Grænselandet

Grænselandet er 2. del af fantasytrilogien Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Ulven & Uglen.

Destan har overtaget tronen efter at have slået sin far ihjel. Men folket er bestemt ikke begejstrede for ham, og også rådgiverne er skeptiske. Ikke mindst fordi Destan nægter at lytte til dem og følge traditionen omkring herskermærket.
Destan forsøger at gøre sit bedste, men det er ikke let når landet trues af både hungersnød og krig fra de mørke nabolande som også er mærket af sulten. Og Destan modarbejdes i det skjulte af én af rådgiverne som har ambitioner om selv at overtage tronen ved list, i stedet for at følge lovene og dræbe Destan.
Eneste håb for Destan er alliancen med lysets hersker som måske kan skaffe ham både mad til folket og soldater til den kommende krig. Men alliancen er usikker, og mistroheden mellem lys og mørke er stor. Lysets hersker foreslår at et bryllup mellem Rikkelin, den nye tronarving, og Destan vil styrke alliancen, men Destan elsker stadig Celina, og forsøger i det skjulte at bringe hende tilbage til livet. Men at opvække de døde er sort magi, og bliver han opdaget kan det koste ham såvel trone som livet.

Bogen er mindst lige så spændende som første bind, og handlingen er fuld af politiske intriger, forræderi, mord, sort magi, kærlighed og krig. Sproget er letlæst, med levende beskrivelser som virkelig vækker bogens univers og personer til live. Action-scenerne er realistiske, og man kan næsten lugte blodet og mærke mørket i bogens mange blodige kampe. Ekstra-imponerende virker sproget, når man ved at bogen er skrevet af hele to forfattere, for det knækker på intet tidspunkt over, men er i stedet flydende og holdt i samme tone hele vejen igennem.
Universet bredes her i andet bind endnu mere ud, og nye væsener og folk introduceres på en selvfølgelig måde, som virkelig gør universet levende og realistisk. Her i andet bind forklares også en del af forhistorien for konflikten mellem lys og mørke, og det er med til at gøre universet mere helstøbt og virkeligt. Jeg er i det hele taget vild med idéen om to folk som har delt lys og mørke, og godt og ondt, imellem sig. Og så alligevel ikke, for som læser opdager man hurtigt, at lysets folk ikke kun er gode, og at mørkets folk ikke kun er onde, men i stedet mennesker af kød og blod, og at de skræmmebilleder som de hver især har sat op af hinanden måske ikke er hele sandheden.
'Personerne virker menneskelige og realistiske, og man kan som læser ikke lade være med at knytte sig til dem. Historien fortælles mest fra Destans synsvinkel, men skifter dog et par gange til nogle af bipersonerne. Det virker både godt og skidt. Godt, fordi det viser handlingen fra flere sider. Især virker det godt til at forklare de forskellige måder de to folk tænker og reagerer på, samtidig med at man som læser finder ud af at de to folk ikke er så forskellige som de bilder sig ind. Skidt, fordi synsvinklen nogle gange skifter på meget handlingsmættede steder, hvor man egentlig hellere vil vide hvad der sker med Destan end hvad en tilfældig biperson tænker. I det store hele fungerer det dog. For mig er den mest interessante person i bogen hovedpersonen Destan.
Han er egentlig ikke klar til at være hersker, og har heller ikke den store lyst til det, men forsøger at gøre det så godt som han kan. Han er blændet af sorgen over tabet af Celina, og er besat af tanken om at bringe hende tilbage. Og det i en sådan grad at han er villig til at bruge sort magi. Destan er temmelig egoistisk, og har sine bestemte meninger, Og det er med til at give ham problemer i forhold til såvel folk som rådgivere, fordi de ikke forstår ham, og han ikke er villig til at indgå kompromisser. Han ser stort på traditioner, og lytter ikke til sine rådgivere, hvilket er med til at give rådgiveren Kastor vind i sejlene.
Til gengæld er han mere end villig til at indgå kompromisser med lysets hersker, og ser, i modsætning til sit folk, ikke forskellen som et problem. Celina fungerede i første bind som en balance for Destan, og var i stand til at opbløde hans mere egoistiske træk, og få ham til at tænke sig om. Det savner jeg her i andet bind, hvilket er grunden til at bogen ikke får absolut topkarakter. Men det er også det eneste negative ved bogen, for hold op hvor er den god. Og sikke en cliffhanger den slutter med!
Jeg glæder mig allerede til at læse sidste bind i serien og finde ud af hvordan det hele ender. Kunne man lide Mørkets søn vil man ikke blive skuffet over Grænselandet, og jeg kan kun give begge bind mine varmeste anbefalinger.