Viser opslag med etiketten Dæmonherskerens arving. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dæmonherskerens arving. Vis alle opslag

lørdag den 6. januar 2018

Sjælens pris

Sjælens pris er 3. og sidste bind af fantasyserien Dæmonherskerens arving, skrevet af Haidi Wigger Klaris.

For at redde sine venner, lover Ally dæmonen Ezrael at blive i Underverdenen og indtage sin plads som hans arving. Men før Ezrael lader hendes venner vende tilbage til jorden, skal Ally lade sig forvandle til en dæmon, gifte sig med Tristan og dræbe et menneske.
Men selvom alt går efter planen, så er prisen højere end Ally kunne forestille sig. For selvom hun elsker Tristan, er det ikke nemt at finde sig til rette i Underverdenen, og det er heller ikke alle, der er lige begejstrede for Allys nye plads og magt. For at overleve må hun lære at bruge sine evner og indordne sig, men det er ikke nemt, når hun savner sin familie og venner.

Jeg var ret vild med de to første bind i serien, men desværre skuffede sidste bind mig en smule.
Bogen er ellers godt skrevet, med et letlæst og flydende sprog, livagtige beskrivelser og gode dialoger.
Personerne er levende og realistiske, og jeg var især vild med Tristan. Han er parat til at gøre alt for Ally, men samtidig har han en dobbelthed, og kan være kold og kynisk, når hans dæmoniske side hersker. Jeg kunne også godt lide Ally det meste af tiden, men synes også hun en gang imellem var lige lovligt naiv. Da Tristan og hun får et utroligt tilbud, overvejer hun overhovedet ikke at der kan være bagtanker bag, og det virker i det hele taget ikke til, at hendes tænkemåde ændrer sig i Underverdenen, hvilket jeg synes var en smule urealistisk. Og selvom jeg kunne lide kemien mellem Tristan og Ally, så var jeg ikke vild med det incestuøse aspekt. Jeg forstod heller ikke helt Allys venners accept af det mord hun har begået, eller hvorfor Ally og Tristan i det hele taget får tilbuddet (som jeg ikke kan beskrive nærmere uden at spoile bogen for meget). Det hjalp heller ikke, at det var så lang tid siden jeg havde læst de første bind i serien, at jeg havde glemt en del af bipersonerne, og derfor havde svært ved at holde dem ude fra hinanden.
Handlingen hænger godt sammen, men for mig forsvandt spændingen lidt undervejs. Der er nemlig rigtig meget træning af Ally og hendes evner undervejs, og der går lang tid efter Allys forvandling inden der for alvor sker noget som ikke handler om træning eller forholdet mellem hende og Tristan. Selvom historien er fyldt med kærlighed, dæmoner, magi, selvopofrelse og intriger, så synes jeg ikke bogens potentiale blev indfriet. I stedet kom kærlighedsdelen til at fylde mere og mere, og der kom aldrig en ordentlig slutning på historien, som samlede de løse tråde.
Selvom jeg godt kunne lide hovedpersonerne, så skuffede slutningen mig, og jeg sad tilbage med en underlig flad fornemmelse da jeg var færdig med bogen. Jeg er dog bestemt ikke færdig med forfatteren, for jeg kan rigtig godt lide hendes sprog og skrivestil, og glæder mig til at læse hvad hun finder på næste gang.

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 9. november 2015

Skæbnens kald

Skæbnens kald er 2. bind af dark fantasy-trilogien Dæmonherskerens arving af Haidi Wigger Klaris.


Læs hele anmeldelsen på bookeater.dk.

Skyggernes bog

Skyggernes bog er 1. bind af dark fantasy-trilogien Dæmonherskerens arving af Haidi Wigger Klaris.

Ally på 17 år starter på kostskolen Larchwood da hendes mor får nyt arbejde. Hendes forældre er skilt, og hun har ikke haft meget kontakt med sin far de sidste to år. Alligevel er det ham der insisterede på at hun skulle gå på Larchwood.
På kostskolen bliver Ally hurtigt gode veninder med den jævnalderende Susannah. Samtidig tiltrækkes hun af to forskellige fyre, den søde Jay og den mystiske Tom, som både tiltrækker og skræmmer hende.
Kostskolen har tidligere været en herregård, og overleveringerne fortæller, at kostskolen hjemsøges af dens tidligere frue, Catherine Larchin, som blev myrdet af sin mand fordi hun dyrkede sort magi. Allerede den første dag får Ally at vide, at hendes værelse menes at være hjemsøgt, og hun oplever da også mystiske ting derinde.
Ally bliver kæreste med Jay, og en dag tager han hende med til en kirkeruin ude i skoven. I kirken opdager hun en hemmelig dør til et underjordisk rum som Jay er sikker på er det sted hvor den tidligere frue dyrkede sin magi. Snart opdager Ally at Jay er medlem af en hemmelig kreds på skolen, ledet af Tom, som forsøger at finde Catherines heksebog så de kan få del i dens magt. Ally vikles ind i eftersøgningen, men bliver skræmt af den iver som kredsen lægger for dagen. Og hun bliver ikke mindre skræmt da Catherines genfærd opsøger hende i hendes drømme og fortæller hende at hun er genfærdets arving, og at kun hun kan finde bogen og hævne hende.
Men også andre lokkes af løftet om bogens magt, og Ally må passe godt på hvis hun skal overleve. For hvem kan hun egentlig stole på?

En rigtig spændende dark fantasy-fortælling med masser af gys, sort magi og kærlighed. Sproget er godt og flydende, og personerne er godt beskrevne og virker levende. Handlingen er godt skruet sammen, og der er et par overraskelser i vente undervejs i bogen som gør at den ikke virker forudsigelig og at læseren hænger ved til allersidste side. Er man vild med dark fantasy og paranormal romance vil man ikke blive skuffet. Jeg glæder mig allerede til at komme i gang med næste bind i serien og kan absolut anbefale bogen.

Se også forfatterens hjemmeside.