onsdag den 5. august 2020

Radiant Shadows

Radiant Shadows er 4. bind af fantasyserien Wicked Lovely, skrevet af Melissa Marr.

Ani er født som halvt menneske og halvt fe, men selvom hendes fesides styrke har tvunget hende til at tilknytte sig Det Mørke Hof, føler hun sig ikke hjemme i nogen af verdenerne. Hendes kræfter ligner ikke noget, feerne før har set, og da farlige fjender begynder at interessere sig for Ani, bliver hun tvunget til at foretage et umuligt valg. Et valg, som ikke gøres lettere af, at hun føler sig draget mod Den Høje Dronnings bror og snigmorder, Devlin, og han af hende.
Og mens Krig vokser sig stærkere, uroen ulmer mellem hofferne, Sommerkongen er forsvundet og Den Høje Dronning begynder at vakle, må Ani og Devlin tage kampen op mod de kræfter, der truer selve ferigets eksistens.

Selvom jeg rigtig godt kunne lide Ani og Devlin, så var Radiant Shadows desværre ikke ligeså god som de forrige bind i serien, og hvor jeg har slugt de andre bind, så havde jeg sværere ved at komme igennem bogen her. Og det uden at jeg helt kan sige hvorfor.
Sproget er stadig letlæst og flydende, beskrivelserne levende og sanselige, og stemningen mørk og magisk.
Universet udvider sig endnu en gang, med nye feer, steder og former for magi, samtidig med, at konflikten mellem orden og kaos bliver yderligere forklaret.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, kærlighed, venskab, feer, intriger, fare, drømme, ulmende uro, forræderi og hemmeligheder, og så slutter bogen med noget af en cliffhanger.
Personerne er levende og nuancerede, og historien fortælles denne gang skiftevis af Ani, Devlin og Rae. Men hvor jeg nød Ani og Devlin som personer, og ikke mindst kemien imellem dem, så kom jeg aldrig rigtigt ind under huden på Rae, og det gjorde, at hendes afsnit i historien mest af alt var forvirrende og virkede mere som fyld, end som en integreret del af handlingen. Og det selvom der faktisk sker en del. Jeg manglede både hendes forhistorie og forklaring på hendes evne til at drømmevandre, og det gjorde, at jeg hverken forstod eller knyttede mig til hende undervejs. Ani faldt jeg derimod for med det samme. Hun er stærk, stædig, modig, loyal og villig til at ofre alt for sin familie og sit hof. Men samtidig føler hun sig, som halvt fe, udenfor i både feernes og menneskenes verden, og hendes kræfter både skræmmer og frustrerer hende. Devlin har altid adlydt sin søster og dronning, og har gjort hendes beskidte arbejde for hende i årtusinder. Lige indtil han blev beordret til at myrde Ani da hun var barn. Han har altid bekæmper og undertrykt sine følelser og lidenskab, for at passe ind i Det Høje Hof, men mødet med Ani får alle hans undertrykte følelser til at blusse op, og snart står han over for et umuligt valg mellem kærlighed og pligt. Af bipersonerne var jeg især vild med Den Mørke Konge Niall og Seth, Den Høje Dronnings adopterede søn, men også Barry, som dukker op senere, var jeg ret vild med, og ikke mindst i relation til Devlin. Og så elsker jeg virkelig Gabriel og hans forældreevner - eller mangel på samme. Til gengæld irriterede Sorcha og den måde, hun gik fuldstændig i frø på, mig en del.
Der bliver skruet op for både spænding og politiske intriger i dette bind, hvor man virkelig fornemmer den ulmende uro imellem de forskellige hoffer, men selvom jeg nød kemien mellem Ani og Devlin, så fangede bogen mig desværre ikke lige så meget, som de forrige bind i serien, og det tog længere tid for mig at komme igennem den. Er man fan af serien, kan bogen dog stadig anbefales, og jeg glæder mig til snart at kaste mig over sidste bind i serien, og finde ud af, hvordan det hele ender.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: