Arven

Arven er 4. og sidste bind i fantasyserien af samme navn, skrevet af Christopher Paolini.

Varden kæmper sig gennem landet for at nå frem til hovedstaden og Galbatorix. Ressourcerne er små, og det hele besværliggøres af, at Galbatorix har slavebundet en del soldater og adelsmænd med det gamle sprog, så Varden har svært ved at vide hvem de kan stole på.
Også Murtaugh og hans drage lægger hindringer i vejen for Varden, og Eragon og Saphira er på hårdt arbejde for at modstå dem. Samtidig grubler Eragon over, hvordan han egentlig skal kunne nedkæmpe Galbatorix når han er styrket af de mange dragers Eldunari som han har slavebundet, for slet ikke at tale om den mægtige sorte drage, som også er underlagt hans vilje. Men selvom det ser sort ud, er der dog et enkelt håb. Et håb, som kan vinde krigen - eller tabe alt.
Og det endelig opgør nærmer sig...

Jeg købte bogen da den udkom helt tilbage i 2012, og siden har den stået ulæst på min reol. Da jeg valgte at månedens læsetema skulle være drager var mit klareste mål derfor, at jeg skulle have læst afslutningen på serien. Nu hvor jeg har læst den, kan jeg godt se, at jeg burde have genlæst de tre første bind først, for jeg var ikke kommet ret langt ind i bogen før jeg opdagede, at jeg havde glemt stort set alt fra de foregående bind, og hverken var interesseret i historien eller personerne. Godt nok var der et kort referat i starten af bogen, men det var slet ikke nok, til at vække glæden ved historien, universet og personerne igen, og jeg blev først fanget af historien da jeg begyndte på bog 2, næsten 500 sider inde i historien. Og jeg mistede desværre interessen igen efter 300 sider, så jeg endte med at sidde tilbage med en "nå"-følelse. For mig var bogen simpelthen for lang, og jeg brød mig derudover overhovedet ikke om slutningen. Jeg kan dog ikke sige hvorfor, da det vil spoile bogen for andre.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom der var et par trykfejl rundt omkring, så var beskrivelserne gode, og forfatteren har forstået at krydre bogen med ord fra andre racers sprog og selvfølgelig det gamle sprog, hvilket er med til at gøre universet mere levende.
Handlingen er fyldt med action, drager, magi, forræderi, krig, ondskab, slaveri, magtbegær, religion og kærlighed, fortalt i et højt tempo. Universet er gennemført og levende, og de forskellige racers forskelle og ligheder er godt beskrevet, ligesom et kort i begyndelsen af bogen er med til at synliggøre bogens forskellige steder for læseren.
Personerne er mennesker på godt og ondt, men desværre fangede de mig ikke rigtig i denne bog. Eragons udvikling er interessant, og hans forhold til Saphira er nok det, der fangede mig mest i bogen - ligesom det også var det der i sin tid fik mig til at elske serien. Men udover Eragon og Saphira havde jeg faktisk svært ved at holde af nogle af personerne. Roran var temperamentsfuld, voldelig og skyede ingen midler for at nå sine mål, hvilket desværre fik ham til at falde i mine øjne, fordi han var lige så slem som fjenden (scenen med tjenestepigen), og samtidig elsker han sin familie, selvom han er noget utryg ved Eragon. Nasuada virkede på mig manipulerende, beregnende og kold, og en smule magtsyg, og jeg brød mig overhovedet ikke om hende. Bogen fortælles skiftevis fra Eragons, Rorans og Nasuadas synsvinkler, og man lærer dem derfor rigtig godt at kende. Derfor var det også rigtig træls, at jeg ikke kunne lide to af personerne, for det gjorde det svært at komme igennem bogen. Udover disse tre personer er der Galbatorix, som var god som skurk. Jeg kunne godt lide, at han fik en større rolle i denne bog, hvor man faktisk møder ham, men jeg kunne ikke lide ham. Arya har jeg aldrig rigtig brudt mig om, mest fordi hun udmærket ved hvordan Eragon føler for hende, men aldrig siger enten ja eller nej til ham. Det føles lidt som om hun godt kan lide at blive beundret, men ikke vil forpligte sig til noget, og jeg synes aldrig jeg kom rigtig ind under huden på hende. Faktisk var de eneste personer jeg kunne lide, bortset fra Eragon og Saphira, Murtaugh, som havde noget tragisk helt over sig, Thorn, Murtaughs drage, og Glaedr, som var død/halvdød (det var en af de ting jeg havde glemt, så det forvirrede mig rigtig meget) men stadig virkede utroligt levende, omend besat af hævn.
Alt i alt en skuffende læseoplevelse. Havde jeg genlæst resten af serien før jeg begyndte på sidste bind havde bogen sikkert interesseret mig mere, også selvom jeg stadig ikke ville have brudt mig om slutningen, men desværre må jeg konstatere, at interessen for historien var væk. Men nu er jeg da blevet færdig med serien, og måske får jeg lyst til at genlæse den engang. Det bliver dog næppe lige foreløbig.

Se også forfatterens hjemmeside.