The Hidden Oracle

The Hidden Oracle er 1. bind af en ny fantasyserie, The Trials of Apollo, skrevet af Rick Riordan.

Zeus bebrejder Apollo for krigen mod Gaea, og straffer ham ved at gøre ham ved at smide ham ned på jorden som en helt almindelig 16-årig fyr ved navn Lester. Apollo lander i en skraldespand i en gyde og er knapt nok landet før han bliver overfaldet af to fyre som vil bestjæle ham. Helt uventet bliver han reddet af en ung halvgud ved navn Meg. Apollo har prøvet at være dødelig før, og ved at han skal finde en halvgud at tjene og gennemgå et par prøvelser eller tre for at blive en gud igen. Han er ikke helt sikker på at det vil virke denne tredje gang, men håber. Han havde dog ingen planer om at blive tjener for Meg.
Apollo overtaler Meg til at opsøge Percy Jackson sammen med ham. Hans håb er at overtale Percy til at hjælpe ham, men det går ikke helt som forventet. Percy hjælper dem godt nok med at komme til Camp Halfblood, men det er ikke uden forhindringer.
I lejren afsløres Meg som datter af Demeter, noget der ikke ligefrem gør Apollo ellevild af glæde, da han har haft et par problemer med hendes mor. Men lejren har sine egne problemer: Oraklet mangler stadig de profetiske evner, og flere halvguder er forsvundet fra lejren. Apollo opdager at skoven har noget med det at gøre, men bliver blandet ind i en lejraktivitet i Labyrinten før han kan bringe budskabet videre. I Labyrinten forvilder han og Meg sig til Delphi hvor Python har overtaget magten. Her overhører de en samtale som løfter sløret for en sammensværgelse som spænder hundredvis af år tilbage. En sammensværgelse, som truer mennesker, halvguder og guder, og som har en tæt forbindelse til de andre forsvundne orakler.
For at blive gud igen må Apollo finde det gemte orakel fra Dodona og redde profetiens gave. Men det er ikke nemt når han nu er en helt almindelig dødelig.

Efter læseplanen skulle jeg godt nok først læse Rick Riordan i december, men da første bind i en helt ny serie udkom i starten af maj kunne jeg altså ikke vente over et halvt år på at læse den. Og den kan da også sagtens falde ind under denne måneds læsetema, fantasybøger på engelsk, så læst blev den. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. The Hidden Oracle ligner på mange måder Rick Riordans Percy Jackson-serie. Den foregår i samme univers, og en del af de samme personer går også igen, men alligevel adskiller den sig fra Percy Jackson-bøgerne på et væsentligt punkt. For første gang fortælles historien nemlig fra en guds synspunkt. Godt nok en gud som har mistet sine kræfter og er blevet dødelig, men alligevel en gud som har en noget større referenceramme, og for hvem i går kan være hundrede år siden. Det giver et friskt pust til hele universet, og i starten af bogen er Apollo ret irriterende, netop fordi han ser hele verden fra en guds synspunkt. I stedet for selv at gøre noget venter han hele tiden på at en halvgud løser problemerne for ham, og hans forhold til hans egne børn er noget besynderligt. Heldigvis udvikler han sig undervejs, efterhånden som hans dødelige jeg bliver stærkere, og han får et andet perspektiv på verden. Kendte personer fra nogle af de tidligere serier i universet dukker op undervejs, og derfor byder bogen på en del dejlige gensyn med tidligere yndlingspersoner som alle er blevet ældre og har fået andre interesser. Percy er for eksempel mere interesseret i at bestå sin eksamen end i at hjælpe Apollo, og en del af de tidligere hovedpersoner er enten forsvundet eller studerer langt væk fra lejren. Det giver en hel del yngre halvguder mulighed for at komme på banen, og også disse personer kommer man hurtigt til at holde af og lære bedre at kende. Og så er der jo Meg, en helt ny halvgud, som har sine helt egne problemer, og som har en stor rolle i historien.
Plottet er godt udtænkt, og som nævnt giver det et friskt pust at historien fortælles fra en guds synspunkt. Der er, som altid i Riordans bøger, en hel del twists undervejs som gør bogen umulig at forudsige, og som er med til at fastholde spændingen til det sidste. Handlingen er fyldt med spænding, magi, guder og gudinder, forræderi, intriger og venskab, og bogen er umulig at slippe.
Sproget er letlæst og flydende, med gode beskrivelser og en god portion humor. Jeg er vild med den måde Riordan inddrager den græske og romerske mytologi i sine bøger, og den måde som græske og romerske ord og begreber dukker op undervejs i bogen er med til at gøre hele historien mere troværdig, og sproget mere overbevisende.
Humoren er, som altid, fremtrædende. Det kan blandt andet ses i indledningen til de forskellige kapitler. Hvor kapitlerne i andre af Riordans bøger indledes med en sætning der giver et sjovt resumé af kapitlet, så indledes de i denne bog af et haiku som Apollo har skrevet. I en af Percy Jackson-bøgerne - jeg kan ikke huske hvilken - bliver det nævnt at lige præcis haiku er en af de digtformer som Apollo, på trods af hvad han selv mener, ikke behersker, og det bliver bevist til fulde i kapitelindledningerne. Et eksempel kan ses her:

A walk through the woods
Voices driving me bonkers
I hate spaghetti
(citat, side 72)

Udover haiku giver humoren sig også udslag i den måde de græske myter tages under kærlig behandling på, samt i de utrolige situationer personerne bliver viklet ind i. For eksempel er der en skøn serenade til en myre.
Er man vild med Riordans bøger vil man ikke blive skuffet over denne nye serie. Eneste minus er sådan set, at der er lang tid til næste bind udkommer. Heldigvis kommer der endnu en Riordan-bog til efteråret, selvom det er i en anden serie, og ellers kan man jo altid genlæse resten af hans bøger.
Alt i alt en rigtig god bog som jeg er rigtig glad for jeg ikke ventede til december med at læse.

Se også forfatterens hjemmeside.