Viser opslag med etiketten James Frey. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten James Frey. Vis alle opslag

torsdag den 11. maj 2017

Spillets regler

Spillets regler er 3. og sidste bind af den dystopiske science fiction-trilogi Endgame, skrevet af James Frey og Nils Johnson-Shelton.

Der er kun syv spillere tilbage i Endgame. To af nøglerne er fundet, og der er kun en nøgle mellem sejren eller verdens undergang. Men Spillerne er splittet. Fem af dem har besluttet sig for at gå uden for Endgames rammer og vil forhindre at Solnøglen bliver fundet. I stedet vil de dræbe kepler 22b og en gang for alle sætte en stopper for Endgame.
Der er dog stadig to Spillere som forsøger at finde Solnøglen. Maccabee følger stadig reglerne, og selvom opdagelsen af, at Himmelnøglen er et barn har rystet ham, så er han stadig opsat på at finde den sidste nøgle og vinde. An Liu, derimod, følger absolut ikke reglerne. Han drømmer kun om hævn, og hans højeste ønske er at dræbe kepler 22b og de andre Spillere - og så resten af verden, nu han er i gang.
Men det er ikke kun Spillerne selv der truer hinanden. Meteoren er på vej, og panikken breder sig blandt menneskeheden, som giver Spillerne skylden. Og samtidig ødelægger en mystisk gruppe slægternes hellige steder af uvisse årsager.
Endgame nærmer sig sin afslutning, men vil det være livet eller døden der sejrer?

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Høst & Søn.

Jeg har virkelig glædet mig til at læse sidste bind i serien, og derfor var jeg også meget glad, da forlaget var så søde at sende mig bogen før den udkom, så jeg kunne anmelde den på selve udgivelsesdagen. Og jeg blev ikke skuffet.
Sproget er letlæst og flydende, med nogle meget grafiske beskrivelser. Forfatterne forstår at skrive actionscener, så man som læser næsten føler, at man selv er midt i kampene, og de mange bloddryppende lig er næsten kvalmende livagtige.
Handlingen er godt skruet sammen, og fuld af twists, som gør det umuligt at forudsige hvad der vil ske. Jeg havde ikke set slutningen komme, og sad klistret til siderne mens jeg læste bogen, af frygt for at gå glip af noget. Historien er uhyggeligt spændende, og fuld af action, kærlighed, forræderi, usikre alliancer, hemmeligheder, vold, drab, løgne, katastrofer og rumvæsner. Bogen knytter fint trådene sammen fra de to første bind, men formår alligevel at bevare mystikken til det sidste, og jeg måtte flere gange genlæse et afsnit for at finde ud af hvad der egentlig skete.
Bogen skifter mellem de forskellige Spilleres synsvinkler, og det fungerer rigtig godt, fordi man som læser lærer dem alle rigtig godt at kende, og samtidig ikke kan lade være med at heppe på dem - også dem som man egentlig helst ikke vil have skal vinde. Der er blevet færre og færre synsvinkler fra bog til bog, i takt med at Spillerne har slået hinanden ihjel, og derfor lever man sig som læser også intenst ind i de personer der er tilbage. Personerne er levende og menneskelige, med gode og dårlige sider, og utroligt realistiske i deres måder at reagere på. Hver især har de deres egne motiver for at kæmpe i Endgame, og de opdager undervejs hvor langt de vil gå for at vinde. Jeg var især glad for Sarah og Jago, og det forhold de, på trods af alle odds, formår at opbygge til hinanden. De ønsker begge at overleve, men har udviklet sig fra at ville gøre alt for at overleve, til at have en grænse for hvor langt de er villige til at gå. Og selvom de er stærke, så har de begge ar på sjælen som de kæmper med. An Liu er en fascinerende og dybt skræmmende person. Hans opvækst og familie har ødelagt ham på både sind og krop, og hans besættelse af Chiyoko er både rørende og grænsende til det psykotiske. På den ene side higer han efter kærlighed i en grad, så han ønsker at tage hævn over alle der bare havde en lille smule skyld i hendes død, og på den anden side har han parteret hende og lavet en halskæde af hende så hun altid er ved ham. Det er både tragisk og skræmmende, og samtidig gør det ham til en både forudsigelig og uforudsigelig person på en og samme tid, da man som læser aldrig ved hvor man har ham eller hvor langt han vil gå for at få sin hævn. Også de andre Spillere er interessante. Sharis eneste ønske er at få sin datter, Himmelnøglen, tilbage, og hun er villig til at alliere sig med hvem som helst for at redde hende. Hilal ønsker at stoppe keplerne, men har samtidig dårlig samvittighed over hvad hans forsøg på at stoppe Endgame havde af konsekvenser for Shari og hendes slægt. Maccabee ved hvad han vil, og er en iskold dræber. Men alligevel har han nogle grænser som han ikke overskrider, og selvom han har planer om at bruge Alice (Himmelnøglen), så passer han alligevel på hende. Og så er der Aisling. Hun begår massemord, men fortryder det, og gør derefter hvad hun kan for at råde bod på det. Derudover er der en del interessante bipersoner, som har det til fælles, at de alle er utroligt menneskelige - lige med undtagelse af kepler 22b, som er skræmmende på en meget fremmedartet måde.
Var man, som jeg, vild med de første bind i trilogien vil man bestemt ikke blive skuffet. Der er endnu en gang hæsblæsende action og nervepirrende spænding fra side 1, og tempoet er igen højt. Bogen er umulig at slippe før sidste side er vendt, og der vil gå et stykke tid før chokeffekten fra slutningen lægger sig. Og bogen er ikke kun en bog, men gemmer også på en række spor, som kan bruges til at løse en virkelig gåde. Sporene gemmer sig på bogens sider forklædt som illustrationer, koordinater og andet, og løser man gåden, finder man også en skat. Jeg skal ærligt indrømme, at gåden ligger langt over mit niveau, men heldigvis er historien så god, at den sagtens kan nydes uden det ekstra lag.
Er man vild med rumvæsner og dystopiske fortællinger må man ikke snyde sig selv for Endgame-trilogien.

Læs mere om Endgame på seriens hjemmeside.

søndag den 24. januar 2016

Himmelnøglen

Himmelnøglen er 2. bind af science fiction-trilogien Endgame, skrevet af James Frey og Nils Johnson-Shelton.

Endgame er i gang. Den første nøgle, Jordnøglen, er blevet fundet, og dermed er de begivenheder som vil udløse verdens undergang sat i gang.
Om mindre end 80 dage vil en kæmpe meteor ramme jorden og udslette det meste af menneskeheden. Keplerne har lovet, at den Spiller som samler alle tre nøgler vil redde sig selv og sit folk, men det er efterhånden gået op for en del af Spillerne at keplerne er fulde af løgn, og at de absolut ikke overholder de regler de selv har opstillet.
Alligevel har Spillerne ikke andre muligheder end at forsøge at finde Himmelnøglen. Og dog, for måske er der en anden måde at standse Endgame på. Spørgsmålet er bare, om Spillerne kan få sig selv til at betale prisen.
Og det er bestemt ikke alle Spillerne der ønsker at stoppe Endgame.
Det bliver et kapløb med tiden, for meteoren nærmer sig, og samtidig er resten af menneskeheden begyndt at opdage, at der er noget helt galt. Og snart er det ikke kun de andre Spillere Spillerne må vogte sig for...

Bind to i serien er mindst lige så spændende som første bind, og fyldt med action hele vejen igennem. Handlingen er godt skruet sammen, med masser af uventede twists som gør, at man som læser ikke kan forudsige hvor handlingen er på vej hen, og ofte sidder helt ude på kanten af stolen uden at kunne slippe bogen. 
Personerne er godt beskrevne, og virker alle virkelige og realistiske. Bogen skifter konstant synsvinkel mellem de forskellige Spillere, og det gør at man lærer dem alle rigtig godt at kende undervejs - også de utiltalende af dem. Det gør det dog også til tider en smule svært at holde styr på handlingen i bogen, og nogle gange er man mentalt nødt til at spole lidt tilbage for at kunne huske hvor personen befandt sig sidst man læste om vedkommende. Der er færre synsvinkler at holde styr på her i andet bind, da en hel del af personerne døde i bind et, og det gør det en smule nemmere at holde styr på handlingen. Og der er nok at holde styr på, for udover at alle Spillerne kæmper for at overleve, så er der også masser af intriger, usikre og uventede alliancer, forræderi og kærlighed i bogen som sætter personerne på svære prøvelser undervejs og er med til at holde spændingen i gang hele vejen igennem. 
Samtidig stiller bogen spørgsmål til hvor langt man kan og bør gå i kampen for at overleve. Er en persons liv - eller tolvs - en pris man er villig til at betale for at beskytte menneskeheden? Og er det et valg som det er moralsk forsvarligt at tage? 
Bogen og serien er absolut værd at læse, og fans af bind et vil ikke blive skuffede. Det er dog nødvendigt at læse bind et først hvis man vil have en chance for at følge med i handlingen. 
Og skulle man høre til dem der elsker at løse gåder gemmer bogen også på spor til den globale og virtuelle skattejagt som er en del af Endgame-fænomenet som man kan læse mere om på bogens hjemmeside.

lørdag den 1. november 2014

Kaldet

Kaldet er 1. bind i serien Endgame af James Frey og Nils Johnson-Shelton.

Siden tidernes begyndelse har 12 slægter vidst, at Endgame ville komme. Og når det sker, må en udvalgt fra hver slægt spille spillet om slægtens overlevelse. Spilleren skal være mellem 13 og 20 år, og hver slægt har en udvalgt, som opdrages med den viden, at vedkommende kan risikere at skulle spille Spillet, hvis kaldet til Endgame sker i netop deres levetid.
Nogle af de udvalgte har trænet hele deres liv, og kan slet ikke vente på at Endgame begynder. Andre er blevet valgt når de forrige udvalgte er blevet for gamle, og håber at Endgame ikke rammer dem.
Og så kommer Kaldet. 12 meteorer rammer jorden tæt på de forskellige Spilleres hjem, og Spillerne og deres familier ved, at dette er Kaldet de har ventet på. Endgame er begyndt.
Spillerne kommer fra vidt forskellige baggrunde og fra forskellige steder på jorden, men alle samles de i Kina for at begynde Spillet.
Og de er nødt til at spille. For vinderen af Endgame vil sikre sin egen og sin families overlevelse når jordens undergang starter.
I Kina møder Spillerne en repræsentant for Himmelfolket, som fortæller dem reglerne for Endgame: Find 3 nøgler gemt på jorden i den rigtige rækkefølge, og aflevér nøglerne til Himmelfolkets repræsentant.
Men kun én kan vinde, og kampen mellem Spillerne er dødsensfarlig.
Én af Spillerne kan dog vise sig at have en uventet fordel. Men er det nok til at overleve?

Endgame - Kaldet er fuld af hæsblæsende action, masser af spænding og en handling som gør det umuligt at slippe bogen. Handlingen fangede mig fra første side, og jeg sad flere gange helt ude på kanten af stolen mens jeg læste den. Synsvinklen skifter hele tiden, og det gør at man kommer ind under huden på alle 12 Spillere, og lærer deres motivationer og tankemønstre at kende. Det gør også, at alle personerne virker levende i stedet for flade eller sort/hvide.
Men Endgame - Kaldet er ikke kun en bog, det er også en global skattejagt. For gemt i bogens sider er spor, koder og koordinater som læseren kan bruge til selv at løse gåden om Endgame. Og den læser som finder den virkelige nøgle et eller andet sted på jorden kan blive den heldige vinder af 500.000 dollars i guld. Man kan dog også læse bogen uden at forsøge at løse gåden, for bogens handling er så spændende, at man ikke kan undgå at blive revet med. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bog i serien. Læs den, læs den.

Læs mere om Endgame her.