lørdag den 25. april 2015

De uønskede

De uønskede er 1. bind af John Flanagans fantasyserie Våbenbrødre.

Hal er halvt araluaner og halvt skandier, og opvokset i Skandia. På grund af sin araluanske mor har han altid været uden for, men det er alligevel lykkedes ham at få nogle gode venner blandt de jævnaldrene drenge som også, af den ene eller anden grund, er uønskede.
Hals mor ejer et spisested, mens hans far døde en krigerdød da Hal var helt lille. Hals fars bedste ven, Thorn, har holdt øje med dem siden farens død, og har i de sidste år taget en aktiv indsats i træningen af Hal. Hal er opfindsom, og rigtig god til navigation. Han har arbejdet for en skibsbygger og har udviklet en helt ny form for skib som er enormt hurtigt.
Da Hal fylder 16 år kommer han sammen med de andre jævnaldrene drenge i våbenbrødretræning. Her oplæres drengene som krigere i hold, med en af drengene som leder. Sammen med de andre uønskede danner Hal sit eget hold, Hejrerne, som han bliver valgt som leder af.
På trods af holdets status og de to andre holds modvilje  klarer de sig alligevel godt igennem prøverne, men da de står foran sejren sker der noget som for alvor gør drengene uønskede...

Rigtig spændende fantasyfortælling som går bagom det skandiske samfund kendt fra John Flanagans serie Skyggens lærling. Sproget er godt og personerne levende. Særligt hovedpersonen Hal får man et godt kendskab til, men også de andre personer afslører dybere lag som gør dem interessante for læseren. Da skandierne er et krigerfolk lægges der meget vægt på krigeraspektet af fortællingen, hvilket gør bogen meget anderledes end forfatterens anden serie, som der i forbifarten refereres til i handlingen. Er man vild med John Flanagans bøger skal man ikke lade sig snyde for denne serie. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at læse den næste bind.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: