fredag den 6. november 2020

The Princess Bride

The Princess Bride er en fantasybog skrevet af William Goldman.

Buttercup er den smukkeste kvinde i verden, men efter hendes elskedes død er hun ikke interesseret i kærlighed. Det forhindrer dog ikke prins Humperdinck af Florin i at udvælge hende til sin brud, og efter afpresning og års oplæring i prinsessegerningen, skal brylluppet nu endelig stå. 
Men før det sker, bliver Buttercup kidnappet af en bande, reddet af en pirat og genfinder sin elskede - kun for at miste ham igen. 
Vil kærligheden sejre, eller vil Buttercup være tvunget til at gifte sig med prins Humperdinck?

The Princess Bride er blevet lidt af en kultklassiker, blandt andet grundet filmatiseringen af bogen, og jeg var derfor ret spændt på at læse den. Men selvom jeg rigtig godt kunne lide den, og forstår hvorfor den er blevet en kultklassiker, så var der desværre også et par ting, der trak lidt ned for mig.
Sproget er letlæst og flydende, og veksler mellem et gammeldags sprog, som er ret typisk for high fantasy, og mere nutidigt sprogbrug i forfatterens indskudte bemærkninger undervejs. Bogen er fyldt med humor, og livagtige beskrivelser, som, hjulpet på vej af kortet foran i bogen, får såvel det opdigtede land Florin som personerne og de actionpakkede fægtescener til at fremstå lyslevende.
Bogens opbygning er lidt speciel, da præmissen for den er, at bogens forfatter har forkortet historien efter et ældre manuskript, og derfor indgår der både afsnit i kursiv, hvor forfatteren forklarer hvorfor han har skåret dele af historien væk, indledende bemærkninger og forord, hvor han fortæller om sin kærlighed til det værk, han skal forestille af bearbejde, og om hans problemer med såvel den oprindelige forfatters arvinger som bogens vej til filmatisering. Idéen er utroligt original, og fungerer, det meste af tiden, rigtig godt, men visse steder bliver hovedhistorien lidt for fragmentarisk, og bogen lidt for lang. 
Historien foregår i en ikke nærmere defineret fortid, i det opdigtede land Florin, som skal forestille at ligge et sted mellem Sverige og Tyskland. Landet er fyldt med magi, onde skurke, smukke kvinder, og uhyggelige væsener, og er på den måde et typisk fantasyunivers. Bortset altså fra, at landet stadig skal forestille at findes i dag, og blandt andet er hjemsted for et museum for såvel den imaginære forfatters manuskripter, som bogens personers efterladenskaber. Ikke desto mindre er universet gennemført og troværdigt, og fungerer godt som skueplads for historien. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, men alligevel bliver man som læser aldrig rigtigt overrasket, fordi forfatteren bringer rigtig mange af de klassiske fantasytroper og klichéer i spil, og selvom han giver dem sit eget spin, så gør det stadig, at dele af historien er noget forudsigelige. Historien er spændende, og fyldt med action, kidnapning, intriger, hævn, pirater, kæmper, onde skurke, kærlighed og smukke prinsesser, og så er jeg ret vild med bogen-i-bogen-elementet. Jeg kunne dog godt have ønsket mig lidt mindre instalove undervejs. 
Personerne er levende, men desværre en smule karikerede, og for mig var det bipersonerne, der var de mest interessante. Mest fordi jeg syntes, at Buttercup var decideret ulidelig. Hun var naiv, initiativløs og opførte sig utroligt dårligt over for sin store kærlighed undervejs, men det, der irriterede mig mest var, hvor utroligt dumt hun opførte sig den ene gang efter den anden, for slet ikke at tale om hendes laden-stå-til, og venten på, at andre redder hende. Jeg havde meget svært ved at se, hvorfor Westley var så forelsket i hende, for hendes personlighed var for mig ikke-eksisterende, og hvis man ser bort fra, at hun er den smukkeste kvinde i verden, så havde hun ikke ret meget kørende for sig. Westley er modig, ambitiøs, og parat til at gøre alt, for den han elsker, og selvom jeg ikke forstod hans følelser for Buttercup, så kunne jeg rigtig godt lide ham. Af bipersonerne kunne jeg rigtig godt lide Inigo, den bedste sværdkæmper i verden,. Selvom han ikke er decideret heltemateriale,  så gør hans ønske om hævn over farens morder ham relaterbar og interessant som person, og han er ikke bange for at kæmpe for at nå sit mål. Kæmpen Fezzik var en anden af mine yndlingskarakterer, fordi han simpelthen virkede så rar. Og det til trods for, at han faktisk slår ret mange ihjel undervejs. Prins Humperdinck, derimod, var en ret typisk skurk, og en væmmelig en af slagsen. Hans forestilling om et frieri er en dødstrussel, og hans blodtørstighed og magtbegær gjorde ham både interessant og uhyggelig. Og greven var decideret modbydelig. 
Selvom jeg ikke forstod kærligheden mellem Buttercup og Westley, så var jeg vild med bipersonerne og rammefortællingen, og jeg glæder mig allerede til at se filmen. Bogens opbygning og humor gav mig mindelser om såvel Terry Pratchetts forfatterskab som Monty Python og de skøre riddere, tilsat et stænk Erroll Flynn, og selvom den til tider var lidt forudsigelig, så gjorde forfatterens indskudte bemærkninger og leg med troper og klichéer bogen til en god og anderledes læseoplevelse, og bogen kan bestemt anbefales. 

onsdag den 4. november 2020

Vejen til Panteon

Vejen til Panteon er 1. bind af fantasyserien Panteon-sagaen, skrevet af Boris Hansen.

I fremtiden er verden blevet en anden, og forældreløse børn og samfundets svageste er blevet forvist til Zonen, en række grå betonblokke, hvor de lever som de bedst kan. 
Lucas er vokset op i Zonen, og venter på den dag, hvor han bliver 17, og bliver sendt til Storbyen. Hans næreste venner bor i samme blok som ham, men den, han er tættest på, er Cassandra. I modsætning til de andre, er Cassandra ikke vokset op i Zonen, men dukkede for år tilbage op under mystiske omstændigheder. Hun har aldrig fortalt hvor hun kom fra, og foretrækker at holde sig på afstand. 
En dag forsvinder Cassandra. På trods af hendes ønsker beslutter Lucas sig for at lede efter hende, og hans rejse fører ham til en anden verden med guder og engle. En verden plaget af uro, hvor gudernes efterkommere strides om magten. Undervejs opdager han, at Cassandras hemmeligheder er langt større - og farligere - end han på nogen måde kunne forestille sig, og er han ikke forsigtig, kan de koste ham livet. 

Jeg har haft Vejen til Panteon stående på min reol siden den udkom, men selvom jeg kun har hørt godt om den, og efterhånden har fået samlet mig hele serien, har jeg af en eller anden grund aldrig fået læst den. Nu fik jeg så endelig begyndt på serien, og hold op, hvor var den altså god!
Sproget er letlæst og flydende, beskrivelserne livagtige og stemningsskabende, og så er bogen både fyldt med humor og fantasyreferencer, som gjorde mit nørdhjerte glad. 
Bogens to universer er meget forskellige, men også gennemførte og originale, og hvor Zonen er dystopisk, grå og trist, er den anden verden fyldt med farver, friskhed og fare, foruden magiske væsener, guder og fascinerende omgivelser.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med overraskelser, som gør bogen umulig at slippe. Og så slutter den med noget af en cliffhanger. Historien er spændende, og fyldt med intriger, hemmeligheder, løgne, kærlighed, venskab, guder, magtkampe, forræderi, action, magi, kultursammenstød og håb. 
Personerne er levende og nuancerede, og især hovedpersonen Lucas kunne jeg rigtig godt lide. Han er modig, loyal og har et godt hjerte, og selvom han til tider er lidt vel impulsiv og naiv i forhold til andre folks motiver, så er han svær ikke at holde af. Og så er det forfriskende med en hovedperson, hvor det ikke er den udvalgte, man følger, men i stedet den udvalgtes ven. Bogens anden primære synsvinkel er englen Saida. Hun er modig, loyal og lydig, men har en tendens til at være lidt for lydig og autoritetstro, og følge reglerne blindt. Også når de ikke giver mening. Af bipersonerne var det især Lucas' rejsekammerater Theodor og Ron jeg følte, jeg kom til at kende, og især Theodors passion for fantasy havde jeg nemt ved at relatere til. Jeg var også ret vild med Mehmet og hans opfinderlyst og nysgerrighed. Til gengæld brød jeg mig ikke ret meget om Cassandra. Hun virkede kold og manipulerende, og jeg følte ikke rigtigt. jeg kom ind under huden på hende. 
Vejen til Panteon var en rigtig god start på en serie med hele to originale universer og masser af fantasyreferencer, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. Er man til fantasy med masser af worldbuilding, humor, og klichéer vendt på hovedet, så kan bogen her kun anbefales. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

søndag den 1. november 2020

Læsestatus for oktober

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Oktober var en, på næsten alle områder, træls måned. Regnfuld og blæsende, om end noget varmere end normalt, førte den mig fra den ene yderlighed til den anden. Den startede ellers godt ud, med en halv uges ferie, hvor jeg blev færdig med maling og indretning af baggangen, men skiftede så over til 1 1/2 uges travlhed på arbejdet, og den første lørdagsvagt i 8 måneder, før jeg, endnu en gang, måtte til Corona-testning, med noget, som viste sig at være en ualmindeligt sejlivet halsvirus, som stadig her, 2 1/2 uge senere, lever i bedste velgående, selvom jeg da har fået en smule stemme tilbage. Det betyder også, at jeg har været sygemeldt det meste af oktober, og selvom jeg i næste uge vender tilbage til arbejdet, så bliver det i første omgang kun med hjemmearbejde, da jeg stadig ikke har meget stemme, og hoster løs. Oktober bød også på køb af ny bærbar, da den gamle begyndte at sige grimme lyde, nægtede at uploade billeder til bloggen, og den ene blæser endte med at stå af. 
Med travlhed og sygdom blev oktober desværre ikke den læsemåned, jeg havde håbet på. Jeg havde ellers store planer om deltagelse i indtil flere readathons, som I kan læse om her, men nåede langt fra i mål med min månedlange TBR. Blandt andet fordi det tog lang tid at komme i gang med læsningen i oktober, hvilket til dels skyldtes en bog, jeg overraskende måtte DNF'e, da jeg simpelthen ikke kunne få kæmpet mig igennem den. 
Og med disse indledende bemærkninger, er det blevet tid til at vise oktobers læsning frem. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I oktober fik jeg læst 2 anmeldereksemplarer, tilsendt fra søde forlag og forfattere. 
Bøgerne er:

Lykke Lindbo: Fanny Fairychild - Alf af hjertet (Fanny Fairychild 3)
Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Tanken og Mindet. 
Serien er slut. 

Katja Brandis: Fjendtlige spor (Woodwalkers 5)
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co.
Serien er i gang. 

Jeg fik læst 2 bøger fra min A-Z TBR i oktober, nemlig:

Ernest Cline: Ready Player One (Ready Player One 1)
Serien er påbegyndt og ajour. 

Erin Morgenstern: Nattens Cirkus

Som nævnt måtte jeg ganske overraskende opgive at færdiglæse en bog i oktober. Den lød ellers lige som noget for mig, men fangede overhovedet ikke, og da jeg havde kæmpet mig igennem den første halvdel, og blev ved at finde på undskyldninger for ikke at læse bogen, valgte jeg til sidst at DNF'e den, noget som sker yderst sjældent. Selvom jeg godt kan se, hvorfor andre elsker den, så var den bare ikke noget for mig, og såvel personer som forfatterens manglende forståelse af hvordan det britiske monarki fungerer irriterede mig grænseløst, og gjorde bogen umulig at komme igennem. Det skal dog bestemt ikke afholde andre fra at læse den. 
Bogen er:

Casey McQuiston: Rødt hjerte, blåt blod

I oktober planlagde jeg at deltage i min egen uofficielle udgave af Bookoplathon, som jeg desværre ikke havde mulighed for at deltage i, i september. Min TBR var på 11 bøger, med af dem fik jeg kun læst 6 bøger, hvoraf den ene endda var en udskiftning undervejs. 
Bøgerne, jeg fik læst, er:

Pernille Eybye: I Pandoras æske
Udfordring: Most recent purchase

Lykke Lindbo: Fanny Fairychild - Alf af hjertet (Fanny Fairychild 3)
Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Tanken og Mindet. 
Serien er slut. 
Udfordring: Foiled Cover

G.L. Carriger: The Omega Objection (San Andreas Shifters 2)
Serien er i gang.
Udfordring: LGBTQ+

Alice Oseman: Radio Silence
Udfordring: Dark cover

Ernest Cline: Ready Player One (Ready Player One 1)
Serien er påbegyndt og ajour. 
Udfordring: Set in the future

Erin Morgenstern: Nattens Cirkus
Udfordring: Adult

Jeg havde også planer om at deltage i Efterårsmagi Readathonet, skabt af Sofies Bogverden, men her fik jeg kun færdiglæst 3 bøger ud af de 7, der stod på min TBR. Og igen blev en af bøgerne en anden, end på den oprindelige TBR. 
Bøgerne er:

Dark and Stormy Knights
Udfordring: Læs en bog med et overnaturligt/magisk væsen

Pernille Eybye: I Pandoras æske
Udfordring: Læs en bog der giver dig en efterårsstemning

Katja Brandis: Fjendtlige spor (Woodwalkers 5)
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co.
Serien er i gang. 
Udfordring: Læs en bog der giver dig en varm følelse på en kold dag

I oktober løb Dewey's 24 Hour Readathon igen af stablen, og selvom jeg heller ikke her nåede i mål med hele min TBR, så kom jeg tæt på, og fik læst 2 bøger og 1 graphic novel undervejs. 
De er:

Alice Oseman: Radio Silence

V. E. Schwab m.fl.: The Rebel Army (Shades of Magic: The Steel Prince vol. 3)
Serien er slut. 

Katja Brandis: Fjendtlige spor (Woodwalkers 5)
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co.
Serien er i gang. 

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 14 tegneserier/graphic novels i oktober.
De er:

Mort Walker:
Basserne 1982
Basserne 1985

V. E. Schwab m.fl.: The Rebel Army (Shades of Magic: The Steel Prince vol. 3)
Serien er slut. 

Jerry Scott og Jim Borgman:
Fanget! (Zits 5)
Hm, måske i den anden taske? (Zits 6)
Indeklemt (Zits 8)
Familiebånd (Zits 9)
Mor er den bedste i verden - på afstand! (Zits 10)
Alene hjemme! (Zits 11)
Vent ikke for længe med vasketøjet! (Zits 12)
Livet er hårdt som teenager (Zits 13)
Vær ikke et svin, Filip! (Zits 14)
Så er der mad, Filip! (Zits 15)
Vi er løbet tør for cornflakes! (Zits 16)

I alt fik jeg læst 8 bøger og 14 tegneserier/graphic novels i oktober. Af dem var 2 anmeldereksemplarer, 2 fra min A-Z TBR, 1 biblioteksbog og 1 antologi. 3 var på engelsk. Derudover havde jeg en enkelt DNF. Jeg fik afsluttet 2 serier, påbegyndt 1, og læst videre i 2 serier. 
I november skal jeg have indhentet det, jeg er kommet bagud med min A-Z TBR, og derudover har jeg en del anmeldereksemplarer, jeg gerne skulle have læst før december, hvor jeg har helt særlige læseplaner. 

Hvordan gik jeres læsning i oktober? Og deltog I i nogle af de samme readathons som mig? 

fredag den 30. oktober 2020

Book Haul #10

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Oktober nærmer sig sin slutning, og det betyder, at det er blevet tid til at vise månedens book haul frem. En book haul, som jeg på ingen måde havde forudset ville blive så gigantisk, som den blev, men som takket være søde forlag og forfattere, og Tellerups lagersalg, endte med næsten at overskride bordpladens formåen på mit sædvanlige fotosted for book hauls (seriøst, der var kun 5 cm bordplade tilbage, da alle bøgerne var stillet op, og rækken målte 127 cm!). 
Og så må det vist være tid til at vise bøgerne frem, for det kommer til at tage sin tid. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I oktober fik jeg tilsendt 16 anmeldereksemplarer (eller egentlig 14, da der var dubletter af 2 af dem) af søde forlag og forfattere. 
Bøgerne er:

Jacob Kokkedal: Bastians løfte (De trofaste bror 4). Forlaget Ulven og Uglen.

John August: Arlo Finch i skyggernes rige (Arlo Finch 3). Forlaget Alvilda. (2 eks.)

Mette Finderup: Salamandergraven (A.S.P.E. 4). Forlaget Alvilda. (2 eks.)

Hanne Rump:
Hemmeligheden (Sif og Ulvefolket 1. Forlaget Calibat.
Lærlingen (Sif og Ulvefolket 2). Forlaget Calibat.
Heksekraft (Sif og Ulvefolket 3). Forlaget Calibat. 
Formskifteren (Birk og Ulvefolket 1). Forlaget Krabat. 

Nanna Foss:
Leoniderne (Spektrum 1). Forlaget Gyldendal. 
Geminiderne (Spektrum 2). Forlaget Gyldendal.
Ursiderne (Spektrum 3). Forlaget Gyldendal.
Kvadrantiderne (Spektrum 4). Forlaget Gyldendal. 

Pernille Neergård: Afsløringen (Verdensherrerne 2). Forlaget DreamLitt. Tilsendt af forfatteren. 

Katja Brandis: Hævnens dag (Woodwalkers 6). Forlaget Straarup og Co. 

Annemette Gravgaard Larsen: Mørkehav (Dag 0 1). Forlaget Straarup og Co. 

Som tidligere nævnt har Tellerups lagersalg, som de holdt i slutningen af september/starten af oktober, en stor del af æren for, at oktobers book haul blev så gigantisk, som den gjorde. Jeg kunne nemlig ikke nøjes med den første ordre, som var med i septembers book haul, men afgav hele 2 ordrer mere, som nåede frem i oktober, og jeg endte endda med at bryde min bogkøbsregel, fordi jeg bare ikke kunne stå for deres tilbud. 13 bøger i alt blev det til, og bøgerne er:

R.S. Söderström: Piggy - den store flugt fra juleaften

Dennis Jürgensen:
Marcherende myrer (Roland Trier 4)
Eksploderende skadedyr (Roland Trier 5)
Faldende masker (Roland Trier 6)
Tunnelmanden

Christina Bonde:
Kampen om Valianien (Izola 2)
Tilbage til Izola (Izola 3)

Nick Clausen: Ulm

Julie Cross: Fanget i fortiden (Tempest 1)

K.L. Berger: Hvor jeg hører til

Haidi Wigger Klaris: Åndehvisken

Teddy Vork: Diget

Michael Kamp: Bunker 137

Det blev selvfølgelig også til et par køb på Saxo i oktober. 6 bøger blev det til, hvoraf størstedelen var nye udgivelser.
Bøgerne er:

Jim Butcher: Battle Ground (The Dresden Files 17)

Terry Pratchett: The Time-travelling Caveman

Rick Riordan: The Tower of Nero (The Trials of Apollo 5)

Eoin Colfer: Deny All Charges (The Fowl Twins 2)

Jenny Colgan: Sommer i det lille bageri på strandpromenaden (Det lille bageri på strandpromenaden 2)

Fredrik Backman: Dit livs handel

Jeg fik også købt et par brugte bøger på Antikvariat.net i oktober, nemlig:

Jenny Colgan:
Den lille café ved den endeløse strand (Mure 2)
Jul i det lille bageri på strandpromenaden (Det lille bageri på strandpromenaden 3)

Tilbage i september fik jeg en rabatkode til Bookdepository, og den skulle selvfølgelig bruges. Det blev til 3 bøger, som er:

J.K. Rowling: Quidditch Through the Ages (illustreret udgave)

Sir Thomas Malory: Le Morte d'Arthur - King Arthur and the Knights of the Round Table 

Lewis Carroll: Alice's Adventures in Wonderland and Other Stories (Barnes and Noble Leatherbound Edition)

Jeg er (endnu) ikke abonnent hos Illumicrate, men da de satte denne special edition til salg, måtte jeg bare have fingre i den.
Bogen er: 

Leigh Bardugo: The Lives of Saints

Hos Fantask købte jeg 2 tegneserier i oktober, nemlig:

Robin: 80 Years of the Boy Wonder

Mort Walker: Basserne 1984

Sidst, men ikke mindst, dukkede mit køb fra Overlapp til Fantasyfestivalen også op i oktober. Første pakke forsvandt desværre på vejen til Ribe, men Overlapp var så søde at sende en ny pakke afsted til mig, så jeg, lettere forsinket, fik de 2 bogposer jeg havde bestilt, plus lidt lækkert merchandise. 
Bogposerne er:

Dansk Fantasy Fix

House of Slytherin

I alt blev det til 41 bøger, 2 graphic novels/tegneserier og 2 bogposer i perioden 1.-30. oktober. Af dem var 16 anmeldereksemplarer, 2 dubletter, 2 brugte og 9 på engelsk. Derudover er der et par bogpakker mere undervejs, som forhåbentlig dukker op i løbet af den kommende måned. Især den ene af dem har efterhånden været rigtig længe undervejs. I november regner jeg ikke med at foretage de store bogindkøb, men om det kommer til at holde, vil vise sig. Med Black Friday forude er der bestemt en mulighed for, at de gode intentioner endnu engang går fløjten. 

torsdag den 29. oktober 2020

Nattens Cirkus

Nattens Cirkus er en historisk fantasyroman skrevet af Erin  Morgenstern. 

Cirkusset dukker op uden varsel, og når tusmørket falder på, åbnes portene til et magisk sted uden sidestykke. Et sted, hvor intet er, som det ser ud til, og drømmene får frit spil.
Men hvad ingen ved er, at cirkusset gemmer på ægte magi, og er centrum for en duel mellem to unge magikere, som begge er bundet til cirkusset - og et dødeligt spil - af mægtige kræfter. Og trods deres voksende følelser for hinanden, har de intet andet valg end at fortsætte den kamp, som deres mentorer bandt dem til, da de var børn. 
Men er det værd at vinde spillet, hvis man må give afkald på den, man elsker for at gøre det? Og kan cirkusset overleve Celia og Marcos magiske duel?

Nattens Cirkus er en af de bøger, som jeg har hørt rigtig meget om på især Booktube, hvor folk enten elsker eller skuffes over den. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var noget nervøs for at skulle begynde på den, da nogle af de ting, folk nævner som det fantastiske ved den, er elementer, som jeg ikke altid er lige begejstret for. Men selvom visse dele ikke helt fungerede for mig, så endte jeg faktisk med at synes godt om den, selvom den ikke fik mig helt op at ringe. 
Sproget er letlæst og flydende, og utroligt atmosfærisk. Der er noget næsten drømmeagtigt over bogens stemning, og de smukke og stemningsfulde beskrivelser har en stor del af æren for det. 
Jeg synes dog stemningen gik lidt udover plottet, som for mig til tider var lidt vel rodet, ligesom slutningen virkede lidt forhastet. Historien er ellers spændende, og fyldt med magi, drømme, hemmeligheder, magi, manipulationer, kærlighed, og et fantastisk rejsende cirkus, men de mange spring i tid irriterede mig, og afsnittene med du-synsvinklen fungerede overhovedet ikke for mig. 
Personerne var nuancerede og interessante, men bipersonerne led desværre en smule under bogens atmosfære, og blev aldrig rigtigt levende for mig. Til gengæld følte jeg virkelig, at jeg kom ind under huden på både Marco og Celia, og jeg kom til at holde rigtig meget af dem. Begge er intelligente og dygtige magikere, men hvor Marco er mere manipulerende og tilfreds med at befinde sig i baggrunden, så er Celia mere følsom og vant til at befinde sig på en scene. Både Marco og Celia er præget af den opdragelse og undervisning de har fået af deres mentorer, og hvor Marcos mentor lod meget være op til Marco selv, var Celias far anderledes dominerende og direkte voldelig over for hende. Selvom de to er bestemt til at kæmpe mod hinanden, så kan de ikke lade være med at være tiltrukket og draget mod hinanden, og at de hverken ved hvorfor de spiller eller hvad spillet går ud på, gør kun det hele værre. Af bipersonerne var det især Bailey, drengen som drømmer om et andet liv, og forelsker sig i cirkusset, som jeg følte, jeg kom til at kende. Men jeg holdt også meget af tvillingerne Poppet og Widget, og følte med Isobel og hendes umulige kærlighed. Celias far, derimod, havde jeg lyst til at skubbe ud foran toget. Magen til selvoptaget idiot skal man lede længe efter, og den måde, han var villig til at sætte sit barns liv på spil for at vinde et spil, var decideret modbydelig. 
Selvom jeg rigtig godt kunne lide bogens drømmende stemning, og var vild med såvel cirkus-delen som kærlighedshistorien, så gjorde det rodede plot, de mange spring i tiden, og de fleste bipersoners "fladhed", at jeg sad tilbage med lidt af en "var det det?"-følelse, efter endt læsning. Bogen var bestemt god, men slet ikke så fantastisk, som jeg har hørt mange fortælle, at den er. Det er dog kun min mening, så er man vild med historisk fantasy og atmosfæriske fortællinger, er bogen måske et forsøg værd. Og uanset hvad, er det en utroligt smuk bog at se på. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

søndag den 25. oktober 2020

Ready Player One

Ready Player One - Spillet om OASIS er 1. bind af science fiction-serien Ready Player One, skrevet af Ernest Cline. 

I år 2045 er verden plaget af krige, sygdom, og manglende ressourcer, og store dele af jordens befolkning lever i fattigdom. Eneste flugt fra virkeligheden er virtual reality-spillet OASIS, hvor store dele af menneskeheden bruger deres tid. 
Da skaberen af OASIS dør, testamenterer han hele sin formue, og OASIS, til den spiller, der kan løse en række gåder gemt i spillet. Men efter fem år er det endnu ikke lykkedes en eneste spiller at løse den første gåde, og selvom jagten stadig er i gang, er det kun de mest ukuelige spillere, som stadig leder efter sporene. 
En af dem er Wade. Han er forældreløs og fattig, og hans eneste hobby - og altoverskyggende besættelse - er OASIS og dets skaber, og han ved en uhyggeligt masse om skaberens yndlingsperiode, 1980'erne. Wade har ikke midler til at købe ekstraudstyr i spillet, så da han finder det første spor, er ingen mere overraskede end ham. Pludselig får spillere over hele verden blod på tanden igen, og jagten på de næste spor går ind. Men ikke alle spiller for spillets skyld, og før Wade får set sig om, er han jaget vildt. Vil han overleve, bliver han nødt til at løse spillets gåde, men konkurrencen er hård, og det er ikke til at vide, hvem han kan stole på - hverken i den virtuelle eller den virkelige verden. 

Bogen her er lidt af en kultklassiker, og jeg har længe glædet mig til at læse den. Desværre levede den ikke helt op til mine forventninger, selvom den stadig var virkelig god. 
Sproget er flydende, og spækket med nørdede referencer til popkultur og litteratur fra 1980'erne, og den del var jeg ret vild med. De mange computer- og spilreferencer fungerede til gengæld ikke helt så godt for mig, da jeg i mange af tilfældene ikke anede, hvad de betød, og det trak læseoplevelsen en smule ned, da virtual reality spiller så stor en rolle i bogen, som den gør. 
Universet er interessant og gennemført, og der er noget næsten drømmeagtigt over det, fordi kontrasterne mellem virkeligheden og spilverdenen er så store, som de er. Blandingen af dystopisk virkelighed og en altomspændende besættelse af 1980'erne fungerer overraskende godt. Jeg er selv barn af 1980'erne, og selvom jeg ikke fangede alle referencerne (jeg var trods alt lidt for ung, til at have oplevet teenagekulturen i 1980'erne), så var jeg alligevel forbløffet over, hvor meget jeg genkendte. Og samtidig bragte forfatteren en hel del etiske overvejelser i spil omkring retten til privatliv, netetik og monopoler på internettet, som både var tankevækkende og lidt for tæt på vores nuværende virkelighed. For hvem ejer internettet? Og hvor langt er folk parate til at gå for at eje informationerne fra - og adgangen til - det virtuelle liv? 
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med overraskelser, og historien er spændende, og fyldt med action, hemmeligheder, magtbegær, computerspil, gåder, venskab, konkurrence, fattigdom, desperation og drive. De mange spilsekvenser gjorde til tider, at bogen føltes en smule lang - mest fordi jeg som ikke-gamer havde svært ved at forstå spiljargonen, og ikke var vanvittig interesseret i samtlige dele af spillet - men selvom dele af handlingen virkede temmelig syret, og jeg ikke helt forstod gamermentaliteten, så kunne jeg ikke undgå at blive fanget af historien. Også selvom jeg syntes kærlighedshistorien var en smule unødvendig. 
Personerne var for mig en smule flade, da det er de færreste af dem, vi som læser møder i virkeligheden, og med undtagelse af Wade følte jeg ikke, at jeg kom rigtigt ind under huden på dem, før til allersidst. Wade var til gengæld en interessant og nuanceret hovedperson. Først og fremmest er han utroligt nørdet, men han er også modig, handlekraftig og intelligent, samtidig med at han er konkurrencemindet, hjælpsom, og til tider en smule naiv. Af bipersonerne var det især Wades ven Aech, som bed sig fast. Han er intelligent og lige så nørdet som Wade, og de to havde en fantastisk kemi imellem sig, som gjorde, at man virkelig troede på deres venskab - til trods for, at de to aldrig har mødt hinanden i virkeligheden. Art3mis var jeg til gengæld ikke så begejstret for, da hun føltes mere som et ideal, end som en levende person, hvilket gjorde, at forelskelsen mellem hende og Wade føltes temmelig kunstig. 
Selvom bogen var virkelig god, så blev de mange 1980'er-referencer til tider lidt for meget for mig, og især spilreferencerne gik over hovedet på mig. Jeg tror dog, at mere garvede gamere, og læsere, som var unge - eller voksne - i 1980'erne vil få mere ud af bogen, og bogen er helt klart værd at anbefale, da den gemmer på flere vigtige tematikker, foruden en spændende historie.  

Fjendtlige spor

Fjendtlige spor er 5. bind i fantasyserien Woodwalkers, skrevet af Katja Brandis. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co. 

Efter sidste opgør med rigmanden og pumachangeren Andrew Milling, har Carag nok at gøre med at skaffe allierede, og stoppe Millings planer. 
Men det er ikke let, for Milling får flere forbundsfæller for hver dag, og hævnens dag nærmer sig med hastige skridt. I et forsøg på at kæmpe imod, danner Carag og hans venner en hemmelig klub, som skal hjælpe menneskene, men det er ikke helt nemt. Samtidig skal Carag bestemme sig for, hvad han vil lave, når han bliver voksen, og både han og hans klassekammerater forbereder sig på at skulle i praktik i menneskenes verden.
Og som om det ikke var nok, er Carag også forvirret over sine ændrede følelser for Lou. 

Jeg er ret vild med den her serie, og femte bind var ingen undtagelse. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser af såvel omgivelser som dyr, og jeg er vild med, hvordan forfatteren får indflettet viden om dyr og deres liv undervejs. 
Universet udvider sig endnu en gang med nye changere og evner, og med dette bind tilfører forfatteren endda et strejf af egyptisk mytologi. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og historien er til tider uhyggeligt spændende, og fyldt med action, venskab, forelskelse, hemmeligheder, forræderi, intriger, changere, dyr, fare og hævn.
Personerne er nuancerede og levende, og jeg holder utroligt meget af Carag som hovedperson. Han er modig, loyal og hjælpsom, og fast besluttet på at gøre det rigtige, men har også tendens til at være lidt for impulsiv, hvilket af og til giver ham problemer. Af bipersonerne er jeg især vild med Holly og hendes kleptomaniske tendenser, loyalitet og impulsivitet, men også Carags rival Jeffrey, som fik tilført flere nuancer i løbet af dette bind. Han er stadig led, men hans motiver blev mere forståelige undervejs, hvilket gjorde ham en hel del mere interessant og menneskelig, og jeg kunne ikke lade være med at have en lille smule ondt af ham undervejs. 
Fjendtlige spor var ligeså god som sine forgængere i serien, og jeg glæder mig allerede til næste bind udkommer. Er man fan af serien, eller vild med fantasy og dyr, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan kun anbefale bogen og serien. 

Se også forfatterens hjemmeside.