I landet Ovanien har en gammel profeti forudsagt, at en udvalgt magiker vil dræbe kongen. Derfor har kongen forbudt magi, og med hjælp fra ypperstepræsten er stort set alle magikere blevet enten dræbt eller fængslet. Ypperstepræsten har, med kongens hjælp, forbudt den gamle tro, og magikerforfølgelsen er begyndt at brede sig længere og længere ud.
På øen Josil er pigen Skyriel er vokset op hos den gamle magiker Alainon. Hendes mor sendte hende væk da hun var helt lille, og hun har aldrig kendt sin far. Skyriel er intelligent, men skolen interesserer hende ikke. Hun er god til at jage og bruge våben, men kan ikke blive oplært i krigskunst, fordi hun er en pige. Hun har ingen venner blandt de andre børn som kalder hende for magiker, og i et land hvor det at være magiker kan koste en livet er det bestemt ikke pænt.
Skyriel havde dog aldrig forestillet sig, at der var noget om snakken. Men da hun er 16 fortæller Alainon hende, at hun er den udvalgte fra Ovanienprofetierne, og hun opdager, at hun har magiske evner. Før hun når at lære at bruge dem, bliver Alainon fængslet af ypperstepræstens mænd, og sendt til fængselsøen. Skyriel bestemmer sig for at redde ham, uanset hvad, og det bliver starten på en lang og farefuld rejse. Hvis Skyriel skal overleve, må hun lære at bruge sine evner, og holde dem skjult for alle. Men det er bestemt ikke let.
Bogen er en gave fra forlaget Tellerup til Bogbloggertræffet i 2016.
Jeg er vild med Lene Dybdahls andre bøger, og kunne næsten ikke vente på at denne bog udkom. Derfor var jeg også rigtig glad, da jeg fik bogen til Bogbloggertræffet i 2016. Men af en eller anden grund kom der alligevel til at gå et godt stykke tid før jeg fik læst bogen, og nu hvor jeg har læst den, er jeg virkelig ærgerlig over at jeg ikke fik gjort det noget før. For hold op hvor er den god.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren er god til at beskrive bogens univers, så det bliver tydeligt for læserens indre blik. Forfatteren er ikke bleg for at beskrive nogle temmelig barske scener på en uhyggeligt realistisk måde, og især actionscenerne fremstår tydeligt hug for bloddryppende hug. Men det er dog ikke kun blod og vold der præger bogen, for forfatteren bruger også en del humor, hvilket gør det nemmere at bære de frygtelige ting personerne kommer ud for. Jeg grinede højt flere gange undervejs, og ikke mindst scenen med Taurir og vasketøjet satte lattermusklerne på overarbejde.
Universet er magisk og gennemført, og hænger rigtig godt sammen. Det flotte kort forrest og bagest i bogen hjælper med at visualisere verdenen for læserens indre blik, og det magiske system er gennemtænkt og anderledes, ligesom religioner og forskellige kulturer går op i en højere enhed.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot der overrasker hele vejen igennem, godt hjulper på vej af det ene vilde twist efter det andet. Historien er uhyggeligt spændende, og fuld af action, magi, religion, undertrykkelse, forfølgelse, kønsroller, magtbegær, homoseksualitet, kærlighed, riddere, pirater - og drager! Umiddelbart lyder det af mange meget forskellige elementer, men det fungerer fantastisk godt, og så er det meget originalt. Jeg er i hvert fald ikke støt på en historie som indeholder både pirater og drager før. Bogen er hurtigt læst, simpelthen fordi den er umulig at slippe før sidste side er vendt.
Personerne er levende og meget realistiske. De er mennesker på godt og ondt, med egne motiver, og så menneskelige at det næsten gør ondt. Hovedpersonen Skyriel har hele sit liv været udenfor. Både på grund af sit intellekt, og på grund af sin opførsel. I et samfund hvor kvinder skal være ærbare og dydige, og adlyde mændene, er hun oprørsk, grov i munden og mere optaget af at gå på jagt og lære krigskunst end af at pynte sig og tænke på giftemål. Hun er stædig, og har et hidsigt temperament, hvad der giver hende en del problemer. Hendes vågnende magiske kraft både skræmmer og fryder hende. I starten af bogen irriterede hun mig en del, men i takt med at hun udviklede sig som person kom jeg til at holde mere og mere af hende. Bipersonerne er meget forskellige, og utroligt nuancerede. Nogle elskede jeg, for eksempel Taurir og Alainon, og andre hadede jeg (prins Drystan og ypperstepræsten), og andre igen både fascinerede og frastødte mig (Heymon). Jeg er ret vild med, at der faktisk er en homoseksuel romance i bogen, også selvom den er mellem to meget frastødende personer. Det er sjældent man støder på det i fantasybøger, og det er med til at gøre historien original og anderledes. Jeg var en smule irriteret over kærlighedsforholdene mellem Lucretia og Lovel og Evelot og Iarec, mest fordi personerne virkede temmelig naive, og uden realitetssans - især mændene, pudsigt nok. Måske fordi de som adelsmænd er vant til at få deres vilje, eller måske fordi kvinderne er opdraget til at deres familier kan bestemme over deres liv. Der var i hvert fald lidt for meget "kærlighed ved første blik" over det for mig, men det betød dog ikke, at jeg ikke kunne lide personerne. Og i det store og hele er det ikke noget det trækker ned, for resten af bogen opvejer det i den grad. Bogen fortælles fra flere forskellige synsvinkler, og det fungerer rigtig godt, fordi man lærer historien at kende fra flere forskellige sider, og samtidig lærer personerne rigtig godt at kende. Der er dog ingen tvivl om, at det er Skyriel der er hovedpersonen, og det er da også hende som fortæller størsteparten af historien.
Kan man lide drager, stærke kvindelige hovedpersoner og et plot med masser af uventede overraskelser, så vil man elske Skyriel. Bogen er helt fantastisk, og jeg kan næsten ikke vente til næste bind udkommer. Læs den - du vil ikke fortryde det.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar