Anaid ved, at hun er den udvalgte, der skal stoppe heksenes krig, men selvom hun har fået styr på sine magiske kræfter, så er hun endnu ikke klar til at tage kampen op mod de onde Odish-hekse. Sammen med sin mor, Selene, skal hun ud på en rejse for at lære, hvad det vil sige at være den udvalgte. Men Anaid har ikke spor lyst til at være udvalgt, og føler sig fanget af sin skæbne. Hun vil meget hellere blive i den landsby, hvor hun er vokset op, og hvor hendes crush, Roc, endelig har fået øje på hende.
Men da faren kommer tættere på, er Anaid og hendes mor nødt til at tage afsted, og på rejsen fortæller Selene hvordan hun selv forsøgte at gøre oprør mod sin skæbne og sin mor - og de konsekvenser, det fik, både for hende og for Anaid.
Ligesom sin forgænger i serien, var Isørkenen en lidt blandet læseoplevelse, som, trods et godt plot, desværre ikke helt fungerede for mig. Og størstedelen af skylden lå denne gang hos personerne.
Sproget var letlæst og flydende, og selvom sprogtonen stadig var lidt for gammeldags i forhold til den tid, bogen foregår i, så irriterede det mig mindre denne gang, og virkede mindre knudret. Måske fordi beskrivelserne var så fantastiske, som de var, og virkelig gav liv til de nordlige egne handlingen tog mig med til. Til gengæld var jeg ikke så vild med den måde, historien blev fortalt på denne gang. Størstedelen af bogen er nemlig Selenes historie, som hun fortæller til Anaid undervejs, og det irriterede mig, at der var mere fokus på fortiden end på nutiden.
Universet udvidede sig en del, og jeg havde lidt nemmere ved at finde rundt i det denne gang, på trods af indførslen af indtil flere mytologier, nordiske heltesagn og inuitsagn. Der kom også flere detaljer om Omarheksenes organisation og daglige liv med, hvilket gjorde den del mindre forvirrende.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som jeg desværre gættede de fleste af, hvilket gjorde historien en anelse forudsigelig. Historien er spændende, og fyldt med magi, hekse, ondskab, intriger, forræderi, venskab, profetier, hemmeligheder, løgne og mord. Mest af alt er det dog en historie om skæbne, altopslugende kærlighed og forholdet mellem mødre og døtre. Og så slutter den med en cliffhanger, som gør det svært ikke at kaste mig over næste bind med det samme, trods mit noget blandede forhold til dette bind.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom Anaid stadig er hovedpersonen, så er det hendes mors historie, der fylder mest i dette bind - til stor irritation for mig, da jeg følte hovedplottet druknede i fortiden. Det hjalp heller ikke, at jeg fik et temmelig anstrengt forhold til både mor og datter i dette bind - og fandt ud af, at dumhed åbenbart er genetisk bestemt, for både mor og datter opførte sig decideret tåbeligt undervejs. Anaid er en typisk teenagepige, som pludselig er blevet populær, efter at have været væk. Hendes crush, Roc, er endelig begyndt at lægge mærke til hende, men hun er usikker på, hvordan hun skal handle på sine følelser. Og det gør det ikke nemmere, at hun ved, hun er den udvalgte, og snart skal rejse væk. Jeg havde det dog svært med hendes "ingen forstår mig", hvor er det synd for mig-attitude, og at hun samtidig opførte sig naivt, impulsivt og direkte dumt i forsøget på at begå oprør mod sin mor og sin skæbne, gjorde hende til et lidt anstrengende bekendtskab. Og det hjalp ikke, at jeg ikke forstod, hvorfor hun var så interesseret i at blive kæreste med Roc, som i årevis har mobbet hende sammen med deres klassekammerater. Jeg havde det svært med Selene af mange af de samme årsager. Hun er oprørsk, impulsiv og stædig, lyver over for sine veninder, og nægter at indordne sig. Hendes altopslugende kærlighed til Gunnar gør hende blind, og jeg brød mig hverken om trekantsdramaet, eller den måde, hun løj for omverdenen på igen og igen. Af bipersonerne var Gunnar den, vi som læser fik mest at vide om, men fordi vi som læser ser ham igennem Selenes øjne, så var han næsten for perfekt. Flot, stærk, støttende og vidende, og parat til at flygte til verdens ende for at beskytte den, han elsker. Men også hemmelighedsfuld, løgnagtig og utro, hvilket der blev skøjtet lidt vel meget over undervejs, fordi Selene ignorerede hans dårlige sider, i et forsøg på at ignorere sine egne dårlige sider. Og så var der Demeter, Selenes strenge, hemmelighedsfulde og manipulerende mor, som er mere interesseret i politik end i sin datter, og ekstremt styrende over for sin datter.
Dette bind havde en hel del af de YA-fantasyklicheer, som jeg ikke bryder mig om (trekantsdrama, instalove, ikke som de andre-pigen med stærke kræfter, en næsten overmenneskelig smuk og intelligent udvalgt, som ikke selv kan se det m.fl.), og sammenholdt med personernes selvmedlidenhed og utroligt dumme valg, og den store koncentration på fortiden, gjorde det, trods et interessant univers og et spændende plot, bogen her til en noget blandet læseoplevelse, som bekræftede mig i, at jeg er ved at være blevet lidt for gammel til den slags YA. Havde jeg læst serien færdig, da jeg begyndte på den for 8 år siden, tror jeg, jeg ville have haft en bedre læseoplevelse, men jeg er stadig interesseret nok, til at læse sidste bind i serien, så jeg endelig kan få den afsluttet. Er man til YA fantasy af den ældre, og formulariske, slags, så er serien måske et forsøg værd, for historien er god, og universet er interessant. Den er bare ikke rigtig noget for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar