Viser opslag med etiketten Forlaget Alvilda. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forlaget Alvilda. Vis alle opslag

mandag den 13. juni 2016

Sølvhesten

Sølvhesten er 1. bind af serien om Katriona af Lene Kaaberbøl.

Katriona, kaldet Kat, er datter af en kromutter, og bor sammen med sin mor, stedfar og søskende i landet Breda. Hendes opgave er at tage sig af hestene, og hun er egentlig godt tilfreds. Hun bryder sig dog ikke om sin stedfar Cornelius, og er ofte næsvis og på tværs, hvilket får Cornelius til at slå hende.
En aften dukker en rytter på en sølvhest op på kroen. Kat bliver fortryllet af hesten, og kan ikke lade være med at tage en forbudt ridetur på den. Hendes stedfar bliver rasende, men rytteren lægger sig imellem og giver Kat en sølvmønt.
Kort efter dukker en fremmed mand op på kroen. Han kender Cornelius, og snakker meget om et sted hvor mænd ejer husene, og kvinderne adlyder. Cornelius og Kats mor skændes mere og mere, og Kat kan ikke lade være med at lytte. Da hendes mor sender hende af sted for at hente Cornelius en dag en flok fremmede mænd dukker op på kroen, opdager Kat at Cornelius har noget med Hermelinen at gøre. Hun ved dog ikke hvem Hermelinen er, men forholdet mellem hende og Cornelius forværres, og kort efter sender hendes mor hende væk fra kroen, og sætter hende i lære hos en farvemester. Men Kat kan overhovedet ikke falde til på farvergården, hvor hun mobbes af de andre piger, indtil det en dag bliver for meget.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 

Jeg læste første gang bogen som barn, og den gang syntes jeg den var meget uhyggelig. Som voksen kan jeg stadig fornemme den mørke stemning som skræmte mig som barn, men nu kan jeg også se andet i den.
Handlingen er godt skruet sammen, og bogen er fuld af spænding, gys, familiedrama, drømme, heste, mysterier og forskelle på mænd og kvinder. Hestene fylder meget i bogen - hvilket er indlysende i betragtning af bogens titel - og på mange måder virker den da også som et mellemled mellem forfatterens store fantasyserie om Skammerens børn og hendes debutserie om Tina og hestene. Hestenes store rolle var til gengæld også noget der generede mig som barn, da jeg aldrig har været en fan af hestebøger. Som voksen betragter jeg derimod hestene som en biting i bogen, og fokuserer mere på Kat og hendes udvikling. På den måde har historien altså udviklet sig for mig med alderen, hvilket er helt sjovt at opleve. Universet er godt opbygget, og selvom Kat ikke geografisk kommer så langt omkring i bogen fornemmer man alligevel hvordan landet er styret og ser ud. Det hjælper også, at der bagest i bogen er et indeks hvor der står mere om Breda og dets folk.
Sproget er letlæst og flydende, med malende beskrivelser, og godt opbyggede stemninger. Personerne virker levende og realistiske, med flere facetter. Cornelius er, på trods af at han banker Kat, egentlig forholdsvis sympatisk, men ved ikke hvad han skal stille op med Kat. Jeg kunne faktisk bedre lide ham end Kats mor som virkede temmelig kold på mig. Pigerne i farvergården, og den flokmentalitet de udviser er uhyggeligt godt beskrevet. Deres systematiske mobning af Kat er utroligt realistisk og virkelig modbydelig. Og så er der Kat selv. Hun er stædig og stolt, hvilket giver hende utroligt mange problemer, men har også et varmt hjerte, og en drøm om at finde det sted hun hører hjemme. Jeg kunne ikke undgå at komme til at holde af hende, selvom jeg en gang imellem havde lyst til at ruske hende og få hende til at lytte til andre mennesker.
Jeg er også nødt til at nævne den flotte forside som bogen har fået i den nye udgave. Personligt kan jeg bedre lide den nye forside end forsiderne på de tidligere udgaver, da jeg synes den er utroligt smuk og gennemført, med silhuetterne af springende heste og pigeansigtet på forsiden.
Bogen er hurtigt læst, og jeg er ikke i tvivl om at såvel voksne som børn vil elske den. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

torsdag den 5. maj 2016

Midnatspigen

Midnatspigen er 1. bind af fantasyserien Fjer og Flammer af Melissa Grey.

Som barn bliver menneskepigen Echo fundet af Ala´en som tager hende til sig og opfostrer hende. Det ændrer hele hendes liv, for Ala´en er en af avicerne, en magisk race af fuglelignende væsener, som lever i en verden under menneskenes. Avicerne har i århundreder været i krig med de dragelignende drakharianere. En krig, som bliver stadig mere blodig.
Blandt avicerne finder Echo et hjem og to gode venner, Rowan og Ivy. Hun bliver forelsket i Rowan, men selvom de to finder sammen føler hun sig stadig ensom. Det er nemlig langt fra alle avicere der er lige tolerante.
Echo bor på New York Public Library og ernærer sig som tyv af magiske genstande. Da hun stjæler en spilledåse og giver den til Ala´en bliver det starten på en rejse hun aldrig kunne have forestillet sig. For spilledåsen indeholder et spor som kan lede til ildfuglen, som ifølge myterne har kraften til at skabe fred mellem avicer og drakharianere. Ala´en sender Echo ud for at finde ildfuglen, men hun er langtfra den eneste der er ude efter den.
Også Drageprinsen Caius leder efter ildfuglen, og det er kun et spørgsmål om tid før Echo og han støder sammen. Omstændighederne gør at de to må slå sig sammen i jagten på ildfuglen og freden, men de er ikke alene. Også Echos veninde Ivy, tyveknægten Jasper og Caius´ vagt Dorian kommer med på rejsen. En rejse som besværliggøres af intern mistro, Echos spirende følelser for Caius og forfølgende avicer og drakharianere.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 

Det her er nok en af de bedste bøger jeg har læst indenfor de sidste par år. Den har det hele: Et godt plot, en actionmættet handling, et utroligt og magisk univers, en stærk heltinde og levende bipersoner, og masser af plottwists alt sammen fortalt i et flydende, billeddannende sprog som oser af magi.
Sproget er letlæst og flydende, med fantastiske beskrivelser af såvel omgivelser som actionscener, gode dialoger, og en gennemgående tone af mystik og magi. Man fornemmer at der er noget der ligger og ulmer under overfladen, og det er med til at skabe bogens helt unikke stemning.
Plottet er godt skruet sammen, og handlingen er stopfuld af spænding, magi, intriger, forræderi, kærlighed, hemmeligheder, venskab og action. Jeg kan godt lide den måde forfatteren forholder sig til krigen på: Der er ingen af de to sider som har ret, og begge opfører sig lige forfærdeligt. Også de interne opgør og magtkampe er godt beskrevne og er med til at gøre handlingen spændende og realistisk - på trods af den store mængde magi. Der er mange plottwists undervejs, og det er med til at gøre bogen spændende og uforudsigelig. Jeg havde i hvert fald ikke gættet slutningen, og de sidste 60 sider sad jeg helt ude på kanten af stolen med øjnene klistret til siderne som næsten vendte sig selv.
Bogens univers er sammenhængende, magisk og altopslugende. Der gik ikke mere end et par kapitler før jeg følte mig hjemme blandt avicer og drakharianere, og bevægede mig hjemmevant i den magiske underverden. En af de ting som jeg især syntes fungerede godt var de mange overgange fra menneske- til underverden, og den måde Echo var både hjemme og udenfor i begge verdener. Og så var jeg rigtig glad for den store rolle biblioteker og litteratur spillede i historien. Der er rigtig mange referencer til litterære værker i bogen, og det er noget der varmer et bibliotekarhjerte. Det er lykkedes forfatteren at inkorporere referencerne i handlingen på en måde så det ikke virker kunstigt, men i stedet tilfører bogen en anden dimension og fungerer som en referenceramme for læseren.
Personerne er levende og menneskelige. Echo er en rapkæftet pige med ben i næsen og et stort hjerte, og jeg kom til at holde meget af hende. Hun er en person som udvikler sig utroligt meget gennem bogen, men samtidig en person som føler sig ensom og anderledes, og desperat leder efter et sted hvor hun kan høre til. Caius er en kompleks person som er ledet af sit ønske om at gøre det bedste for sit folk, men som samtidig gemmer på en hemmelighed som piner ham og driver ham fremad. Også Dorian, Ivy og Jasper var godt beskrevne, og jeg følte virkelig jeg lærte dem at kende. Bogens synsvinkel skifter mellem Echo, Caius, Ivy og Dorian, og det er med til at tilføre bogen flere dimensioner at man ser handlingen og personerne gennem forskellige øjne. Alle personerne i bogen er nuancerede og har både godt og ondt i sig. Dette gør dem ekstremt menneskelige, og gør at man som læser kan leve sig ind i deres motiver, selvom man måske ikke altid bryder sig om dem.
Bogen er umulig at slippe, og jeg læste den stort set i et stræk. Jeg kan slet ikke vente på at næste bind udkommer, for jeg er bestemt ikke færdig med personerne eller universet. Er man til fantasy kan bogen varmt anbefales. Læs den - du vil ikke blive skuffet.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 18. marts 2016

Påskekonkurrence


Påsken nærmer sig, og hvad er så mere naturligt end at uddele påskeæg?
Forlaget Alvilda har været så søde at sponsorere en bogpræmie, nemlig Mylingen af Åsa Larsson, Ingela Korsell og Henrik Jonsson, tredje bind i fantasyserien PAX, hvoraf de første fire bind er anmeldt her på bloggen.
Jeg er selv vældig begejstret for serien som byder på masser af gys, sort magi og action, og er fyldt med stemningsfulde illustrationer som er med til at fortælle historien og som tilføjer bogen en helt speciel stemning.

For at være med i konkurrencen skal du skrive en kommentar på bloggen med en boganbefaling til mig. Jeg læser mest fantasy, men det skal du ikke lade dig afskrække af. Er der en bog inden for en anden genre som du synes jeg bare skal læse er du meget velkommen til at anbefale den. Jeg glæder mig til at læse de mange forslag.
Vinderen trækkes efter påske, og præmien sendes med posten.

Rigtig god påske.