Good Omens - The Nice and Accurate Prophecies Of Agnes Nutter, Witch er en fantasybog af Terry Pratchett og Neil Gaiman.
Armageddon nærmer sig med hastige skridt. Antikrist er født og bragt til jorden, hvor han er blevet forbyttet med et almindeligt barn. Desværre gik forbytningen galt, og Antikrist - som nu hedder Adam - er vokset op helt uden påvirkning fra Helvede - eller Himlen. I stedet bor Adam i en lille engelsk by, hvor han og en gruppe venner benytter sommeren til at lege og bruge deres fantasi. Men da Adam fylder 11 begynder hans kræfter at vågne, og pludselig myldrer det engelske landskab med tegn på Armageddons komme: Tibetanere dukker op i blomsterbede, vejret er fantastisk, UFO´er dukker op, og meget mere. Den almindelige engelske befolkning undrer sig, men en enkelt heks ved præcis hvad der foregår. Hun er nemlig efterkommer af profeten Agnes Nutter, og har arvet hendes profetier. Hun er dog ikke alene om at forsøge at stoppe Armageddon. Også heksefinderen Newt, hans sergent og et medie bliver blandet ind i sagen. Og så er der englen Aziraphale og dæmonen Crowley - i parentes bemærket den dæmon som lavede rod i forbytningen - som desperat forsøger at finde Antikrist og stoppe ham, før Himmel og Helvede begynder krigen.
Men kan Armageddon stoppes når de fire ryttere War, Famine, Polution (Pestilence trak sig tilbage da penicillinen dukkede op) og Death har fundet sammen og er begyndt at ride for at møde Antikrist?
Undergangen er nær...
Kan Armageddon være morsom? Ja, det kan den, når det er Terry Pratchett og Neil Gaiman der står for den!
Pratchett og Gaiman er to af mine yndlingsforfattere, og det er blandt andet på grund af deres sprog. De er begge to sprogkunstnere, og formår som få at vende op og ned på ordenes mening gennem ordspil og selvopfundne begreber på en måde som både er skruet og legende let. Begge bruger humoren som virkemiddel, og begge er fantastiske til at opbygge universer som er vildt ulogiske men som alligevel fungerer gennem en egen logik. Her har de slået sig sammen om at skrive en bog, og resultatet er imponerende. De har formået at finde et fælles sprog hvor det er umuligt at sige hvem der har skrevet hvad, og hvor flowet bibeholdes hele vejen igennem. Handlingen er, som sædvanligt når det drejer sig om de to forfattere, godt skruet sammen, med masser af underholdende og uforudsete twists, og et godt plot som gør bogen umulig at slippe. Personerne er alle farverige og underholdende, med både godt og ondt i sig, og virker utroligt menneskelige - selv de ikke-menneskelige af dem. Min yndlingsperson er uden tvivl dæmonen Crowley som måske nok er den mest uheldige dæmon jeg er stødt på og som samtidig har en utrolig sarkastisk tilgang til omverdenen som jeg ikke kunne lade være med at grine af. Men også børnene, med Adam i spidsen, er utroligt levende, og den måde forfatterne beskriver børnenes fantasi-lege og inkorporerer dem på i handlingen er helt fantastisk og spot-on. Jeg kan i hvert fald selv huske hvor stor en indflydelse bøger, tegneserier og tv-serier havde på barndommens lege og fantasiunivers. Personerne er nok der hvor man klarest kan se forskellen på de to forfattere. Agnes Nutter er for eksempel en meget Pratchett´sk person, hvor de fire ryttere er meget Gaiman´ske. Good Omens er dog ikke kun underholdende, den tager også en del tunge emner op. Udover humor, spænding, gys, magi, kærlighed og kampen mellem godt og ondt så tager bogen også fat på diskussionen om arv og miljø, som tydeligst ses i Adam/Antikrist. Skæbne og fri vilje, heksejagt, religion og miljøproblemer bliver også taget under kærlig behandling, og forfatternes holdninger trænger tydeligt igennem uden dog at blive moraliserende.
Good Omens er en bog jeg varmt kan anbefale, og jeg har derfor valgt at lade den være mit bidrag til denne måneds udfordring i #Flyvehjørnet som lød på at anbefale en bog. Bogen har utroligt mange lag, og formår både at diskutere store og alvorlige emner og at gøre tykt grin med samme på en kærlig og varm måde som er typisk for både Pratchett og Gaimans måde at skrive på. Fans af Terry Pratchett og Neil Gaiman vil absolut ikke blive skuffede, men også fantasyelskere vil synes om den. Læs den - du vil med garanti føle dig underholdt.
Se også:
Hjemmesiden for Terry Pratchetts bøger.
Neil Gaimans hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar