Ved hjælp af et snedigt komplot er det endelig lykkedes Vorgonerne at udslette jorden i alle dens dimensionelle former. Og mod alle odds er det endnu en gang lykkedes Arthur Dent at undgå at blive udslettet sammen med jorden.
I stedet er han nu ombord på den udødelige Wowbaggers skib sammen med sin datter, Trillian, Zaphod og Ford. Wowbagger leder efter en måde at få sig selv slået ihjel på, og indgår en aftale med Zaphod om at få tordenguden Thor til at slå ham ihjel.
På planeten Nano forsøger lederen samtidig at finde en gud til at lede indbyggerne, som alle kommer fra jorden, før indbyggernes utilfredshed får det hele til at falde fra hinanden. Og ombord på Vorgonernes skib har kommandanten opdaget, at der stadig befinder sig jordboere i live, hvilket han ser som sin klare opgave at gøre noget ved.
Og Arthur kan stadig ikke finde en ordentlig kop te.
Det er altid spændende, når en anden forfatter skriver videre på en kendt og elsket serie, men jeg må sige, at Eoin Colfer gør det godt.
Ikke nok med at han formår at ramme sprogtonen fra den oprindelige serie, også handlingen og personerne er spot on.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med pseudo-videnskabelige udtryk, som tilføjer historien det rette futuristiske sci-fi-præg. Bogen er lige så sjov som den oprindelige serie, og beskrivelserne er levende og billedskabende. Nogle enkelte stavefejl ødelagde mit flow en smule, men det er også det eneste jeg kan sætte en finger på.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med action, spænding, absurde situationer, religion, kærlighed, kampen for overlevelse, rumskibe og mærkelige væsener, godt krydret med nordiske guder, på en måde jeg i hvert fald ikke har oplevet dem før. Historien er fyldt af twists, og det er fuldstændig umuligt at forudsige hvad der kommer til at ske, fordi historien er så gakket som den er.
Personerne er levende og menneskelige, omend nogle af dem også er temmelig klichefyldte. Men det er blandt andet det, der er med til at gøre bogen morsom. Jeg var især vild med Thor og Heimdal, og der var noget næsten Riordansk over den måde guderne blev beskrevet på. Arthur er en elskelig hovedperson, men desværre forsvandt han lidt ud af handlingen i denne bog, hvad jeg synes var synd. Hans datter Random er en typisk teenagepige, og jeg var ret vild med den måde hun blev portrætteret på. Hun er surmulende, egoistisk, og handler før hun tænker, men hun er også sårbar, og vil bare have sine forældres kærlighed og opmærksomhed. Zaphod og Ford er ligeså vanvittige som i de tidligere bøger, men jeg må indrømme, at jeg savnede den deprimerede robot, som desværre afgik ved døden tidligere i serien.
Alt i alt en god fortsættelse til en god serie. Er man vild med Douglas Adams´ bøger vil man absolut ikke blive skuffet, og jeg kan kun anbefale Colfers fortsættelse.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar