Louie på 12 år bor alene med sin mor. Hans far døde da han var 1 år, og det er først for nylig at moren har fået en kæreste. Louie har egentlig ikke noget imod Philip, men har det svært med den konstante flytten som moren foretager. Han har ingen minder om sin far, og moren har ikke fortalt ham ret meget om ham.
En nat møder han i drømme en mand i blåt tøj et mærkeligt sted. Manden fortæller ham, at alt i Drømmeland i virkeligheden er to ting: Hvad du ser, og hvad du ønsker at se. Manden fortæller ham ting om moren og faren som Louie aldrig har fået fortalt, og efter et stykke tid finder Louie ud af, at manden i det blå tøj er hans far.
Efterhånden som Louie lærer sin far at kende, tilbringer han mere og mere tid i Drømmeland. Han sover mere og mere, og er alligevel udmattet når han vågner. Han tilbringer også en del tid i farens og morens gamle hus, som stadig er usolgt. Men Drømmeland er ikke ufarligt, og en gang imellem er det klogere at lade fortiden hvile...
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.
Jeg fik denne bog i en overraskelsespakke fra forlaget sammen med to andre bøger, og nu har jeg endelig fået den læst.
Bogen handler om liv og død, sorg, tab og overlevelse, men også om at komme videre, og at lære at elske igen, samtidig med at man lukker nye mennesker ind. Bogen er spændende, og personerne er levende og realistiske. Louie er på mange måder en typisk 12-årig dreng, selvom han i starten er lige lovlig høflig og artig, af en 12-årig at være. Han har aldrig haft mulighed for at bearbejde tabet af faren, fordi han aldrig har kendt ham, og har i stedet vænnet sig til at være den eneste kærlighed i sin mors liv. Selvom han egentlig godt kan lide Philip er der også en smule jalousi indblandet, hvilket kommer rigtig godt til udtryk i handlingen. Moren virker utroligt realistisk, og Nick Clausen har virkelig formået at beskrive og levendegøre moren som en kvinde, der aldrig er kommet sig over tabet af sin mand, og som konsekvens deraf er usikker i forhold til kærligheden, og har en del neuroser i forhold til skidt og sygdomme.
Sproget er flydende og letlæst, og beskrivelserne af såvel Louies gamle forfaldne hus, som det uvirkelige Drømmeland er utroligt gode.
Selv om det er en gyser må jeg indrømme, at jeg egentlig ikke synes den var ret gyset. Og så alligevel, for den har et eller andet over sig. Noget, som jeg, apropos titlen, vil kalde drømmende. Man ved, at der bag Louies rare drømme gemmer sig mareridt, og at der er sære ting på færde i virkeligheden. Samtidig ophæves grænsen mellem drøm og virkelighed konstant, så det er svært at finde ud af om Louie drømmer eller er vågen. Det virker rigtig godt, og selvom jeg ikke rystede af angst, så havde jeg alligevel svært ved at slippe bogen da jeg først var gået i gang med den.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar