Kong Mordak, det ondes ultimative hersker og konge over goblinerne, har det ikke let. På trods af talrige beviser på, at det ondes tidligere strategi ikke virker, har han ikke let ved at få sit folk med sig over på "det nye ondes" side, og holde op med at føre krig mod dværgene, elverne - og hinanden.
Og det gør det bestemt ikke nemmere, at der pludselig dukker nye mennesker op i hans ellers kendte verden.
Den her bog var et titelkøb, som desværre ikke levede op til mine forventninger. Meh, er det ord, der bedst beskriver læseoplevelsen, som var helt og aldeles forglemmelig. Bogstaveligt talt, for så snart jeg lagde bogen fra mig, glemte jeg prompte alt det, jeg havde læst, selvom jeg faktisk var underholdt, mens jeg læste den. Og netop forglemmeligheden er også forklaringen på det korte, og sparsomme, resume af bogen, da plottet allerede er ved at være forsvundet fra hukommelsen.
Sproget er letlæst, flydende, og fyldt med humor, og jeg var ret vild med den måde, forfatteren brugte popkulturelle og litterære referencer på undervejs, og især brugen af Tolkiens værker, som helt klart danner grundlaget for såvel univers som historie. Desværre spændte humoren også ben for historien, (hvilket er noget jeg også tidligere har haft problemer med i komisk fantasy), fordi det hele skulle være så humoristisk hele tiden, og det fik plottet til at stritte i alle retninger, og gjorde det svært at leve sig ind i såvel personer som historien.
Handlingen virkede på mig temmelig rodet (igen på grund af humoren), og jeg havde virkelig svært ved at finde en rød tråd - hvis der var en. Historien er fyldt med temaer som kultursammenstød, krig, had, ondskab, reformer, køn, videnskab, magi, grådighed, mistillid, politik, intriger, profetier, bagværk og Brexit, ligesom udvandring og indvandring også spiller en stor rolle, men hvad forfatteren egentlig ville med historien, fandt jeg aldrig rigtig ud af.
Personerne var, for størstedelens vedkommende, flade og svære at skelne fra hinanden, og de mange bipersoner tjente mest til at gøre mig endnu mere forvirret undervejs. Især fordi jeg havde store problemer med både at huske dem, og skelne dem fra hinanden. Den eneste af personerne som havde en lille smule kød på sig, var Mordak, hvis ønske om at føre sin race ind i fremtiden konstant modarbejdes af såvel hans undersåtter som hans egne, ikke altid lige gode, idéer. Desværre havde han alt for lidt scenetid, fordi der hele tiden dukkede ligegyldige bipersoner op, som stjal både synsvinkel og rampelys. Og det er synd, for havde forfatteren nøjedes med at fortælle historien fra Mordaks synsvinkel, tror jeg, at jeg ville have syntes bedre om den, og været mindre forvirret.
Alt i alt var An Orc On the Wild Side en skuffende læseoplevelse, som, selvom den mindede mig om både Ringenes Herre og Dark Lord of Derkholm af Diana Wynne Jones, som er to af mine absolutte yndlingsbøger, formåede at være forglemmelig, forvirrende og for sjov - hvilket paradoksalt nok samtidig gjorde, at den faktisk aldrig blev rigtigt sjov - selvom jeg var underholdt nok, mens jeg læste den. Er man vild med komisk fantasy, og nørdet nok, til at ville bruge tid til at finde frem til samtlige Tolkien-referencer, sangbidder, popkulturelle og samfundskritiske passager undervejs, så er bogen måske et nærmere bekendtskab værd, men desværre var den altså ikke noget for mig, og jeg har allerede glemt det meste af den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar