Krigsmager

Krigsmager er 1. bind af fantasytrilogien Krigen, skrevet af Jacob Hedegaard Pedersen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget DreamLitt. 

Mørkets gudinde Lawilna har, sammen med de andre mørke guder, været forvist fra verdenen siden den store krig mellem guderne. Men onde kræfter forsøger at bringe hende tilbage, samtidig med at der går rygter om krig.
I Moseby forsøger mennesket Asp bare at overleve, og forsørge sin familie. Men hans hang til alkohol og hans konstante gældsætning gør det svært for ham, og alkoholen er ved at ødelægge både ham selv og hans familie. Det eneste job han til sidst kan få, er hos gamravnene, som hverken er velsete eller til at stole på.
Bjergmændene taler om krig, og ønsker at tage deres tabte land tilbage fra menneskene. I et forsøg på at gøre indtryk på den pige, han er forelsket i, tager den unge gedehyrde og ulvetæmmer Kragdish med en gruppe krigere, som er på vej til krigen. Men det viser sig snart, at kamp og krig slet ikke er, som han havde forestillet sig.
Og hos dværgene i bjergene er krigen allerede kommet. Dværgen Wilhelmina må rasende se sin leder overgive magten til bjergmænd og mennesker, og snart er dværgene besat. Wilhelmina nægter dog at overgive sig ligeså let som sine ledere, og begynder i smug at gøre modstand.

Den her bog var følelsesmæssigt hård at komme igennem. Der er ikke meget håb at spore i bogen, og samtidig havde jeg det svært med en del af personerne, hvilket fik dele af bogen til at virke meget lang.
Bogen er første del af en grim dark-trilogi hvor temaet netop er krig, moral og afstumpethed, og det gør den ikke ligefrem letlæst eller hyggelig at komme igennem. Det gør den dog bestemt ikke dårlig, men den konstante brutalitet og afstumpethed som visse af personerne udviser, får næsten læseren til at have det fysisk dårligt under læsningen.
Sproget er flydende og passer i tonen godt til såvel univers som handling. Forfatteren er utroligt god til at skabe livagtige, og til tider direkte kvalmende, beskrivelser af både krigens og helt almindelige personers afstumpede handlinger. Der er en hel del, og for mig lige lovligt mange, grafiske voldtægtsscener, foruden blodige og brutale kampscener, afrevne lemmer, og bræk og lort i lange baner.
Handlingen er godt skruet sammen, omend bogen er noget langsom i tempoet. Bogen er mere et personstudie end handlingsorienteret, og som sådan fungerer den godt, men jeg kunne personligt godt have brugt en smule mere tempo. Men det kan være det kommer i næste bind. Historien er barsk og til tider hjerteskærende, og fyldt med vold, mord, forræderi, voldtægt, alkoholisme, krig, besættelse, oprør, hævn og fornedrelse. Personerne bliver tvunget ud i hårde valg, og må leve med konsekvenserne efterfølgende, hvilket bestemt ikke er nemt.
Universet et interessant, og selvom jeg kendte det i forvejen fra forfatterens tidligere serie, Dværgenes Krønike, så var det et noget andet indblik jeg fik i verdenen i denne bog. Til dels fordi forfatterens tidligere serie var rettet mod børn, men også fordi der i dette bind sættes fokus på bjergmændenes religion og liv. Og selvom der dukker personer fra den tidligere serie op undervejs, så er det i så korte glimt, at det mere føles som et kort deja vu, end som velkendte personer.
Personerne er levende og menneskelige, med egne historier, styrker og svagheder. Synsvinklen skifter i hvert kapitel mellem Asp, Kragdish og Wilhelmina, som både fysisk og racemæssigt befinder sig langt fra hinanden. Af de tre personer kunne jeg bedst lide Wilhelmina. Hun er modig, stærk, stædig, og ønsker at se sit folk frit. Og hun er stærk nok til at gøre noget ved det, i stedet for bare at indordne sig. Kragdish var for mig lige lovligt naiv, og jeg havde svært ved at sætte mig ind i hans tankegang. På trods af alle de modbydeligheder han oplever mændene i krigergruppen udføre, så tror han stadig fuldt og fast på, at han kan vinde hæder i krigen, trods manglende kampevner. Han sætter måske nok grænsen ved selv at voldtage kvinder, men han siger ikke noget, når andre i gruppen gør det, og hans på en gang personlige styrke og manglende mod til at gøre noget, irriterede mig en del. Asp kunne jeg til gengæld ikke fordrage. Hans manglende vilje til at gøre sit eget liv bedre og droppe alkoholen, hans selvmedlidenhed, og den måde han behandler sin familie på, gjorde, at jeg måtte kæmpe med at komme igennem hans del af kapitlerne, og jeg kom på intet tidspunkt til at føle bare en lille smule sympati med ham. At hans del af kapitlerne også for det meste var fyldt med bræk, lort og druk, gjorde ham bare endnu mere frastødende at læse om. Af bipersonerne var det helt klart dværgene, jeg syntes bedst om - det vil sige, dem af dem der ikke var medløbere - mens jeg enten hadede (som i garverens og de fleste af bjergmændenes tilfælde), var ligeglad med, eller foragtede resten. Men mine følelser for bipersonerne til trods, så var de stadig utroligt nuancerede og levende.
Selvom jeg havde et par problemer med dele af bogen, så var den stadig velskrevet og velgennemført. Universet er interessant, og historien er barsk, brutal og hjerteskærende. Forfatteren tegner bestemt ikke et skønbillede af krigens væsen og den indflydelse den har på folks handlinger og valg. Jeg ved ikke, om jeg kan sige, at jeg glæder mig til at læse videre, da jeg er sikker på, at de næste bind bliver lige så følelsesmæssigt hårde at komme igennem, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal læse resten af serien. Kan man lide grim dark fantasy, er Krigsmager bestemt værd at læse, men vær forberedt på, at bogen er følelsesmæssigt hård, og forfatteren er lidt for god til at beskrive krigens brutalitet.

Nilrems rejse

Nilrems rejse er en fantasybog skrevet af Jacob Hedegaard Pedersen.

Troldmanden Nilrem underviser på Magiskolen i Moseby. Han er dog mere interesseret i sine eksperimenter med liv og død. Da han, midt i en undervisningstime, bruger en af sine studerende som forsøgskanin, får han alvorlige problemer. For den studerendes far, professor Verrader, bryder sig bestemt ikke om at Nilrem slår hans søn ihjel og så genopliver ham på en måde der sikrer at han snart vil dø igen. Med hjælp fra de andre professorer på skolen fratager han Nilrem hans magiske kræfter og kaster ham på porten. Nilrem har nu kun en mulighed: At finde Den Store Bog, tilegne sig dens kundskaber, og helbrede Verraders søn en gang for alle. Ellers vil han blive bortvist fra skolen for evigt, og uden magiske kræfter vil hans overlevelsesmuligheder være små.
Nilrem får hjælp af den gamle mand Norne-Gæst som forsyner ham med et par rejsekammerater, ridderen Ivar Lykke og minotauren Tordenkalven. Til gengæld kræver han at Nilrem slår Verrader ihjel.
Først skal Nilrem dog have fundet Den Store Bog. Det bliver en lang og farefuld rejse. Og der står mere på spil end Nilrem er klar over. For selve Verdens fremtid afhænger af de valg Nilrem træffer.

Bogen foregår i samme univers som forfatterens fantasyserie Dværgenes Krønike, og Nilrem optræder da også i serien som en af bipersonerne. Men hvor jeg var ret vild med Dværgenes Krønike, så havde jeg det svært med Nilrems rejse. Og det hang rigtig meget sammen med hovedpersonen. Nilrem er på ingen måder en sympatisk mand. Han er impulsiv, magtsyg og forstår tilsyneladende ikke hvad han har gjort forkert. Jeg kom aldrig til at holde af ham, og derfor forekom hans historie mig ret ligegyldig. Jeg kom heller aldrig til at holde af bipersonerne som jeg aldrig rigtig lærte at kende. Selve plottet er ellers godt skruet sammen, med masser af uventede twists, og selvom handlingen halter lidt burde den have fanget mig mere end den gjorde. En af de ting der haltede i handlingen var den tid en rejse tog. Den ene vej gik der ingen tid før Nilrem nåede frem, og den anden vej tog samme rejse rigtig lang tid. Enten manglede der et par mellemregninger, eller også var der noget galt med udregningen af rejsetiden. Det hang i hvert fald ikke helt sammen, og det irriterede mig. Sproget er godt, med malende beskrivelser og gode dialoger, og bogen er fuld af magi, gys og action. Desværre fangede bogen mig aldrig rigtig.

Se forfatterens hjemmeside her.

Dværgenes Krønike 1+2

Dværgenes Krønike 1+2 er et genoptryk af Jacob Hedegaard Pedersens fantasyserie af samme navn som tidligere er blevet udgivet i 5 bind.

Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget DreamLitt. 

Hitch, Willfang og Flint er alle tre aspiranter til Dværgeridderordenen, og deres højeste ønske er at blive optaget i Ordenen efter læretiden er forbi. Alle tre hører de til nederst i dværgenes sociale rangorden, og Dværgeridderordenen er derfor deres store chance for at blive til noget. Men til den store udvælgelsesceremoni forbigås de tre, og deres eneste håb er nu at bringe Willfangs fætter, den store opdagelsesrejsende Caspian Koks, tilbage til Bjergriget.
Men Caspian har været forsvundet i et stykke tid, og ingen af de tre dværge har nogensinde sat en fod i verden uden for dværgenes rige. De har dog ikke andet valg end at tage af sted hvis de overhovedet skal have en fremtid. Det går galt allerede kort tid efter de er taget af sted. Deres skib går ned, og de tre dværge driver i land på en øde strand. Det lykkes dem at finde en menneskelandsby kaldet Thorstad, og her møder de den gamle munk Titzel, som fortæller dem at onde væsener for mange år siden erobrede baronens slot og lagde det i ruiner.
Siden er det gået ned ad bakke for byen og egnen som lever i fattigdom. Den gamle borgruin skulle gemme på en del skatte, men ingen har turdet finde dem. Dværgene bestemmer sig for at finde skatten så de kan bruge den til at lede efter Caspian. Titzel går med til at vise dem vej, men kun hvis dværgene lover at give halvdelen af skatten til egnens beboere.
Men borgruinen gemmer på mørke hemmeligheder og snart er de tre dværge blandet ind i en kamp mod Mørkets kræfter. De får dog hjælp af pigen Tilde og troldmanden Nilrem, men er det nok til at stoppe de mørke kræfter som forsøger at vende tilbage til verdenen? Og vil det nogensinde lykkes dværgene at finde Caspian når de hele tiden kommer på afveje?

Jeg har længe gået og kigget på serien, men havde ikke fået den læst før nu. De to bøger er et genoptryk af serien Dværgenes Krønike som tidligere blev udgivet i fem bind men som nu er blevet samlet i to. Og netop samlingen har givet et par problemer. For det første passer sidetallene ikke med indholdsfortegnelsen foran i bøgerne, hvad der er en smule irriterende.
Derudover er der nogle uheldige ord- og afsnitsdelinger hvor der sikkert i den gamle udgave er blevet skiftet side. Og så står nogle af de gamle sidetal midt inde i teksten, hvad der virker temmelig forstyrrende på læsningen. Det har trukket ned i forhold til bøgernes sprog, på trods af at beskrivelserne er fantastiske og actionscenerne får én til at føle at man selv befinder sig midt i slaget. Man kan se på bøgernes sprog at de oprindeligt er udgivet med et par års mellemrum, da sproget forbedres mærkbart igennem serien efterhånden som forfatteren har fået mere rutine. Samtidig er der også tidshop mellem bøgernes afsnit som tidligere har været selvstændige bøger. Det fungerer dog glimrende i forhold til bøgernes handling.
Men ser man bort fra de problemer som genoptrykket har, så er det en rigtig god historie. Plottet er godt fundet på og holder hele vejen igennem. Actionscenerne fungerer, og universet er gennemført og troværdigt. Forfatteren har været inspireret af nordiske sagnvæsener, og det er sjovt at se den måde som vætter, helheste og marer bruges på i fortællingen. Personerne virker menneskelige og realistiske, og udvikler sig hver især gennem fortællingen. De tre hovedpersoner, Hitch, Willfang og Flint, er nok dem der udvikler sig mest.
Hitch starter som den der tænker sig om og har overblik over de situationer dværgene havner i, mens Willfang har temperament og brænder for at slås. Og så er der Flint, som er frygtsom og helst bare vil lave mad. At dværgene er så forskellige er med til at få historien til at fungere fordi man gennem dem ser situationerne på flere forskellige måder. Samtidig kan man ikke undgå at komme til at holde af dem og håbe på at de kommer uskadt igennem de mange prøvelser de kommer ud for.
Bøgerne er fulde af magi, venskab, action og gys, og spændingen stiger støt hele vejen igennem. Dværgenes Krønike er svær at slippe og absolut værd at læse.