Odis forbandelse

Odis forbandelse er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Hunulvens klan, skrevet af Maite Carranza.

Anaid har endelig fået at vide, hvem hendes far er, og er begejstret for at møde ham. Men hendes mor deler på ingen måde hendes følelser, og er sikker på, at Gunnar vil forråde dem til hans mor, isens herskerinde. Da Balaat angriber dem, må Anaid for første gang bruge magtens scepter. Men hun er langtfra parat, og i stedet overtager scepteret hendes vilje, før det forsvinder. 
Kort efter opdager Anaid, at hendes mor og resten af klanen har blandet sig i hendes forhold til Roc, og rasende beslutter hun sig for at forlade sin mor, og vende tilbage til sin landsby, så hun kan få Roc, og scepteret, tilbage. 
Men alt går skævt, og det lykkes i stedet Anaid at udløse Odis forbandelse over sig selv. Snart er både Odish og Omarheksene efter hende, og Anaid må tage et valg mellem de to folk, hvis blod løber i hendes årer. Heksenes krig er begyndt. 

Jeg må indrømme, at den eneste grund til, at jeg fik færdiglæst bogen her, var stædighed og trodslæsning, for jeg brød mig virkelig ikke om hovedpersonen, og samtidig følte jeg, at plottet faldt fra hinanden undervejs, hvilket gjorde afslutningen på trilogien til en skuffende læseoplevelse. 
Sproget er letlæst og flydende, og selvom sprogvalget stadig er noget gammeldags i forhold til bogens tid, så fungerede det faktisk meget godt. Og beskrivelserne var rigtig gode. 
Handlingen var til gengæld noget rod. Plottet hang ikke rigtig sammen, men fortabte sig i mystiske og unødvendige sideplots, afbrudt er lidt for belejlige plottwists og ukendte bipersoner, der dukkede op og reddede dagen i sidste øjeblik. Selvom der var masser af spænding, kærlighed, intriger, forræderi, action, magi og venskab, så fangede jeg aldrig helt den røde tråd, og den store fortælling om liv og død, ældgamle profetier, hemmeligheder og familie gled i stedet ud i fordomme, hykleri og hvad der føltes som rene tilfældigheder. At jeg samtidig havde virkelig svært ved at skelne mellem de gode og onde hekse, da begge sider opførte sig problematisk (Odishheksene slår ihjel, mens Omarheksene kontrollerer folk - inklusiv deres familier - med magi), gjorde det ikke bedre, da jeg havde virkelig svært ved at heppe på nogen af dem. 
Personerne er levende og menneskelige, men desværre var de eneste, jeg rigtigt brød mig om, Gunnar og isens herskerinde, som skal forestille at være de onde. Og jeg decideret afskyede Anaid. Jeg endte faktisk med at håbe på, at de onde ville slå hende ihjel, så jeg kunne blive fri for hende, hvilket jo ikke er helt heldigt, når hun nu skulle forestille at være helten. Desværre gjorde hendes naivitet, selvmedlidenhed, egoisme og utrolige dumhed hende så unlikeable, at jeg bare havde lyst til at skubbe hende ud over en klippe. Jeg forstod overhovedet ikke, hvorfor alle var så optagne af at beskytte hende, og kærlighedsforholdet mellem hende og Roc var decideret usundt. At hun forelskede sig i sin mobber var en ting, men at hun derefter udøvede magisk voldtægt af hans følelser og hukommelse, for at få ham til at forelske sig i hende, var decideret ulækkert, og undskyldningen med, at de andre havde brugt magi mod ham først, holder bare ikke. At hun samtidig fik nedkastet en forbandelse over sig, fordi hun konsekvent gjorde alt det, hun ikke måtte, bekræftede mig bare i, at hun var dum som en dør. Af bipersonerne var det som sagt kun Anaids far Gunnar og isens herskerinde jeg brød mig om. De var nemlig de eneste, der virkede ægte i deres følelser, og lod Anaid selv tage beslutninger. Også selvom beslutningerne førte hende på afveje. Anaids mor Selene virkede derimod hyklerisk, kontrollerende og fordomsfuld, og selvom jeg ikke tvivlede på, at hun elskede sin datter, så begik hun langt henad vejen de samme fejltagelser som sin mor - nemlig at hun ikke talte med Anaid, men i stedet forsøgte at styre hende. Havde hun for eksempel fortalt hende om hendes far og forbandelsen længe før, var det måske ikke gået så galt. Og så irriterede det mig, hvordan der dukkede indtil flere bipersoner op ud af det blå, som skulle forestille at have en større rolle at spille, men manglede personlighed. Det gjaldt i særdeleshed Dàcil, som udover en absurd form for heltedyrkelse og en grænseløs naivitet overhovedet ikke havde nogen personlighed, og mest fungerede som et beundrende spejl for Anaid, når hun ikke lige forkludrede tingene. 
Odis forbandelse var en skuffende og rodet afslutning på en trilogi, som havde et spændende univers, og startede godt ud, men gik nedad bakke allerede fra andet bind. At hovedpersonen samtidig var dum som en dør og himmelråbende naiv, gjorde bogen utroligt svær at komme igennem, og det er sjældent, jeg har afskyet en hovedperson så meget, når vedkommende skulle forestille at være likeable. Måske vil bogen her falde i andre læseres smag - for eksempel hvis man har været glad for de første bind i serien - men jeg kan ikke anbefale den.