The Scrivener´s Bones er 2. bind af Brandon Sandersons fantasyserie Alcatraz vs. the Evil Librarians.
Alcatraz har været på flugt fra bibliotekarerne siden opgøret med dem. Han skal mødes med sin bedstefar for endelig at besøge sit hjemland, Nalhalla, men før bedstefaren dukker op, finder bibliotekarerne ham. Og denne gang har de en Scrivener med, en bibliotekar som er lige dele menneske og maskine, og som er endnu farligere end almindelige bibliotekarer.
Scriveneren er ude efter oversættelsesbrillerne som blev lavet af det sand Alcatraz fik fra sin far, og har den evne, at de kan oversætte alle sprog - selv de glemte.
Før Scriveneren får fat i Alcatraz dukker redningen op i form af Bastille, som er blevet degraderet til væbner, og to nye medlemmer af Alcatraz´ familie. Bedstefaren har fundet et spor efter Alcatraz´ far, og er taget ud for at lede efter ham, men har sendt de andre for at hente Alcatraz..
Alcatraz beslutter sig for at rejse efter ham til biblioteket i Alexandria, hvor en anden type bibliotekar vogter over alle verdens bøger. Men det er ikke ufarligt at gå op imod bibliotekarerne, og Alcatraz får brug for alle sine evner, hvis han skal overleve endnu et møde med dem, og finde sin bedstefar.
Jeg er bare vild med den her serie! Jeg hulkede af grin igennem hele første bind, og andet bind var mindst lige så morsomt.
Sproget er igen letlæst og flydende, og fyldt med ordspil, humor og fantastiske beskrivelser. Bogen er skrevet som Alcatraz´ selvbiografi, og forfatteren bryder undervejs i fortællingen samtlige regler for hvordan man skriver en historie. Der udlægges falske spor, tales direkte til læseren, er masser af forshadowing, og diskussioner om alt muligt andet - for eksempel om fantasy, henvisninger til bøger og forfattere, og historie. Resultatet er gakket, genialt og grinagtigt på en og samme tid, og jeg fløj igennem historien på ingen tid.
Bogen er fyldt med flotte illustrationer, som er med til at gøre både personer og handlinger endnu mere levende, og bag på smudsomslaget er der et kort som viser den faktiske verden, både de områder bibliotekarerne har erobret, og The Free Kingdoms. Det er både flot og gennemført, og med til at give historien det sidste pift.
Handlingen er godt skruet sammen, med så mange plottwists at det er umuligt at forudsige noget som helst, og selv forfatterens hentydninger hjælper ikke, da en del af dem ikke passer. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, venskab, familie, bøger, bibliotekarer, hemmeligheder og intriger, og hele idéen om bibliotekarernes globale sammensværgelse er både original, og, for en bibliotekar som mig, utrolig morsom. Jeg må indrømme, at jeg føler jeg er blevet snydt for nogle informationer under min uddannelse, for det er i hvert fald nyt for mig, at jeg skulle være en del af en international sammensværgelse som blandt andet skjuler sandheden om trapper, briller og ekstra kontinenter.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og historier. Alcatraz lærer en hel del om sig selv her i andet bind, og mere om både sit eget og familiens talenter. Selvom man ikke er i tvivl om hvem der er gode og hvem der er onde, så er personerne alligevel nuancerede, og det er med til at gøre dem både virkelige og elskelige.
Alt i alt var bogen en absolut værdig efterfølger, og jeg glæder mig allerede til at kaste mig over næste bind i serien. Jeg er vild med historien, humoren og skrivestilen, og er imponeret over den måde Sanderson endnu en gang har skabt et originalt og unikt univers, fyldt med elskelige personer og anderledes magi. Er man fan af Brandon Sanderson vil man bestemt ikke blive skuffet, og særligt bibliotekarer vil elske den her serie. Læs den!
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar