lørdag den 13. juni 2015

Den Kulsorte Protokol

Den Kulsorte Protokol er 3. og sidste bind af John Stephens´ fantasytrilogi, Bøger fra Begyndelsen.

Emma er blevet bortført af Magus´ håndlanger Rourke, og er nu fange i Magus´ fæstning. Magus vil bruge hende til at finde Dødens bog, den sidste af de tre bøger fra begyndelsen, og den bog som Emma er forudbestemt til at være vogter af.
Kate og Michael forsøger at finde Emma sammen med Dr. Pym og deres forbundsfæller. Samtidig forsøger de at overtale de andre magiske væsener til at kæmpe mod Magus.
Kate savner Rafe forfærdeligt selv om han nu er Magus. Hun kan ikke glemme kærligheden til ham, og at han blev til Magus for at redde hendes liv. Så da hun begynder at se Rafe for sig nævner hun det ikke til nogen.
Det lykkes Michael og Kate at redde Emma, og sammen forsøger de nu at finde den sidste bog. Rejsen fører dem til kæmpernes land og en portal til dødsriget, hvor de tre søskende må skilles. For kun vogteren af Dødens bog kan levende gå ind i dødsriget.
Samtidig begynder Kate og Michael at få sværere ved at styre bøgernes kræfter, og opdager hvilken pris det har for verden at bruge dem.
Bøgerne må tilintetgøres for at redde verden. Men det kan have frygtelige konsekvenser.
Og det endelige opgør med Magus nærmer sig...

Den Kulsorte Protokol er en fantastisk afslutning på trilogien. Bogen er fyldt med hæsblæsende action og magi, og så spændende at den er umulig at slippe, Handlingen tager et par uventede drejninger undervejs, som gør at man til tider sidder helt ude på kanten af stolen. I tredje bind kommer man endnu mere ind under huden på personerne, og især Kate og Michael får flere facetter, selv om fokus i bogen mest er på Emma. Samtidig gør bogen meget ud af, at der med store kræfter følger et ansvar, og at alle valg har konsekvenser. Jeg både græd og lo under læsningen, og på trods af tårerne sad jeg tilbage med en positiv følelse da bogen var slut, hvilket ikke mindst skyldtes bogens budskab - som ikke skal nævnes her, for ikke at spolere oplevelsen og handlingen for andre. Jeg var vild med bogen, og der er ingen tvivl om at det bliver en serie jeg vil vende tilbage til igen og igen. Bogen og serien kan varmt anbefales. 

Se også seriens hjemmeside

fredag den 1. maj 2015

Labyrinten

Labyrinten er 1. bind af James Dashners science fiction-serie Maze Runner.

Han får at vide, at han befinder sig i Lysningen, og at det er hans nye hjem. Lysningen er omgivet af høje stenmure, og bag stenmurene ligger labyrinten. Et farefuldt sted hvor væggene konstant flytter sig, og hvor uhyggelige væsner lurer. Kun Løberne får lov at bevæge sig ud i labyrinten for at finde vejen ud.
Drengene er ikke meget for at besvare Thomas´ spørgsmål og han bliver hurtigt frustreret. Samtidig er der noget der virker bekendt, og som om han har været i labyrinten før. Thomas bestemmer sig for at blive Løber, men det er ikke noget man bare bliver, og hierarkiet blandt drengene er meget strengt.
Dagen efter Thomas´ ankomst sker der noget der aldrig er sket før: En ny person dukker op i Lysningen, hvor der plejer at være en måned mellem ankomsterne. Og ikke nok med det, personen er også en pige!
I hånden har hun et stykke papir, hvor der står at hun er den sidste, Nogensinde.
Hvis flokken skal overleve må og skal de løse labyrintens gåde og slippe levende ud. Og det skal gå hurtigt...

Fantastisk spændende dystopisk science fiction-bog med masser af spænding og action. Bogen giver læseren en knugende følelse af rædsel og isolation, og da handlingen udspiller sig set gennem hovedpersonen Thomas´ øjne oplever man også hans følelser af frustration over sin egen manglende hukommelse og de andre drenges uvillighed eller manglende mulighed for at fortælle ham hvad der foregår. Det er ret genialt tænkt fra forfatterens side, da læseren på den måde er på lige så bar bund som Thomas i forhold til hvad labyrinten er og hvad der foregår omkring ham. Magtspillet mellem drengene er godt og troværdigt beskrevet, og det giver bestemt handlingen krydderi at flere af drengene har deres egen dagsorden i forhold til at løse labyrintens gåde. Samtidig åbner bogen også for diskussionen af hvor langt man vil gå for at overleve. 
Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien, som heldigvis allerede er udkommet. Og så kan man jo glæde sig over at serien er i gang med at blive filmatiseret, og at første film allerede er udkommet på dvd. Bogen kan absolut anbefales, og er man vild med Hunger Games, vil man også kunne lide Maze Runner

Se også forfatterens hjemmeside

tirsdag den 28. april 2015

Skorpionbjerget

Skorpionbjerget er 5. bind af John Flanagans fantasyserie Våbenbrødre.


Læs hele anmeldelsen på bookeater.dk.

Slaverne fra Socorro

Slaverne fra Socorro er 4. bind af John Flanagans fantasyserie Våbenbrødre.

Hal og hans mandskab sendes af Erak til Araluen som skandiernes udsendte skib i et år. På vej til Araluen må våbenbrødrene hjælpe et skib i nød, som fortæller at de er blevet angrebet af et skandisk ulveskib. Og det til trods for traktaten. Hal og hans mandskab finder ud af, at skirlen på det forbryderiske skib er en af deres gamle fjender - og rivaler - Tursgud, som er slået ind på en kriminel løbebane. De kan dog ikke sætte efter ham, da de er nødt til at hjælpe det nødstedte skib.
Vel ankommet i Araluen begynder Hal og våbenbrødrene at sætte sig ind i farvandet omkring Araluen så de kan løse deres opgave på bedste vis. Nemlig at fange slavejægere og smuglere langs Araluens kyster. De har så småt vænnet sig til det hele da en Ranger dukker op. Rangeren, Gilan, siger at kongen gerne vil tale med dem, men før de kan nå at tage af sted, dukker en mand fra en nærliggende landsby op. Hans landsby er blevet angrebet af slavejægere, og skibet ligner Tursguds. Våbenbrødrene tager sammen med Gilan straks af sted, men turen bliver længere end de havde forventet og forfølgelsen tager dem hele vejen til slavemarkederne i Socorro.
Og forude venter opgøret med Tursgud.

Endnu et spændende bind i en fantastisk serie. Her i 4. bind smelter John Flanagan for alvor sine to serier sammen ved at lade Hal og våbenbrødrene tage til Araluen og møde Rangeren Gilan - en af bipersonerne fra serien Skyggens lærling. For fans af Skyggens lærling - som mig - er det et glædeligt gensyn med kendte karakterer, og et spændende kultursammenstød mellem araluanerne og skandierne, selvom det er noget formildet, da de to folkeslag jo har vænnet sig en del til hinanden gennem forhistorien fra Skyggens lærling. John Flanagans sprog er som altid fantastisk, og personerne udvikler sig hele tiden gennem såvel bogen som serien. Bogen har masser af action, og kan absolut anbefales.

søndag den 26. april 2015

Jagten på Andomal

Jagten på Andomal er 3. bind af John Flanagans fantasyserie Våbenbrødre.

Det lykkedes piraten Zavac at stikke af fra slaget om Limmat. Zavac har stadig Andomal, så Hejrerne tager derfor efter ham sammen med Lydia og piraten Rikard som skal vise dem, hvor Zavac er taget hen. Desværre er Ingvar såret, og Hal og Hejrerne kommer derfor bagud.
Selvom det lykkes dem at finde ud af hvor Zavac er på vej hen får de problemer på vejen. For Zavac har dybe lommer, og en korrupt embedsmand lægger hindringer i vejen for dem.
Men selvom de overvinder hindringerne er besværlighederne ikke slut. Zavac og hans mandskab har nemlig søgt tilflugt i Ragusa, piraternes by. Hvis Hal og Hejrerne skal genvinde Andomal kræver det en rigtig god plan. Heldigvis har Hal en plan i baghånden. Men vil det være nok?

Endnu et fantastisk bind i serien. Bøgerne bliver mere og mere spændende jo længere op i serien man kommer, og sproget er som altid fantastisk. Det er svært at finde nye ting at sige, men se gerne bemærkningerne fra anmeldelserne af de to tidligere bind i serien. Absolut værd at læse.

Under angreb

Under angreb er 2. bind af John Flanagans fantasyserie Våbenbrødre.

Hal og hans våbenbrødre Hejrerne har kun én chance for at genvinde deres ære og få et ordentligt liv: At skaffe Andomal tilbage. De har derfor sammen med Thorn optaget forfølgelsen af piraterne i Hals skib Hejren sammen med Thorn, den gamle enarmede kriger som var ven med Hals far.
En voldsom storm tvinger dem dog til at søge i læ, og imens bruger de tiden på at opøve deres kampevner og, for Hals vedkommende, opfinde adskillige forbedringer af skibet som skal hjælpe dem i kampen på piraterne.
Men det er et kapløb med tiden. For ikke nok med at piraterne kommer længere og længere væk, Erak har også sendt sit skib Vindulven efter drengene.
Da Hejrerne samler en pige op fra en lille båd finder de endelig spor efter piraterne. De har nemlig indtaget en by med en smaragdmine, og skal drengene have Andomal igen er de først nødt til at indtage byen. Men hjælpen dukker op fra en uventet kant, og snart står våbenbrødrene over for deres livs første kamp...

Fantastisk spændende fortsættelse af serien.  Sproget er godt og flydende, med masser af beskrivelser, og handlingen eminent skruet sammen. Selvom man ikke kender så meget til sejllads kan man sagtens følge med, da der, udover en beskrivelse af begreberne forrest i bogen, er så gode beskrivelser i selve handlingen, at man hurtigt får en idé om hvad begreberne betyder. John Flanagans sprog er let at forstå, og det er med til at få handlingen til at glide endnu bedre. Man lærer i bind 2 personerne endnu bedre at kende, efterhånden som hver person får udstukket forskellige opgaver der passer til deres personligheder. En absolut værdig efterfølger til første bind, og en rigtig god læseoplevelse.

lørdag den 25. april 2015

De uønskede

De uønskede er 1. bind af John Flanagans fantasyserie Våbenbrødre.

Hal er halvt araluaner og halvt skandier, og opvokset i Skandia. På grund af sin araluanske mor har han altid været uden for, men det er alligevel lykkedes ham at få nogle gode venner blandt de jævnaldrene drenge som også, af den ene eller anden grund, er uønskede.
Hals mor ejer et spisested, mens hans far døde en krigerdød da Hal var helt lille. Hals fars bedste ven, Thorn, har holdt øje med dem siden farens død, og har i de sidste år taget en aktiv indsats i træningen af Hal. Hal er opfindsom, og rigtig god til navigation. Han har arbejdet for en skibsbygger og har udviklet en helt ny form for skib som er enormt hurtigt.
Da Hal fylder 16 år kommer han sammen med de andre jævnaldrene drenge i våbenbrødretræning. Her oplæres drengene som krigere i hold, med en af drengene som leder. Sammen med de andre uønskede danner Hal sit eget hold, Hejrerne, som han bliver valgt som leder af.
På trods af holdets status og de to andre holds modvilje  klarer de sig alligevel godt igennem prøverne, men da de står foran sejren sker der noget som for alvor gør drengene uønskede...

Rigtig spændende fantasyfortælling som går bagom det skandiske samfund kendt fra John Flanagans serie Skyggens lærling. Sproget er godt og personerne levende. Særligt hovedpersonen Hal får man et godt kendskab til, men også de andre personer afslører dybere lag som gør dem interessante for læseren. Da skandierne er et krigerfolk lægges der meget vægt på krigeraspektet af fortællingen, hvilket gør bogen meget anderledes end forfatterens anden serie, som der i forbifarten refereres til i handlingen. Er man vild med John Flanagans bøger skal man ikke lade sig snyde for denne serie. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at læse den næste bind.

Se også forfatterens hjemmeside.