American Gods er en fantasybog skrevet af Neil Gaiman.
Shadow har siddet i fængsel i næsten tre år, og har nu kun en uge tilbage før han bliver løsladt. Han glæder sig til at vende hjem til sin kone og sit arbejde, og forlade fængslet for altid. Men tre dage før sin løsladelse bliver han kaldt ind på fængseldirektørens kontor, og får at vide at han bliver løsladt før tid. Hans kone er nemlig død i et trafikuheld.
Shadow vender straks næsen hjemad, men desværre bliver hans fly omdirigeret af en voldsom storm. Hans sidemand på det første fly kalder sig Mr. Wednesday, og siger han har et job til ham. I første omgang siger Shadow nej tak. Men Mr. Wednesday dukker op igen, og denne gang har Shadow ikke andet valg end at tage mod hans tilbud.
Snart er Shadow blandet ind i en kamp som er meget større end ham. Mr. Wednesday er nemlig en af de gamle guder som næsten er blevet fortrængt af det moderne Amerikas nye guder - teknologien. Og han har udvalgt Shadow til at hjælpe sig i et sidste desperat opgør mellem nye og gamle guder. En kamp om overlevelse, men også en rejse for Shadow gennem tro og liv og død.
American Gods er en fantastisk bog som er umulig at slippe. Neil Gaiman væver flere forskellige mytologier sammen til en helt fantastisk historie om tro, det moderne Amerika, teknologi, liv og død, og meget andet. Sproget er helt fantastisk og fyldt med masser af ordspil. Såvel sprog som den måde handlingen foretager uventede drejninger på minder om Terry Pratchett, og det er måske ikke så mærkeligt, da de lavede flere projekter sammen da Terry Pratchett stadig levede. Bogen kan varmt anbefales, og er man vild med Neil Gaimans stil vil man ikke blive skuffet.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar