledende bemærkninger, er det blevet tid til at vise oktobers læsning frem. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I oktober fik jeg læst 2 anmeldereksemplarer, tilsendt fra søde forlag og forfattere. 
Bøgerne er:

Lykke Lindbo: Fanny Fairychild - Alf af hjertet (Fanny Fairychild 3)
Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Tanken og Mindet. 
Serien er slut. 

Katja Brandis: Fjendtlige spor (Woodwalkers 5)
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co.
Serien er i gang. 

Jeg fik læst 2 bøger fra min A-Z TBR i oktober, nemlig:

Ernest Cline: Ready Player One (Ready Player One 1)
Serien er påbegyndt og ajour. 

Erin Morgenstern: Nattens Cirkus

Som nævnt måtte jeg ganske overraskende opgive at færdiglæse en bog i oktober. Den lød ellers lige som noget for mig, men fangede overhovedet ikke, og da jeg havde kæmpet mig igennem den første halvdel, og blev ved at finde på undskyldninger for ikke at læse bogen, valgte jeg til sidst at DNF'e den, noget som sker yderst sjældent. Selvom jeg godt kan se, hvorfor andre elsker den, så var den bare ikke noget for mig, og såvel personer som forfatterens manglende forståelse af hvordan det britiske monarki fungerer irriterede mig grænseløst, og gjorde bogen umulig at komme igennem. Det skal dog bestemt ikke afholde andre fra at læse den. 
Bogen er:

Casey McQuiston: Rødt hjerte, blåt blod

I oktober planlagde jeg at deltage i min egen uofficielle udgave af Bookoplathon, som jeg desværre ikke havde mulighed for at deltage i, i september. Min TBR var på 11 bøger, med af dem fik jeg kun læst 6 bøger, hvoraf den ene endda var en udskiftning undervejs. 
Bøgerne, jeg fik læst, er:

Pernille Eybye: I Pandoras æske
Udfordring: Most recent purchase

Lykke Lindbo: Fanny Fairychild - Alf af hjertet (Fanny Fairychild 3)
Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Tanken og Mindet. 
Serien er slut. 
Udfordring: Foiled Cover

G.L. Carriger: The Omega Objection (San Andreas Shifters 2)
Serien er i gang.
Udfordring: LGBTQ+

Alice Oseman: Radio Silence
Udfordring: Dark cover

Ernest Cline: Ready Player One (Ready Player One 1)
Serien er påbegyndt og ajour. 
Udfordring: Set in the future

Erin Morgenstern: Nattens Cirkus
Udfordring: Adult

Jeg havde også planer om at deltage i Efterårsmagi Readathonet, skabt af Sofies Bogverden, men her fik jeg kun færdiglæst 3 bøger ud af de 7, der stod på min TBR. Og igen blev en af bøgerne en anden, end på den oprindelige TBR. 
Bøgerne er:

Dark and Stormy Knights
Udfordring: Læs en bog med et overnaturligt/magisk væsen

Pernille Eybye: I Pandoras æske
Udfordring: Læs en bog der giver dig en efterårsstemning

Katja Brandis: Fjendtlige spor (Woodwalkers 5)
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co.
Serien er i gang. 
Udfordring: Læs en bog der giver dig en varm følelse på en kold dag

I oktober løb Dewey's 24 Hour Readathon igen af stablen, og selvom jeg heller ikke her nåede i mål med hele min TBR, så kom jeg tæt på, og fik læst 2 bøger og 1 graphic novel undervejs. 
De er:

Alice Oseman: Radio Silence

V. E. Schwab m.fl.: The Rebel Army (Shades of Magic: The Steel Prince vol. 3)
Serien er slut. 

Katja Brandis: Fjendtlige spor (Woodwalkers 5)
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co.
Serien er i gang. 

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 14 tegneserier/graphic novels i oktober.
De er:

Mort Walker:
Basserne 1982
Basserne 1985

V. E. Schwab m.fl.: The Rebel Army (Shades of Magic: The Steel Prince vol. 3)
Serien er slut. 

Jerry Scott og Jim Borgman:
Fanget! (Zits 5)
Hm, måske i den anden taske? (Zits 6)
Indeklemt (Zits 8)
Familiebånd (Zits 9)
Mor er den bedste i verden - på afstand! (Zits 10)
Alene hjemme! (Zits 11)
Vent ikke for længe med vasketøjet! (Zits 12)
Livet er hårdt som teenager (Zits 13)
Vær ikke et svin, Filip! (Zits 14)
Så er der mad, Filip! (Zits 15)
Vi er løbet tør for cornflakes! (Zits 16)

I alt fik jeg læst 8 bøger og 14 tegneserier/graphic novels i oktober. Af dem var 2 anmeldereksemplarer, 2 fra min A-Z TBR, 1 biblioteksbog og 1 antologi. 3 var på engelsk. Derudover havde jeg en enkelt DNF. Jeg fik afsluttet 2 serier, påbegyndt 1, og læst videre i 2 serier. 
I november skal jeg have indhentet det, jeg er kommet bagud med min A-Z TBR, og derudover har jeg en del anmeldereksemplarer, jeg gerne skulle have læst før december, hvor jeg har helt særlige læseplaner. 

Hvordan gik jeres læsning i oktober? Og deltog I i nogle af de samme readathons som mig? 

fredag den 30. oktober 2020

Book Haul #10

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Oktober nærmer sig sin slutning, og det betyder, at det er blevet tid til at vise månedens book haul frem. En book haul, som jeg på ingen måde havde forudset ville blive så gigantisk, som den blev, men som takket være søde forlag og forfattere, og Tellerups lagersalg, endte med næsten at overskride bordpladens formåen på mit sædvanlige fotosted for book hauls (seriøst, der var kun 5 cm bordplade tilbage, da alle bøgerne var stillet op, og rækken målte 127 cm!). 
Og så må det vist være tid til at vise bøgerne frem, for det kommer til at tage sin tid. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I oktober fik jeg tilsendt 16 anmeldereksemplarer (eller egentlig 14, da der var dubletter af 2 af dem) af søde forlag og forfattere. 
Bøgerne er:

Jacob Kokkedal: Bastians løfte (De trofaste bror 4). Forlaget Ulven og Uglen.

John August: Arlo Finch i skyggernes rige (Arlo Finch 3). Forlaget Alvilda. (2 eks.)

Mette Finderup: Salamandergraven (A.S.P.E. 4). Forlaget Alvilda. (2 eks.)

Hanne Rump:
Hemmeligheden (Sif og Ulvefolket 1. Forlaget Calibat.
Lærlingen (Sif og Ulvefolket 2). Forlaget Calibat.
Heksekraft (Sif og Ulvefolket 3). Forlaget Calibat. 
Formskifteren (Birk og Ulvefolket 1). Forlaget Krabat. 

Nanna Foss:
Leoniderne (Spektrum 1). Forlaget Gyldendal. 
Geminiderne (Spektrum 2). Forlaget Gyldendal.
Ursiderne (Spektrum 3). Forlaget Gyldendal.
Kvadrantiderne (Spektrum 4). Forlaget Gyldendal. 

Pernille Neergård: Afsløringen (Verdensherrerne 2). Forlaget DreamLitt. Tilsendt af forfatteren. 

Katja Brandis: Hævnens dag (Woodwalkers 6). Forlaget Straarup og Co. 

Annemette Gravgaard Larsen: Mørkehav (Dag 0 1). Forlaget Straarup og Co. 

Som tidligere nævnt har Tellerups lagersalg, som de holdt i slutningen af september/starten af oktober, en stor del af æren for, at oktobers book haul blev så gigantisk, som den gjorde. Jeg kunne nemlig ikke nøjes med den første ordre, som var med i septembers book haul, men afgav hele 2 ordrer mere, som nåede frem i oktober, og jeg endte endda med at bryde min bogkøbsregel, fordi jeg bare ikke kunne stå for deres tilbud. 13 bøger i alt blev det til, og bøgerne er:

R.S. Söderström: Piggy - den store flugt fra juleaften

Dennis Jürgensen:
Marcherende myrer (Roland Trier 4)
Eksploderende skadedyr (Roland Trier 5)
Faldende masker (Roland Trier 6)
Tunnelmanden

Christina Bonde:
Kampen om Valianien (Izola 2)
Tilbage til Izola (Izola 3)

Nick Clausen: Ulm

Julie Cross: Fanget i fortiden (Tempest 1)

K.L. Berger: Hvor jeg hører til

Haidi Wigger Klaris: Åndehvisken

Teddy Vork: Diget

Michael Kamp: Bunker 137

Det blev selvfølgelig også til et par køb på Saxo i oktober. 6 bøger blev det til, hvoraf størstedelen var nye udgivelser.
Bøgerne er:

Jim Butcher: Battle Ground (The Dresden Files 17)

Terry Pratchett: The Time-travelling Caveman

Rick Riordan: The Tower of Nero (The Trials of Apollo 5)

Eoin Colfer: Deny All Charges (The Fowl Twins 2)

Jenny Colgan: Sommer i det lille bageri på strandpromenaden (Det lille bageri på strandpromenaden 2)

Fredrik Backman: Dit livs handel

Jeg fik også købt et par brugte bøger på Antikvariat.net i oktober, nemlig:

Jenny Colgan:
Den lille café ved den endeløse strand (Mure 2)
Jul i det lille bageri på strandpromenaden (Det lille bageri på strandpromenaden 3)

Tilbage i september fik jeg en rabatkode til Bookdepository, og den skulle selvfølgelig bruges. Det blev til 3 bøger, som er:

J.K. Rowling: Quidditch Through the Ages (illustreret udgave)

Sir Thomas Malory: Le Morte d'Arthur - King Arthur and the Knights of the Round Table 

Lewis Carroll: Alice's Adventures in Wonderland and Other Stories (Barnes and Noble Leatherbound Edition)

Jeg er (endnu) ikke abonnent hos Illumicrate, men da de satte denne special edition til salg, måtte jeg bare have fingre i den.
Bogen er: 

Leigh Bardugo: The Lives of Saints

Hos Fantask købte jeg 2 tegneserier i oktober, nemlig:

Robin: 80 Years of the Boy Wonder

Mort Walker: Basserne 1984

Sidst, men ikke mindst, dukkede mit køb fra Overlapp til Fantasyfestivalen også op i oktober. Første pakke forsvandt desværre på vejen til Ribe, men Overlapp var så søde at sende en ny pakke afsted til mig, så jeg, lettere forsinket, fik de 2 bogposer jeg havde bestilt, plus lidt lækkert merchandise. 
Bogposerne er:

Dansk Fantasy Fix

House of Slytherin

I alt blev det til 41 bøger, 2 graphic novels/tegneserier og 2 bogposer i perioden 1.-30. oktober. Af dem var 16 anmeldereksemplarer, 2 dubletter, 2 brugte og 9 på engelsk. Derudover er der et par bogpakker mere undervejs, som forhåbentlig dukker op i løbet af den kommende måned. Især den ene af dem har efterhånden været rigtig længe undervejs. I november regner jeg ikke med at foretage de store bogindkøb, men om det kommer til at holde, vil vise sig. Med Black Friday forude er der bestemt en mulighed for, at de gode intentioner endnu engang går fløjten. 

torsdag den 29. oktober 2020

Nattens Cirkus

Nattens Cirkus er en historisk fantasyroman skrevet af Erin  Morgenstern. 

Cirkusset dukker op uden varsel, og når tusmørket falder på, åbnes portene til et magisk sted uden sidestykke. Et sted, hvor intet er, som det ser ud til, og drømmene får frit spil.
Men hvad ingen ved er, at cirkusset gemmer på ægte magi, og er centrum for en duel mellem to unge magikere, som begge er bundet til cirkusset - og et dødeligt spil - af mægtige kræfter. Og trods deres voksende følelser for hinanden, har de intet andet valg end at fortsætte den kamp, som deres mentorer bandt dem til, da de var børn. 
Men er det værd at vinde spillet, hvis man må give afkald på den, man elsker for at gøre det? Og kan cirkusset overleve Celia og Marcos magiske duel?

Nattens Cirkus er en af de bøger, som jeg har hørt rigtig meget om på især Booktube, hvor folk enten elsker eller skuffes over den. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var noget nervøs for at skulle begynde på den, da nogle af de ting, folk nævner som det fantastiske ved den, er elementer, som jeg ikke altid er lige begejstret for. Men selvom visse dele ikke helt fungerede for mig, så endte jeg faktisk med at synes godt om den, selvom den ikke fik mig helt op at ringe. 
Sproget er letlæst og flydende, og utroligt atmosfærisk. Der er noget næsten drømmeagtigt over bogens stemning, og de smukke og stemningsfulde beskrivelser har en stor del af æren for det. 
Jeg synes dog stemningen gik lidt udover plottet, som for mig til tider var lidt vel rodet, ligesom slutningen virkede lidt forhastet. Historien er ellers spændende, og fyldt med magi, drømme, hemmeligheder, magi, manipulationer, kærlighed, og et fantastisk rejsende cirkus, men de mange spring i tid irriterede mig, og afsnittene med du-synsvinklen fungerede overhovedet ikke for mig. 
Personerne var nuancerede og interessante, men bipersonerne led desværre en smule under bogens atmosfære, og blev aldrig rigtigt levende for mig. Til gengæld følte jeg virkelig, at jeg kom ind under huden på både Marco og Celia, og jeg kom til at holde rigtig meget af dem. Begge er intelligente og dygtige magikere, men hvor Marco er mere manipulerende og tilfreds med at befinde sig i baggrunden, så er Celia mere følsom og vant til at befinde sig på en scene. Både Marco og Celia er præget af den opdragelse og undervisning de har fået af deres mentorer, og hvor Marcos mentor lod meget være op til Marco selv, var Celias far anderledes dominerende og direkte voldelig over for hende. Selvom de to er bestemt til at kæmpe mod hinanden, så kan de ikke lade være med at være tiltrukket og draget mod hinanden, og at de hverken ved hvorfor de spiller eller hvad spillet går ud på, gør kun det hele værre. Af bipersonerne var det især Bailey, drengen som drømmer om et andet liv, og forelsker sig i cirkusset, som jeg følte, jeg kom til at kende. Men jeg holdt også meget af tvillingerne Poppet og Widget, og følte med Isobel og hendes umulige kærlighed. Celias far, derimod, havde jeg lyst til at skubbe ud foran toget. Magen til selvoptaget idiot skal man lede længe efter, og den måde, han var villig til at sætte sit barns liv på spil for at vinde et spil, var decideret modbydelig. 
Selvom jeg rigtig godt kunne lide bogens drømmende stemning, og var vild med såvel cirkus-delen som kærlighedshistorien, så gjorde det rodede plot, de mange spring i tiden, og de fleste bipersoners "fladhed", at jeg sad tilbage med lidt af en "var det det?"-følelse, efter endt læsning. Bogen var bestemt god, men slet ikke så fantastisk, som jeg har hørt mange fortælle, at den er. Det er dog kun min mening, så er man vild med historisk fantasy og atmosfæriske fortællinger, er bogen måske et forsøg værd. Og uanset hvad, er det en utroligt smuk bog at se på. 

Se også forfatterens hjemmeside.