lørdag den 18. januar 2025

Ophav del 1

Ophav del 1 er 2. bind af fantasyserien Den barske sandhed om Thor + Loke, skrevet af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo. 

Thor og Loke er nået til anden del af deres Gudeprøve. De skal finde Asgårds kommende hærfører, og overtale ham til at rejse med dem hjem. Det er dog ikke nogen let opgave. De to forfølges af en gruppe jætter, og bliver de fanget, er gode råd dyre. Samtidig plages Loke af drømmesyner, og en uplanlagt rejse til Underverdenen gør ikke sagen bedre. 

Jeg var ret vild med 1. bind i serien, og bind 2 skuffede bestemt ikke. 
Sproget er letlæst, flydende og stemningsskabende, og forfatternes brug af gamle nordiske ord er med til at hensætte læseren til en anden tid. Beskrivelserne er levende, og understøttes på fornem vis af de flotte, blodige og barske illustrationer. 
Handlingen er original, og plottet fortsætter hvor 1. bind i serien slap. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, guder, jætter, drømmesyn, venskab, vold, nordisk mytologi og død. Og så slutter den med en cliffhanger, der gør det noget nær ulideligt at skulle vente på 2. del. 
Personerne er levende og menneskelige, og især hovedpersonerne Thor og Loke lærer man som læser rigtig godt at kende. Hvor det i forrige bind var Thor, der var fortælleren, er det denne gang Loke, og det fungerede virkelig godt. Hvor Thor er impulsiv, stridslysten og har let til vrede, er Loke mere forsigtig og velovervejet. Men selvom de to er så forskellige, er man ikke i tvivl om, at de holder meget af hinanden, og selvom deres indbyrdes loyalitet til tider kommer på prøve, når Thor hellere vil slås end forsøge at løse problemerne med ord som Loke, så holder de sammen og bakker hinanden op. Af bipersonerne var jeg især fascineret af vølven Groa, som er mystisk, gådefuld og vidende, men også virkelig creepy. Lederjætten Grimmur er ondskabsfuld, voldelig og ikke alt for klog, og så er der den mystiske hærfører, som jeg ikke kunne lade være med at holde af, men ikke kan sige mere om, da det ville spoile handlingen. 
Ophav del 1 var en virkelig god læseoplevelse, med et originalt og mørkt take på nordisk mytologi, interessante og nuancerede personer, og en spændingskurve, der stiger støt hele vejen igennem. Samspillet mellem tekst og illustrationer er perfekt, og eneste minus er sådan set, at del 2 endnu ikke er udkommet. Er man vild med nordisk mytologi, graphic novels og hæsblæsende action, kan bogen og serien varmt anbefales. Jeg er i hvert fald fan! 

Ingen kommentarer: