Buttercup er den smukkeste kvinde i verden, men efter hendes elskedes død er hun ikke interesseret i kærlighed. Det forhindrer dog ikke prins Humperdinck af Florin i at udvælge hende til sin brud, og efter afpresning og års oplæring i prinsessegerningen, skal brylluppet nu endelig stå.
Men før det sker, bliver Buttercup kidnappet af en bande, reddet af en pirat og genfinder sin elskede - kun for at miste ham igen.
Vil kærligheden sejre, eller vil Buttercup være tvunget til at gifte sig med prins Humperdinck?
The Princess Bride er blevet lidt af en kultklassiker, blandt andet grundet filmatiseringen af bogen, og jeg var derfor ret spændt på at læse den. Men selvom jeg rigtig godt kunne lide den, og forstår hvorfor den er blevet en kultklassiker, så var der desværre også et par ting, der trak lidt ned for mig.
Sproget er letlæst og flydende, og veksler mellem et gammeldags sprog, som er ret typisk for high fantasy, og mere nutidigt sprogbrug i forfatterens indskudte bemærkninger undervejs. Bogen er fyldt med humor, og livagtige beskrivelser, som, hjulpet på vej af kortet foran i bogen, får såvel det opdigtede land Florin som personerne og de actionpakkede fægtescener til at fremstå lyslevende.
Bogens opbygning er lidt speciel, da præmissen for den er, at bogens forfatter har forkortet historien efter et ældre manuskript, og derfor indgår der både afsnit i kursiv, hvor forfatteren forklarer hvorfor han har skåret dele af historien væk, indledende bemærkninger og forord, hvor han fortæller om sin kærlighed til det værk, han skal forestille af bearbejde, og om hans problemer med såvel den oprindelige forfatters arvinger som bogens vej til filmatisering. Idéen er utroligt original, og fungerer, det meste af tiden, rigtig godt, men visse steder bliver hovedhistorien lidt for fragmentarisk, og bogen lidt for lang.
Historien foregår i en ikke nærmere defineret fortid, i det opdigtede land Florin, som skal forestille at ligge et sted mellem Sverige og Tyskland. Landet er fyldt med magi, onde skurke, smukke kvinder, og uhyggelige væsener, og er på den måde et typisk fantasyunivers. Bortset altså fra, at landet stadig skal forestille at findes i dag, og blandt andet er hjemsted for et museum for såvel den imaginære forfatters manuskripter, som bogens personers efterladenskaber. Ikke desto mindre er universet gennemført og troværdigt, og fungerer godt som skueplads for historien.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, men alligevel bliver man som læser aldrig rigtigt overrasket, fordi forfatteren bringer rigtig mange af de klassiske fantasytroper og klichéer i spil, og selvom han giver dem sit eget spin, så gør det stadig, at dele af historien er noget forudsigelige. Historien er spændende, og fyldt med action, kidnapning, intriger, hævn, pirater, kæmper, onde skurke, kærlighed og smukke prinsesser, og så er jeg ret vild med bogen-i-bogen-elementet. Jeg kunne dog godt have ønsket mig lidt mindre instalove undervejs.
Personerne er levende, men desværre en smule karikerede, og for mig var det bipersonerne, der var de mest interessante. Mest fordi jeg syntes, at Buttercup var decideret ulidelig. Hun var naiv, initiativløs og opførte sig utroligt dårligt over for sin store kærlighed undervejs, men det, der irriterede mig mest var, hvor utroligt dumt hun opførte sig den ene gang efter den anden, for slet ikke at tale om hendes laden-stå-til, og venten på, at andre redder hende. Jeg havde meget svært ved at se, hvorfor Westley var så forelsket i hende, for hendes personlighed var for mig ikke-eksisterende, og hvis man ser bort fra, at hun er den smukkeste kvinde i verden, så havde hun ikke ret meget kørende for sig. Westley er modig, ambitiøs, og parat til at gøre alt, for den han elsker, og selvom jeg ikke forstod hans følelser for Buttercup, så kunne jeg rigtig godt lide ham. Af bipersonerne kunne jeg rigtig godt lide Inigo, den bedste sværdkæmper i verden,. Selvom han ikke er decideret heltemateriale, så gør hans ønske om hævn over farens morder ham relaterbar og interessant som person, og han er ikke bange for at kæmpe for at nå sit mål. Kæmpen Fezzik var en anden af mine yndlingskarakterer, fordi han simpelthen virkede så rar. Og det til trods for, at han faktisk slår ret mange ihjel undervejs. Prins Humperdinck, derimod, var en ret typisk skurk, og en væmmelig en af slagsen. Hans forestilling om et frieri er en dødstrussel, og hans blodtørstighed og magtbegær gjorde ham både interessant og uhyggelig. Og greven var decideret modbydelig.
Selvom jeg ikke forstod kærligheden mellem Buttercup og Westley, så var jeg vild med bipersonerne og rammefortællingen, og jeg glæder mig allerede til at se filmen. Bogens opbygning og humor gav mig mindelser om såvel Terry Pratchetts forfatterskab som Monty Python og de skøre riddere, tilsat et stænk Erroll Flynn, og selvom den til tider var lidt forudsigelig, så gjorde forfatterens indskudte bemærkninger og leg med troper og klichéer bogen til en god og anderledes læseoplevelse, og bogen kan bestemt anbefales.
