Formskifteren

Formskifteren er 1. bind af fantasytrilogien Birk og Ulvefolket, skrevet af Hanne Rump.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Krabat. 

Birk har været i lære hos Alva i tre år, og er nu tæt på de 16 år. Der er gået et stykke tid, siden kampen om Spøttrup, og Birk føler, at de voksne skjuler noget for ham. Samtidig vakler venskabet med Sif, som er blevet oprørsk, og Teenager med stort T. 
Birk er plaget af mærkelige mareridt, og bestemmer sig for at besøge Spøttrup for at se beskyttelsen af porten med egne øjne. Men besøget går langt fra, som han havde regnet med, og mens ondskaben rører på sig, opdager Birk, at Sif ikke er den eneste med særlige evner. 

Jeg var glad for forfatterens første trilogi, Sif og Ulvefolket, og Formskifteren er starten på en ny trilogi i samme univers, og med samme personer. Og så er den endnu bedre end sine forgængere. 
Man kan mærke, at forfatteren har udviklet sig siden sin debutserie, og mens sproget stadig er letlæst, flydende og enkelt, så er det samtidig blevet mere varieret, hvilket er ret fedt. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og især de magiske kampscener er virkelig godt beskrevet. Og så er jeg ret vild med den noget mørkere tone i denne bog.
Universet udvider sig en del fra den første serie, og jeg var vild med tilførslen af dæmoner, blodmagi og mørkere kræfter, samtidig med, at der kommer mere fokus på forskellige magityper. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, der gemmer på flere overraskelser. Også her kan man mærke forfatterens udvikling, da flowet er blevet bedre, med flere lag. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, venskab, hemmeligheder, dæmoner, ondskab, og en god portion teenagedrama. Og så slutter den med en virkelig ond cliffhanger. 
Personerne er levende og menneskelige, og skiftet til en ny hovedperson fungerede virkelig godt. Birk er mere moden end Sif, hvilket var rigtig rart, og samtidig er han modig, loyal, og intelligent. Han træffer godt nok nogle dumme beslutninger indimellem, men det føltes mere, som om han gjorde det, fordi han manglede oplysninger, end fordi han ville løse problemerne selv. Hans nye evner skræmmer ham, og hans indre konflikt i forhold til dem var virkelig godt beskrevet. Til gengæld brød jeg mig virkelig ikke om Sif i denne bog. Hun var sur, oprørsk og lidt for meget teenagepige til min smag. Og selvom der er en forklaring på den måde, hun opfører sig på, så var hun stadig øretæveindbydende, og jeg forstod ikke, at hendes omgivelser ikke slog hånden af hende. Af andre bipersoner var det især Birks familie, og dynamikken i den, jeg holdt af. I modsætning til Sifs familie virkede de støttende, kærlige og varme, og selvom jeg faktisk blev lidt mere neutral over for Sifs far i dette bind, fordi jeg så ham mere udefra, og fordi Sif opførte sig så rædselsfuldt, så var kemien i Birks familie bare rarere. 
Formskifteren var en virkelig god seriestarter med masser af magi, uhygge og spænding, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. Selvom Sif og Ulvefolket og Birk og Ulvefolket kan læses uafhængigt af hinanden, så anbefaler jeg, at man læser den første trilogi først, da man ellers går glip af en del forhistorie og noget af worldbuildingen. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Heksekraft

Heksekraft er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Sif og Ulvefolket, skrevet af Hanne Rump.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Krabat. 

Der er gået et halvt år siden Sif blev såret i kampen mod dæmonen, og hun er ved at være godt træt af, at hendes farmor hele tiden vil skåne hende. Hun savner magien, og føler sig udenfor, når Birk undervises. 
Derhjemme bliver stemningen værre og værre, og Sifs forhold til hendes far er præget af skænderier og frustration. Og da Sif lytter til en samtale, hun ikke skulle have hørt, føler hun sig mere ensom og ulykkelig end nogensinde før.
Og som om det ikke var nok, er dæmonen, der angreb hende, stadig derude et sted, og noget ondt nærmer sig. Sif får brug for al sin magi, hvis hun skal redde sin familie. Men kan man redde en familie, der er ved at gå i opløsning?

Heksekraft var en fin afslutning på trilogien, selvom visse ting dog gik lidt for hurtigt og let for min smag. 
Sproget er letlæst, enkelt og flydende, og beskrivelserne livagtige og billedskabende. Især de magiske kampscener var virkelig godt beskrevet. 
Universet udvider sig en del i dette bind med både spøgelser og dæmoniske kræfter, og selvom jeg godt kunne have brugt lidt flere forklaringer undervejs, så fungerede det overordnet fint. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og selvom slutningen for mig var en lidt for let afslutning på nogle af konflikterne undervejs, og jeg godt kunne have tænkt mig nogle flere svar, så forstod jeg godt, hvorfor forfatteren valgte at slutte historien der. Historien er spændende, og fyldt med magi, action, venskab, ondskab, spirende forelskelse, ensomhed og familiekonflikter. Det er en historie om at finde sig selv, og kæmpe for det, man tror på, men også om familie og angst. 
Personerne er levende og menneskelige, og især Sif har udviklet sig en del fra sidste bind. Hun kæmper med ensomhed og en følelse af at blive holdt udenfor, efter hun næsten blev slået ihjel af dæmonen, og ønsker bare at få lov til at bruge sin magi. Men samtidig føler hun sig også skyldig, og konflikten med faren gør hende dybt ulykkelig, fordi hun føler forældrene vælger hende fra. Og at hun samtidig begynder at føle lidt mere end venskab for Birk gør det ikke lettere. Af bipersonerne var det især Birk og Alva, jeg holdt af. Alva er en spøjs blanding af overbeskyttende farmor og streng læremester, men samtidig en stærk og varm kvinde. Birk er loyal, sød og lyttende, og en virkelig god ven. Til gengæld var jeg ikke vild med Sifs forældre. Farens traumer til trods, så brød jeg mig ikke om, hvordan han forsøgte at styre Sif, og selvom jeg til dels forstod hans magifobi, så ville jeg ønske, at han lyttede mere. Jeg må dog indrømme, at jeg synes, moren er værre. Faren har trods alt en grund til at vælge sin datter fra, der grunder i angst, men moren er indstillet på at forlade sin datter - og måske endda sin søn - for sin mands skyld, i stedet for at stå fast og sige fra. Og det har jeg meget svært ved at forstå og tilgive. 
Heksekraft afsluttede trilogien på en god måde, selvom der også var elementer undervejs, der ikke helt fungerede for mig. Kunne man lide de første to bind i serien, vil man ikke blive skuffet, og for fantasylæsere på mellemtrinnet vil trilogien være et hit. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Lærlingen

Lærlingen er 2. bind af fantasytrilogien Sif og Ulvefolket, skrevet af Hanne Rump.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Krabat. 

Sif har fået overtalt sine forældre til at blive hjemmeskolet hos sin farmor sammen med Birk, og er begyndt at lære at bruge sine magiske kræfter. Men Sif er mere interesseret i magien end i det almindelige skolearbejde, og samtidig bliver hendes skænderier med faren større og større. 
Da en af ulvene fortæller hende, at der mystiske mænd i skoven, beslutter Sif sig for at undersøge det alene. Det viser sig dog ikke at være helt ufarligt, og snart står Sif over for et svært valg. 

I Lærlingen blev der skruet op for både action og magi, men desværre fik jeg et lidt mere anstrengt forhold til hovedpersonen, som jeg synes tog nogle virkelig dumme valg undervejs. 
Sproget er, som i første bind, enkelt, letlæst og flydende, og beskrivelserne livagtige og billedskabende. 
Universet bliver udbygget en del i dette bind, hvor magien forklares bedre, og der samtidig dukker en mørkere side op. 
Handlingen er skruet godt sammen, med flere overraskelser undervejs. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, venskab, spirende forelskelse, og ondskab, men også med hemmeligheder, familieskænderier og teenagedrama. 
Personerne er levende og menneskelige, men desværre havde jeg et lidt anstrengt forhold til Sif i dette bind. Selvom jeg synes det var fedt at mærke, at hun havde fået mere selvtillid og glæde, efter at være kommet væk fra sine mobbere, så frustrerede det mig, at hun var så dårlig til at lytte, og troede, at hun selv vidste bedst i forhold til magien. At hun samtidig begyndte at træde i karakter som teenager med smækkende døre, konstante skænderier med faren og dumme valg, irriterede mig en del, selvom det også var dejligt at følge hendes spirende følelser for Birk. Og selvom jeg følte med hende i den loyalitetskonflikt hun pludselig befandt sig i, så var jeg ikke imponeret over den måde, hun forsøgte at løse konflikten på. Af bipersonerne var det især Birk og ulvene, der stod frem, med deres loyalitet, venskab med og tro på Sif. Og så var jeg også ret vild med farmoren Alva. Faren var dog stadig en kontrolfreak, og selvom Sif ikke er uskyldig i konflikterne med ham, så havde jeg altså svært ved at have ondt af ham, fordi han aldrig lyttede til andre end sig selv. 
Lærlingen var en god fortsættelse, selvom der var lidt for meget teenagedrama til min smag. Kunne man lide første bind i serien, vil man sikkert også kunne lide dette bind, og jeg er spændt på at finde ud af, hvordan det hele ender. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Hemmeligheden

Hemmeligheden er 1. bind af fantasytrilogien Sif og Ulvefolket, skrevet af Hanne Rump.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Krabat. 

Sif går i 7. klasse, men føler sig ensom og udenfor. Hendes klassekammerater udsætter hende for grov mobning, og at hun er dygtig i skolen, gør det ikke bedre. Da hun, som følge af en konfrontation med en af mobberne, bliver bortvist fra skolen, begynder der at ske mærkelige ting. 
Sif hører stemmer, og ser mærkelige skikkelser i skoven omkring den gård, hvor hun bor. Hun drages af skoven, og da hun møder den jævnaldrende Birk, kommer hun på sporet af en hemmelighed, som vil ændre alt. 

Hemmeligheden var en god start på en serie, som jeg tror især begyndende fantasylæsere vil være begejstrede for, da den er både letlæst og spændende. 
Sproget er enkelt, flydende og letlæst, og beskrivelserne livagtige og billedskabende. Personligt ville jeg dog ønske, at der havde været lidt flere af dem, så omgivelserne havde fremstået skarpere for mit indre øje, men det er nok en smagssag. Til gengæld var jeg ret vild med den grafiske måde, som sms'er, facebookopslag og Sifs stemmer blev sat op på undervejs, da det gav læseoplevelsen et ekstra pift. 
Jeg manglede dog noget worldbuilding undervejs, men da bogen er første bind i en trilogi, regner jeg med, at det dukker op i de næste bind. Især håber jeg på en lidt mere tydelig forklaring af magien og forbindelsen til ulvefolket. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et par overraskelser undervejs. Bogen slutter dog en smule brat, men heldigvis har jeg næste bind liggende, så jeg kan læse videre med det samme. Historien er spændende, og fyldt med stærke temaer som mobning, ensomhed, og søgen efter identitet, blandet med magi, hemmeligheder, venskab og fornemmelsen af ikke at blive hørt, eller at blive misforstået, af sine forældre. 
Personerne er levende og menneskelige, og jeg holdt meget af hovedpersonen Sif. Hun er en stille pige, og præget af års mobning, som hverken lærere eller forældre har grebet ind overfor. Selvom hun er dygtig i skolen, så føler hun ikke, at hun kan leve op til især sin fars forventninger, og hun føler sig overset og glemt i de planer, forældrene har for hendes fremtid. Af bipersonerne holdt jeg især af Birk, som, trods en vis gådefuldhed, udviser ægte omsorg og venskab for Sif. Til gengæld var jeg ikke vild med Sifs forældre, selvom jeg til dels forstod deres måder at være på. Moren lytter ikke til Sif, men lader faren bestemme det hele, og går tilsyneladende mere op i sine hunde end i sine børn, og faren er dominerende, kontrollerende og overambitiøs på sin datters vegne, samtidig med, at han virker ligeglad med Sifs følelser, og ikke lytter til hende.
Hemmeligheden var en god bog, men bar også præg af, at være den første i en serie, da jeg sad tilbage med mange ubesvarede spørgsmål. Og så sluttede den som sagt en smule brat for min smag. For fantasylæsere på mellemtrinnet, og de lidt ældre læsere, som ikke har mod på at kaste sig over de tykke fantasyserier, kan bogen og serien varmt anbefales, og jeg glæder mig allerede til at læse videre. 

Se også forfatterens hjemmeside.