Mareridt & Myrekryb 2 - Syv uhyggelige historier er en gysernovellesamling af Nick Clausen.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.
Første bind gysernoveller skræmte mig fra vid og sans, så da jeg fandt ud af at der kom et bind 2 kunne jeg næsten ikke vente med at få fingrene i den, på trods af hvad jeg vidste der ville ske med min nattesøvn.
Og jeg fik ret. Novellerne er fyldt med krybende uhygge, psykologiske spil, og mareridtsfremkaldende rædsel, og selvom jeg ikke synes novellerne er helt så skræmmende som i første bind - muligvis fordi jeg var forberedt på forhånd - så er gysene godt gennemført, og skal nok give læserne både mareridt og angst for mørke.
Sproget er letlæst, med et lixtal på 19, men det gør ikke gysereffekten mindre. Forfatteren formår, med et forholdsvis enkelt sprog, at skabe nogle uhyggeligt livagtige billeder i læserens hoved, uden der på noget tidspunkt tales ned til læseren. Næsten alle novellerne har børn i hovedrollen, og det er da også det eneste der fortæller, at bogens målgruppe er børn, for historierne kan sagtens skræmme livet af voksne læsere også.
Det er altid svært at anmelde novellesamlinger, fordi historierne ofte er meget forskellige og, i sagens natur, korte, og det derfor kan være svært at skrive handlingsreferater uden at spoile for meget. Jeg har dog valgt to af novellerne ud, som jeg vil fortælle lidt mere om. Det er henholdsvis den fjerde novelle, Brønden, og den femte novelle, Indtrængeren.
I Brønden lokker Olivers ven Mikkel og deres kammerat Felix ham til at klatre ned i en gammel brønd, som eftersigende hjemsøges af en ond ånd. Jeg synes den var rigtig godt strikket sammen, og især inddragelsen af indiske sagn synes jeg var vellykket. Historien tager mobning og sladder op, og udover at være skræmmende, så er den også tankevækkende.
Indtrængeren adskiller sig fra de andre noveller i bogen ved at have en voksen hovedperson. I novellen hører Linda om en psykisk syg person som er stukket af, og hun får mistanke om at han er i hendes hus. Udover et utroligt psykologisk spil, så har novellen også et af de vildeste twists jeg længe har set. Målgruppen for bogen taget i betragtning falder novellen nok lidt udenfor, da børn kan have svært ved at identificere sig med en voksen hovedperson, men den er uden tvivl min yndlingsnovelle i samlingen.
Mareridt & Myrekryb 2 er noveller om alt fra krabber til hunde, uhyggelige ånder til psykotiske mordere, blodige spil til farlige lærere, og med en undertone af rædsel, som nok skal få det til at løbe koldt ned ad ryggen på læserne. Bogen vil med garanti ødelægge din nattesøvn og få dig til at tjekke at yderdøren er forsvarligt låst, mens du febrilsk tænder alt det lys du kan for at jage mørket væk. Er du vild med gys og har du nerver af stål, så kan jeg varmt anbefale bogen.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar