Viser opslag med etiketten Vlad Taltos. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vlad Taltos. Vis alle opslag

søndag den 24. april 2011

Jhegaala

jhegaala_jul10 by dibirmok
jhegaala_jul10, a photo by dibirmok on Flickr.

11.bind af Steven Brusts fantasyserie om lejemorderen Vlad Taltos hedder Jhegaala, og foregår mens Vlad er i selvvalgt eksil i hans forældres oprindelsesland Fenario. Vlad er nødt til at gemme sig for lejemorderne fra Jhereg-organisationen, og bestemmer sig for at benytte lejligheden til at lære sin mors familie at kende. Derfor rejser han til sine forældres fødeland, Fenario, hvor han i byen Burz forsøger at opspore sine slægtninge. Men Vlad finder hurtigt ud af, at han er en fremmed i sit eget land, og at der er politiske forviklinger i spil, som han er nødt til at finde ud af, hvis han skal slippe fra byen med livet i behold. For hvorfor tror folkene i byen, at han truer dem, når han nævner sin mors fødenavn. Og hvem bestemmer i byen? Da Vlads slægtninge myrdes, må Vlad forsøge at opklare hvorfor, og hvem der står bag. Og denne gang har han ikke en organisation af lejemordere i ryggen.

Jeg elsker bøgerne om Vlad Taltos. Det er ikke mange bøger der har en lejemorder som hovedperson, og serien bliver bare bedre og bedre. Det eneste der er lidt forvirrende, er de mange tidshop bøgerne imellem.
Bogen, og resten af serien, kan varmt anbefales.

tirsdag den 1. juli 2008

Dzur

Bind 10 i serien om Vlad Taltos er ligeså godt skrevet som de foregående bind, og ligeså spændende (se min tidligere anmeldelse af serien fra januar 2008). Vlad Taltos er tilbage i Adrilankha efter 5 år, og har stadig snigmordere efter sig. Han bliver blandet ind i et internt opgør i den organisation han tidligere var med i for at redde sin ekskone, og snart er alle, fjender såvel som tidligere venner, efter ham.
For at kunne følge med i handlingen er det en god idé at have læst de tidligere bind i serien. Godt nok springer kronologien imellem de forskellige bind, men det er alligevel rart at vide hvad der tidligere er sket i serien. Selv mangler jeg at læse bind 9, Issola, da det pt er udsolgt fra forlaget, og det betød at jeg manglede noget af forhistorien til Dzur. Jeg kunne sagtens læse bogen, men det var frustrerende at jeg manglede noget af forhistorien. Serien om Vlad Taltos kan varmt anbefales.

tirsdag den 29. januar 2008

Vlad Taltos

Jeg er i øjeblikket i gang med at læse en fantasyserie af Steven Brust som omhandler en person ved navn Vlad Taltos. Vlad er lejemorder, og er medlem af adelsfamilien Jhereg, som hans far købte sig vej ind i. Vlad er ikke en Dragaeran, men en Easterner. Dragaeran er de regerende i landet, mens Easterners er immigranter, og ikke har ret mange muligheder eller rettigheder. Vlad bliver foragtet af både Dragaerans og Easterners. Dels fordi han er Easterner, og dels fordi han er medlem af et Dragaeransk adelshus. Vlad kan også bruge både trolddom og hekseri, og har desuden en familiar. Familiaren er et lille øglevæsen kaldet en jhereg - ikke at forveksle med adelsfamilien. Serien har ikke nogen klar tidslinje, og hver bog hopper frem og tilbage i Vlads liv. Bog 1 efterfølges af bog 3, mens bog 2 og 4 omhandler tidligere begivenheder i Vlads liv, osv. Bøgerne er spændende og godt skrevet, og Vlad er en interessant person. Jeg kan varmt anbefale bøgerne, og glæder mig til at læse de næste i serien.