Forrådt er 2. bind af Jana Olivers dark fantasyserie The Demon Trappers.
Efter dæmonernes angreb på Tabernaklet, den bygning hvor Dæmonfangerlavet havde hovedkvarter, har Riley og dæmonfangerne store problemer. Ikke nok med at de har mistet flere kolleger, en del er også sårede, heriblandt Rileys mester, Harper, og hendes kæreste Simon, og mange af dem giver Riley og hendes far skylden for angrebet. Af desperation indgår Riley en aftale med Himlen: Hvis de helbreder Simon, stopper hun Armageddon. Hun ved godt nok ikke hvordan hun skal gøre det, men i det mindste bliver Simon helbredt. Men hvis hun troede hun fik sin kæreste tilbage tager hun fejl. Simons tro er blevet grundigt rystet af dæmonernes angreb, og han er hurtig til at skyde skylden på såvel Rileys døde far, som Riley selv. Og så gør han det utilgivelige: Han angiver Riley til Vatikanets dæmonjægere, som Byrådet har tilkaldt for at rydde op i byen.
Riley har også andre problemer. Hun forsøger at finde frem til den nekromantiker som stjal hendes fars lig, men det er ikke så ligetil, heller ikke selvom hun får hjælp af nekromantikeren Mort og en heks. Samtidig er Beck overbeskyttende som aldrig før, og gør alt hvad han kan for at få hende til at flytte hen til den moster som hader hende så hun kan være i sikkerhed. Dæmonerne har heller ikke givet op, og er stadig ude efter hende. Og så er der den mystiske Ori, freelance dæmonjægeren, som hele tiden dukker op og hjælper Riley. Men har han nu også rent mel i posen? Og hvem er han egentlig? Snart er Riley ude hvor hun ikke kan bunde...
Rigtig spændende fortsættelse med masser af sort magi, hæsblæsende action og en god portion kærlighed. Sproget er godt, og bogens univers og handling er skruet godt sammen. Riley er en heltinde som har masser af gå-på-,od og stædighed, og som forsøger at gøre det der er rigtigt - også selvom det har konsekvenser for hende selv. Jeg er virkelig blevet hook på serien og glæder mig allerede til at læse næste bind. Bogen kan absolut anbefales.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar