lørdag den 19. november 2016

Fairyloot #2

I august købte jeg min første Fairyloot-boks, hvilket var en rigtig god oplevelse, som du kan læse om her. Da temaet for november, Royals & Rogues, blev annonceret, bestemte jeg mig for at det var tid til at prøve igen. Jeg var heldig at jeg nåede at bestille en boks, for de forsvandt hurtigt.
I torsdags dukkede abonnementsboksen så op, og jeg var knap kommet ind af døren før jeg åbnede den.
Og hold op hvor var der mange gode goodies med denne gang.
Prøv at se her:


Det første jeg så da jeg åbnede boksen var et flot specialdesignet kort. På bagsiden står der noget om de forskellige dele i boksen og hvorfor de er valgt. For ikke at blive spoilet pakkede jeg hele indholdet ud før jeg læste hvorfor de forskellige dele var med, og hvad de var.

Det første jeg pakkede op var dette skønne krus. Det er designet af Readatmidnight, og har teksten Queen of Books. Da jeg har filosofien at man aldrig kan have for mange krus, og i øvrigt synes teksten passer rigtig godt på mig, er der ingen tvivl om, at jeg kommer til at bruge det.


Kruset passede rigtig godt sammen med de næste ting jeg pakkede op, som var te og tefiltre fra The Tea Leaf Company. Ovenikøbet er det te som jeg faktisk godt kan lide, nemlig Earl Grey. Teen er i en specialdesignet pose med månedens tema, Royals & Rogues. Der fulgte også en rabatkupon på 15% til The Tea Leaf Company med. Det er dog tvivlsomt at jeg får den brugt, da jeg ikke kan se den store idé i at købe te i England, når jeg er så heldig at bo i en by med en specialbutik som sælger te i løsvægt. Teen skal dog nok blive drukket, og sikkert lang tid inden jeg får læst bogen, for jeg elsker te, og drikker rigtig meget af det.


De næste to ting jeg pakkede op var et flot Calipha lommespejl, designet af Bookworn Boutique, og inspireret af The Wrath and the Dawn-serien af Renee Ahdieh. Farverne passer til kortet med månedens tema, og på spejlet står der My queen is without limitations. Boundless in all that she does, som er et citat fra bøgerne. Ved siden af lommespejlet er en notesblok, designet af Alexis Lampley. Designet er inspireret af The Throne of Glass-serien, og på notesblokken står der Queen of Terrasen. Jeg er vild med designet, selvom jeg godt nok ikke synes der er meget plads til at skrive noter.


Den næste ting jeg fik fat i var Scented Spectorium Soap Crystals, fremstillet af Craftyragamuffin. På kortet står der, at man forstår hvorfor de er med, og hvad de symboliserer, når man har læst bogen. Spændende...


Næste ting var denne flotte mulepose, som der godt nok ikke står noget om på kortet, men som jeg er helt vild med. Teksten er et citat fra A Court of Mist and Fury af Sarah J. Maas, og der står: That I will bow before no one and nothing but my crown. Virkelig flot design, og kvaliteten virker til at være i top.


Det næste jeg fik fat i var to flotte specialdesignede kort. Det ene er trykt på begge sider, og er designet af Lowlyowlsbooks og Bookotter. Den første har designet teksten, og den anden illustrationen. Kortet er inspireret af Red Queen-trilogien af Victoria Aveyard, og teksten er Rise as red as the dawn. Det andet specialdesignede kort står der ikke noget om, men teksten er Once upon a different time there was a girl who lived in a Kingdom of Death, og citatet skulle være af Ryan Graudin. Når jeg slår citatet op, kan jeg se at det er fra bogen Wolf by Wolf af Ryan Graudin, men der står ikke noget om hvem der har designet kortet. Et mysterium, ligesom muleposen. 


Og så kom jeg endelig til det allermest spændende, nemlig den hemmelige bog, som Fairyloot er begyndt at levere i en lille sort pose. Jeg havde absolut ingen anelse om hvilken bog det var, og blev meget overrasket da jeg pakkede den op, og så Nemesis af Anna Banks, Jeg troede nemlig først den udkom engang i 2017, så jeg havde bestemt ikke regnet med at det var den. Jeg har læst en lille smule om bogen på Goodreads, men havde egentlig ikke planer om at købe den, da jeg ikke bryder mig om forsiden. Nu bliver jeg nødt til at læse den, og jeg er spændt på om bogen kommer til at be- eller afkræfte mine fordomme baseret på bogens forside. 


Sammen med bogen fik jeg også et klistermærke signeret af forfatteren klar til at sætte i bogen, et bogmærke, et brev fra forfatteren om bogen, en parani-tegning - som jeg går ud fra er en illustration af et af væsenerne i bogen - og en lille pjece med et forfatterinterview og lidt om Fairyloot. 
Alt i alt en rigtig fin boks, hvor jeg godt nok er noget spændt på bogen, men til gengæld begejstret for de mange goodies, som denne gang i den grad rammer plet. 
Jeg er stadig begejstret for Fairyloot, og kommer også til at købe flere bokse i fremtiden, når der kommer et tema der tiltrækker mig. Det bliver dog ikke i december, hvor temaet er Sci-fi adventure. Så vild jeg er nemlig heller ikke med science fiction. 
Du kan læse mere om Fairyloot her


Ingen kommentarer: