Endnu en måned er slut, og det er tid til at gøre status over læsemåneden der gik. Da december også markerer afslutningen på 2017, vil jeg også bruge lidt tid på at se tilbage på året der gik, og hvad det betød for mig og bloggen. Men mere om det senere. Først gælder det december.
December forsvandt, som december plejer at gøre, hurtigt. Måneden bød på julebesøg, julefrokoster og, desværre, også endnu en gang influenza, hvilket altsammen bidrog til færre læste bøger end jeg kunne have ønsket mig, men dog flere end i november.
Læsetemaet i december var Konger og dronninger, og det gik over al forventning. Størstedelen af de bøger jeg fik læst viste sig nemlig at høre indunder temaet, og det er rart at slutte året med en succes på det område. Nogle af bøgerne findes to gange på listen, da de hører hjemme under flere kategorier.
Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne.
I december fik jeg læst 3 anmeldereksemplarer.
Bøgerne er:
Deniz Usudur: Prinsen Løven & Falken
Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Det Evige Ønske.
Mikkel Wendelboe: Sjæletyvvens historie (Aiñafablen 4)
Anmeldereksemplar fra forfatteren og Skriveforlaget.
Serien er ajour.
Eva Egeskjold: Asaphs Rige (Næslandet 4)
Anmeldereksemplar fra forfatteren.
Serien er slut.
Derudover fik jeg også læst et hæfte med historier i Aiñafablens univers, som jeg fik af forfatteren til årets Fantasyfestival. Da hæftet er på 51 sider og indeholder tre korte historier, har jeg ikke anmeldt det på bloggen, men har man læst serien giver historierne et godt indblik i tre af bipersonernes baggrund.
Bogen er:
Mikkel Wendelboe: Aiñahistorier
Det gik rigtig godt med læsetemaet i december. Jeg fik læst 4 bøger under temaet Konger og dronninger, hvoraf 3 var på engelsk.
Bøgerne er:
Leigh Bardugo: The Language of Thorns
Gail Carriger: Romancing the Werewolf (Supernatural Society 2)
Serien er påbegyndt.
Eva Egeskjold: Asaphs Rige (Næslandet 4)
Anmeldereksemplar fra forfatteren.
Serien er slut.
Cynthia Hand, Brodi Ashton og Jodi Meadows: My Lady Jane (The Lady Janies 1)
Serien er påbegyndt og ajour.
Også en enkelt tegneserie blev det til i december.
tegneserien er:
Mort Walker: Det er ikke morsomt! (Basserne 100% 36)
Ialt fik jeg læst 7 bøger og 1 tegneserie i december. Heraf var 3 anmeldereksemplarer, 3 var på engelsk og 1 var en gave.
Selvom det ikke blev til så mange bøger som jeg havde håbet på, så er jeg egentlig meget godt tilfreds, decembers travlhed taget i betragtning. Hvad januars læsetema bliver venter jeg lidt med - det kommer nemlig i et senere indlæg om læseplanerne for 2018. Men jeg vil i hvert fald have læst nogle af de anmeldereksemplarer jeg har liggende, som jeg er kommet noget bagud med i den sidste halvdel af 2017.
2017 var et travlt år med store omvæltninger for mig, hvilket betød mindre tid og overskud til læsning. Jeg havde fra starten af året sat mit Goodreads læsemål lidt ned, fra 150 til 120 bøger, hvilket nok var en smule undervurderet, da jeg nåede målet allerede i oktober, og endte med at læse 134 bøger. Jeg sætter derfor målet en lille smule op til næste år, men holder mig dog stadig under 150, så der er plads til lidt tykkere bøger.
Lidt statistik fra Goodreads:
Som man kan se har jeg haft overvejende gode læseoplevelser i 2017. Langt de fleste bøger har fået 4 eller 5 stjerner, selvom det også snyder lidt, da jeg også giver halve stjerner indimellem, og så runder opad. Men alligevel er tendensen klar: Læseåret 2017 har været godt. Af de resterende har 21 bøger har fået 3 stjerner, 4 har fået 2 stjerner, og ingen har fået 1 stjerner i år.
Ifølge Goodreads ligger sideantallet på 46419, men da jeg ikke har talt antal læste tegneserier med, ligger det reelle antal noget højere.
Jeg havde, for andet år i træk, opstillet læsetemaer for året der gik, og igen var det med noget blandet resultat.
Læsetemaerne var:
December - Konger og dronninger
November - Dansk fantasy
Oktober - Vampyrer
September - Friholdt på grund af Fantasyfestivalen i Esbjerg
August - Genfortællinger
Juli - Blandede genrer
Juni - Feer
Maj - Guder og gudinder
April - Tyve og lejemordere
Marts - Drager
Februar - Science fiction og dystopi
Januar - Serier
November - Dansk fantasy
Oktober - Vampyrer
September - Friholdt på grund af Fantasyfestivalen i Esbjerg
August - Genfortællinger
Juli - Blandede genrer
Juni - Feer
Maj - Guder og gudinder
April - Tyve og lejemordere
Marts - Drager
Februar - Science fiction og dystopi
Januar - Serier
Heraf udgik både maj og augusts læsetemaer, hvor jeg i stedet valgte at koncentrere mig om tilsendte anmeldereksemplarer. Jeg tror dog stadig på konceptet med læsetemaer, og har tænkt mig at fortsætte med det i 2018. Men mere om det senere.
I 2017 deltog jeg i indtil flere Readathons, med blandede resultater. Jeg deltog i Dewey´s 24 Hour Readathon i både april og oktober, og også TomeTopple nåede jeg at være med i to gange, nemlig april og november. Derudover var jeg med i Esbjerg Kommunes Bibliotekers eget Readathon i november, hvilket var en rigtig hyggelig oplevelse. Jeg har allerede planer om, såvidt det kan lade sig gøre, at deltage i både Dewey´s og TomeTopple igen i 2018.
2017 bød også på flere boglige oplevelser. I september var der for tredje gang Fantasyfestival i Esbjerg, denne gang med John Flanagan og Lene Kaaberbøl som æresgæster, og det er fantastisk at opleve mit hjertensbarn vokse og udvikle sig.
Traditionen tro var jeg igen i år på BogForum, og jeg nød, som altid, den fantastiske stemning, og at jeg, i år, ikke havde så travlt et program, så jeg kunne nå at hilse på standholderne og kigge på bøger i god ro og orden. Noget der iøvrigt gjorde at jeg købte færre bøger end normalt, da jeg ikke gik i panik, men i stedet havde tid til at overveje om jeg faktisk var interesseret i også at læse bøgerne.
På det personlige plan har 2017 været fantastisk, trods travlhed og en del sygdom. Efter i flere år at have sukket efter egen bolig og have, tog jeg i år springet, og købte et rækkehus, som jeg flyttede ind i, i starten af oktober. Jeg nyder i den grad at komme hjem og låse døren til mit helt eget hus op, og at jeg nu, for en tid i hvert fald, har plads til alle mine bøger er selvfølgelig også et plus. Jeg glæder mig allerede til det bliver sommer, og jeg for alvor kan nyde mine nye omgivelser.
At jeg overtog huset i oktober, og derfor skulle flytte ind 14 dage efter Fantasyfestivalen, gav både travlhed og stress, og jeg kunne da også mærke efterfølgende, at kroppen sagde fra. Jeg tror jeg var igennem samtlige varianter af influenza i november og december, og glæder mig til et nyt år med knap så mange projekter. Eller ikke så omfattende, i hvert fald. Huset skal nemlig have nyt køkken i løbet af året, men ellers er der ikke de store projekter.
Til slut vil jeg gerne sige tak til alle de forfattere og forlag som har givet mig så mange dejlige læse- og bogoplevelser i 2017, og ikke mindst til jer, kære læsere, som har fulgt med, kommenteret, og forhåbentlig er blevet inspireret til jeres egne læseoplevelser.
Tak for 2017, og på gensyn i 2018.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar