Mørke Guders Templer

Mørke Guders Templer er en fantasynovellesamling redigeret af Rasmus Wichmann og Henrik
Sandbeck Harksen, og med noveller af Martin Wangsgaard Jürgensen, Helle Jakobsen, A. Silvestri, Christina E, Ebbesen, Bjarke Schjødt Larsen, Michael Dyst, Flemming R.P. Rasch, Kristoffer Jacob Andersen, Lars Kramhøft, Rasmus Wichmann og Thomas Hverring.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget H. Harksen Productions.

Da forlaget henvendte sig og spurgte om jeg havde lyst til at anmelde en samling af Sword & sorcery-noveller for voksne sagde jeg ja tak. Godt nok er Sword & sorcery ikke min yndlingsgenre, men jeg syntes det lød spændende med en samling fantasynoveller for voksne skrevet af danske forfattere. Nu har jeg så læst bogen, og jeg må konstatere, at den desværre ikke var noget for mig.
For at starte fra en ende af, så var jeg meget imponeret over forfatternes sprog. Der var virkelig gjort noget ud af beskrivelserne, og der var nogle utroligt opfindsomme fornærmelser i talesproget, som også ledte tankerne hen på fantasyuniverser med det lidt mere gammeldags sprogvalg. Kun i novellen En sang om vand havde jeg et problem med sproget, som på mig virkede en smule gentagende, og det er da også den ene af to noveller som jeg ikke rigtig forstod.
Stemningen i novellerne er meget dyster, og det er også en af grundene til at jeg ikke rigtig brød mig om bogen. Det blev simpelthen for deprimerende for mig, fordi der aldrig skete noget godt for hovedpersonerne. Kun i en enkelt af novellerne, Karzul - Stjernekoglerens forbandelse, var stemningen lidt lysere, fordi forfatteren brugte humor til at fortælle den, og det er da også én af de noveller som jeg bedst kunne lide. Enkelte af novellerne var for mig mere gys end fantasy, og især den første, Menneskejagt, skræmte mig fra vid og sans. Jeg fik flere gange undervejs i bogen en Lovecraftsk fornemmelse, hvilket også hænger sammen med de mange sønderrevne lig og tentakler i bogen. Der er utroligt mange lig, drab, mord, blod, tentakler og kannibalisme i bogen, og i flere af novellerne vader hovedpersonerne bogstavelig talt i blod og kropsdele. Og da beskrivelserne er så gode som de er, krævede læsningen masser af lys og en forsvarligt låst dør.
Et af kendetegnene for Sword & sorcery er, at historien er fokuseret på helten - eller snarere antihelten - da personerne ofte er lejesoldater eller overlevere, som enten bliver betalt for en opgave eller vil tage hævn for noget der er overgået dem. Og hovedpersonerne i bogens noveller er ingen undtagelse. Desværre betød det også, at det var svært at finde noget positivt at sige om hovedpersonerne, fordi de fleste af dem simpelthen var gennemført usympatiske og utroligt selvcentrerede. Jeg kom aldrig rigtig til at holde af dem, og det gjorde det ikke bedre at der aldrig skete noget godt for dem.
Alt i alt var det her bare ikke en bog for mig. Jeg må nok konstatere, at jeg mere er til episk fantasy og den klassiske kamp mellem godt og ondt, end til sword & sorcery. Jeg har brug for nogle mere sympatiske hovedpersoner og mere verdensopbygning end den her novellesamling bød på, og så foretrækker jeg min fantasy mindre gyset. Men kan man lide spandevis af blod, afrevne lemmer, tentakler, og mørke fortællinger á la Lovecraft vil man sikkert kunne lide novellerne.