Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard.
Jonas og Omid er havnet i Asgård, efter at være blevet reddet fra dødsgudinden Hels dødninge i sidste øjeblik af gudinden Ydun. Deres følgesvend, jætten Hjalte, er smidt i fangehullet, og de to venner venter utålmodigt på, at guderne skal blive enige om at stoppe ragnarok, før det er for sent.
Mens guderne diskuterer, begynder Jonas så småt at acceptere sin rolle som den udvalgte vogter, der kan genskabe balancen mellem De Ni Verdener. Hvis, altså, han kan overleve mødet med det sidste af Lokes børn, Fenrisulven.
Det endelige slag nærmer sig, og forræderi og intriger lurer overalt.
Jeg var ret vild med de første to bind i serien, og var spændt på, om sidste bind kunne leve op til mine forventninger. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Livstræets Indre sluttede trilogien af på fornem vis, og er efter min mening den bedste bog i serien.
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser, velfungerende dialoger og en passende portion humor, der liver den ellers temmelig mørke historie op. Selvom der er enkelte stavefejl undervejs, er det ikke noget, der trækker ned, og man kan mærke, at forfatteren har udviklet sig en hel del siden første bind.
Universet udvider sig endnu en gang, og scenen skifter ubesværet mellem vores egen og andre verdener, mens nye væsener og guder dukker op. Forfatteren tilføjer de nordiske myter sit helt eget twist, og giver dem nyt liv og aktualitet i den verden, vi tror, vi kender.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere plot twists undervejs, og det lykkes forfatteren at samle alle tråde fra de første bind i en imponerende slutning. Historien er fyldt med action, venskab, intriger, magtbegær, krig, magi, nordisk mytologi, forræderi, guder og sagnvæsener, krydret med fordomme, manipulationer, hævn, kampen mod undergangen og balancen mellem natur og civilisation, kaos og orden.
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og som læser kommer man helt ind under huden på de to hovedpersoner Jonas og Omid. Jonas forsøger at forlige sig med sin skæbne og sit ansvar som vogter, men kan ikke lade være med at tvivle på både sig selv. Omid gør, hvad han kan, for at støtte Jonas, men kan ikke lade være med at tvivle på asernes gode intentioner. De to supplerer hinanden rigtig godt, og man kan virkelig mærke det dybe venskab, der binder dem sammen, selv når de fysisk er langt fra hinanden. Af bipersonerne holdt jeg især af jætten Hjalte, hvis fortid gemmer på en frygtelig hemmelighed. Elveren Freja, eller Adal, som hun egentlig hedder, var til gengæld lidt for dukset og handlingslammet, mens guderne var for manipulerende og egoistiske.
Bogens forside er virkelig flot, og helt klart mit personlige yndlingscover i serien, Jeg ville dog ønske, at de tre covers stilmæssigt passede bedre sammen, men det er fra et rent samlersynspunkt.
Livstræets Indre var en rigtig god afslutning på en serie, der kun er blevet bedre for hvert bind. Bogen er nærmest umulig at slippe og jeg sad helt ude på kanten af stolen mens jeg læste de sidste 100 sider. Er man vild med nordisk mytologi, og kunne man lide de første bind i serien, må man ikke snyde sig selv for bogen her. Jeg er fan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar