torsdag den 1. august 2019

Forfædrenes talisman

Forfædrenes talisman er 1. bind af fantasyserien Skæbneløs, skrevet af Linette Harpsøe.

Arki er født som prinsesse, og ved, at hendes skæbne er at blive echostammens næste høvding. Så da hun begynder at drømme om en ildspyende drage, som angriber landsbyen og dræber hendes folk, vil hun gøre alt for at forhindre spådommen i at gå i opfyldelse. Selv opsøge dæmonerne på den anden side af floden, for at hente forfædrenes talisman, et magisk smykke med store kræfter, som er det eneste der kan redde hendes folk.
Madiga er datter af kongens seer, og ved, at det er hendes skæbne at overtage embedet efter hendes mors død. Men ved hendes udnævnelse begår kongens nærmeste rådgiver forræderi og myrder kongen, og Madiga mister den plads, hun altid har troet var hendes. I desperation bestemmer hun sig for at opsøge Dragernes Bjerg og knytte bånd med en drage, så hun kan blive Nationens orakel.
De to piger står på hver deres side af en truende krig. Kun ved at gå imod deres skæbner kan krigen forhindres. Men kan man trodse skæbnen?

Jeg har glædet mig længe til at læse den her bog, som jeg var så heldig at vinde i en julekonkurrence hos DreamLitt. Og hold op hvor var den altså god.
Sproget er letlæst og flydende, med korte sætninger, levende beskrivelser og et rigtig godt flow.
Universet er originalt og anderledes, med interessante nye væsener, foruden kendte som trolde og drager. Kortet forrest i bogen hjælper med at gøre universet forståeligt, ligesom illustrationerne bagest levendegør de to hovedpersoner og et par af de magiske væsener, man som læser møder undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, forræderi, mord, magi, drager, mærkelige væsener, magtbegær, fordomme, intriger, kærlighed, ondskab og spådomme. Bogen tager både kendte emner som krig og fred, liv og død, søgen efter identitet, og hvordan fordomme og mistillid kan skabe konflikter, op. Men også mere filosofiske emner som hvad der gør en til hersker, om man kan trodse skæbnen, og hvor langt man er villig til at gå, for at redde dem man elsker.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver, historier og hemmeligheder, og især de to hovedpersoner lærer man som læser rigtig godt at kende. Arki og Madiga skiftes til at fortælle historien, og selvom jeg havde et par problemer med dem begge to, så endte jeg med at synes rigtig godt om dem. Arki er født og opvokset som prinsesse, og er vant til at få sin vilje. Hun elsker sit folk, og er parat til at ofre alt for dem, men hun har også en hemmelighed. Hun er forelsket i sin vogter, som er kvinde, og det på trods af, at hun ved, hun som prinsesse har pligt til at videreføre sin slægt. Arki kan dog til tider være lige lovlig impulsiv, fordomsfuld og sikker på sin autoritet som prinsesse. Det fører hende ud i problemer, som hendes vogter må rode hende ud af, og samtidig kan hun tilsyneladende ikke lade være med lytte, når hendes vogter advarer hende, eller give ordrer. Og det irriterede mig en del. Madiga har hele sit liv vidst, at hun en dag skulle overtage sin mors embede som seer. Desværre er hun langt fra parat til at overtage rollen, da hendes mor dør. Hun har ikke haft et eneste syn endnu, men føler sig forpligtet overfor sit folk og sine brødre. Da Serif begår forræderi, og hun mister chancen for at blive seer, føler hun sig pludselig rodløs. Og selvom hun bestemt ikke bryder sig om Serifs gerninger, vælger hun at forsøge at knytte bånd med en drage og blive orakel for ham, for at få en lille smule af sin skæbne tilbage. Madiga er stædig, idealistisk og elsker sine brødre overalt, men hun er også naiv, impulsiv og for bange for at stå uden skæbne, og måtte finde en ny identitet. Og så opfører hun sig indimellem direkte dumt og selvdestruktivt. Bipersonerne er nuancerede og interessante, og især Sirika kunne jeg rigtig godt lide. Sirika er Arkis vogter, og det er en rolle, hun tager dybt seriøst. Hun er parat til at ofre alt for Arki, og samtidig har hun en hemmelighed, som truer med at ødelægge hele det liv, hun har bygget - og forholdet til Arki.
Alt i alt en rigtig god fantasybog med et originalt og gennemført univers, interessante personer og en spændende historie, som jeg kun kan anbefale. Jeg skal helt klart læse videre i serien, og glæder mig allerede til næste bind udkommer.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: