Aria er datter af en mørk og en lys engel. Men da en forening mellem mørke og lyse engle er forbudt, bliver Aria som spæd overgivet til en ældre engel ved navn Zahlia som plejebarn. Aria vokser op, og får af sin plejemor fortalt at hendes skæbne er at besejre den mørke fyrste én gang for alle. Da Zahlia dør må Aria tage til det gemte rige Zilicius for at få hjælp til at bruge sine evner og bekæmpe den mørke fyrste.
I det gemte rige møder Aria både lyse og mørke engle, og knytter bånd til excalionen Xia. Hun opdager også, at hendes skæbne byder på mere end kampen mod den onde fyrste. Mens hun kæmper med kærligheden til den mørke engel Milas forsøger hun at lære at bruge sine evner. Men det er ikke nemt.
Samtidig samler den mørke fyrste en hær af mørke engle, hvis sjæle han bruger til at forøge sin egen magt. Det endelige opgør nærmer sig. Men vil Aria være klar?
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.
Jeg havde en del problemer med denne bog, og derfor har det taget mig et stykke tid både at læse og anmelde den.
Grundidéen er god, og plottet er godt skruet sammen. Bogens univers er originalt, og jeg var meget fascineret af især excalionerne. Jeg kunne dog godt have brugt lidt mere uddybning af universet som jeg synes gemmer på en del ubrugte muligheder.
Handlingen er fuld af sorg, kærlighed, kampen mellem godt og ondt, og livet efter døden. Tempoet er temmelig langsomt, bortset fra de kapitler hvor synsvinklen ligger hos den mørke hær. Skiftet mellem synsvinklerne er en af de ting jeg synes fungerer rigtig godt, da det tilfører de mørke engle noget mere dybde end de ellers ville få som skurkene.
Jeg havde en hel del problemer med hovedpersonen Aria, som jeg aldrig følte jeg lærte rigtigt at kende. På mig virkede hun lidt for artig. Hun får at vide at det er hendes skæbne at bekæmpe den mørke fyrste, så det gør hun. Hun får at vide, at hun er forudbestemt til at blive forelsket i Milas, og straks er hun forelsket i ham. Hun gør aldrig oprør mod sin skæbne, og det virker lidt urealistisk på mig. Samtidig irriterede det mig at hun var så usikker på sig selv. På trods af at hun hele tiden og igen får at vide at hun er den udvalgte, og konstant selv siger det, skal hun alligevel hele tiden bekræftes i at hun har særlige evner og er speciel. Selv da hun sårer Milas alvorligt er det hende der skal holdes i hånden. Samtidig afbryder hun konstant hver gang de andre engle forsøger at forklare hende noget, og så irriteres hun bagefter over at hun ikke har fået noget at vide. Til gengæld bruger hun rigtig meget tid til at filosofere over sine følelser, sine vinger og sin sjæl. Jeg ved godt at vingerne spiller en central rolle i bogen, men jeg synes ikke der er en grund til hele tiden at nævne dem. Og at Aria hele tiden snakker om sine følelser er enormt irriterende, da det føles som om hendes følelser overtager hele handlingen, hvilket sænker tempoet yderligere. Der bruges nemlig rigtig meget plads på Arias sorgbearbejdelse, som hun hele tiden vender tilbage til.
Af bipersonerne lærte jeg kun for alvor den mørke engel Zyrion at kende. Ham var jeg til gengæld meget glad for, da han for mig var den mest nuancerede og realistiske person i bogen.
Det største problem jeg havde med bogen var dog sproget. Forfatteren bruger rigtig mange korte sætninger, som ovenikøbet gentages i forskellige variationer, og det gjorde at sætningerne for mig næsten gik i ring, og skabte en distance til handlingen og personerne, som gjorde det svært at finde rundt i historien. Der vil sikkert være personer som kan lide den lyriske effekt det giver, men jeg kunne godt have tænkt mig et sprog med lidt mere flow og fremdrift i stedet for evindelige gentagelser. Samtidig bruger forfatteren de samme ord igen og igen, og det gør det svært at finde rundt i sætningerne. Et eksempel:
Hun var klar. Klar til at begynde denne kamp. Klar til at overleve, så hendes liv kunne begynde. Hun gik med afklaret sind, da hun trådte ind i hytten som leder af denne hær. (Citat, side 272)
Den her bog var bare ikke noget for mig. Jeg havde alvorlige problemer med sproget, og hovedpersonen irriterede mig grænseløst. Der var også lige lovlig meget snak om følelser, vinger og sjæle, og bogen havde en spirituel overtone som bare ikke var noget for mig. Men kan man lide metafysiske bøger med masser af følelser og et gentagende lyrisk sprog så vil man sikkert kunne lide Arvens hævn.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar