onsdag den 1. januar 2025

Læsestatus for december og 2024

December er slut, og det er blevet tid til at gøre status over måneden, der gik. Men også tid til at se tilbage på året, der er gået, og på, hvordan det egentlig gik med mine læseplaner for 2024. 
Da jeg både gør status over en måned og et år, er indlægget denne gang en del længere, end det plejer at være. Jeg har dog forsøgt at gøre det mere overskueligt, ved at inddele det i mindre afsnit, så forhåbentlig vil det lette læsningen. 
Så sæt jer godt tilrette med en kop te, kaffe og måske en snack eller to, og læs med, mens jeg siger farvel til måneden og året, der gik. Først gælder det december. 


Læsestatus for december 

December bød på masser af regn og rusk, men også enkelte glimt af solen. Det var en måned præget af træthed og enkelte energiudbrud, men også en måned, hvor humøret endelig løftede sig lidt, og jeg begyndte at kunne se lidt fremad. Og så lykkedes det mig at komme igennem måneden uden en eneste sygedag!
I december gik jeg ned i tid, hvilket betyder, at jeg frem til maj har en ugentlig fridag. Forhåbentlig vil det hjælpe med at få hovedet i orden igen, så jeg kan vende tilbage på fuldtid i gladere tilstand. 
Arbejdsmæssigt gik tiden med festivalarbejde, hvor der var en del, der skulle følges op på, før jeg kunne gå på tidlig juleferie allerede 17. december. Jeg havde nogle ekstra feriedage, der skulle bruges efter sidste juls corona, og det betød lang juleferie. Ovenikøbet skulle jeg, for første gang siden studietiden, ikke arbejde mellem jul og nytår, da bibliotekerne i Esbjerg grundet besparelser holdt helt lukket i juledagene i år. 
På hjemmefronten gik tiden med julegaveindkøb, små hyggeprojekter og læsning, selvom sidstnævnte dog svingede en del, grundet træthed. Juleaften blev tilbragt hos familien i Thy, mens nytåret blev fejret hjemme sammen med katten. 
Læsemæssigt gik det rimelig godt. Jeg startede godt nok måneden ud med at sætte mit Goodreads-læsemål ned fra 50 til 45 for ikke at stresse mig selv, men det lykkedes mig at nå i mål med to af mine læsemål. Måneden bød på en del spontan læsning, og det lykkedes mig derfor ikke at få færdiglæst nogen af de bøger, jeg var i gang med før månedens start, men til gengæld var jeg rigtig glad for det, jeg fik læst. Det blev også til en del genlæsninger i månedens løb, hvilket altid er hyggeligt. 
Men lad os se på, hvad jeg fik læst. 

I december fik jeg læst 5 julebøger, hvoraf de 4 var genlæsninger. 
Bøgerne var:

J. Krohn: Peters jul
Genlæsning.

Lise Nørgaard: Julen er hjerternes fest
Genlæsning.

Timo Parvela og Pasi Pitkänen: Krampus (Skygger 3)
Serien er slut. 

Astrid Lindgren: Jul i stalden
Genlæsning. 

Camilla Läckberg: Mord og mandelduft
Genlæsning. 

Jeg fik også læst 5 meget blandede bøger, fordelt på 2 fagbøger, 2 gys og 1 fantasy. 
Bøgerne var:

Paul Kidby: Designing Terry Pratchett's Discworld

Mette Engel-Holm: Bæstet (Væsner 1)

Malene Fabricius Holm: Natsværmer (Væsner 2)
Serien er ajour. 

Trine Engholm Michelsen: Storfyrstinden

Rhianna Pratchett og Gabrielle Kent: Tiffany Aching's Guide to Being a Witch

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 4 tegneserier.
De var:

Mort Walker: Basserne 1988

Jim Davis:
Garfield på tynd is (Garfield 57)
Spise med grise (Garfield 59)
Garfield overvejer (Garfield 60)

I alt fik jeg læst 10 bøger og 4 tegneserier. Af dem var 2 fagbøger, 5 julebøger og 1 novellesamling. 4 af bøgerne var genlæsninger, og 2 var på engelsk. Jeg fik påbegyndt og kom med ajour med 1 serie, og afsluttet 1 serie. 

Hvad jeg planlægger for januars læsning venter jeg lidt med at fortælle. Der kommer nemlig et indlæg i morgen, hvor jeg fortæller om læseplanerne for 2025. Men jeg vil i hvert fald arbejde videre på anmelderstakken, og få færdiglæst nogle af de bøger, jeg er i gang med.


Læsestatus for 2024

Trods en fin afslutning på læseåret, var 2024 generelt et dårligt læseår. Selvom det startede godt ud, tog læsningen flere dyk i løbet af året, og helt galt gik det i august og september, hvor jeg ikke fik læst en eneste bog. Især i den sidste halvdel af året kæmpede jeg en del med læselysten og -overskuddet, og havde svært ved at få færdiglæst de bøger, jeg gik i gang med. Jeg får derfor ind i det nye år med 7 igangværende bøger. Også anmeldereksemplarerne led i 2024, og jeg er stadig langt bagud med dem. Halvvejs gennem året valgte jeg at sætte mine læseudfordringer, som jeg aldrig rigtig kom i gang med, endeligt på pause, og i stedet koncentrere mig om mine løsere læsemål. Jeg måtte også, af flere omgange, nedsætte mit Goodreads-læsemål fra de oprindelige 75 bøger til 45, for ikke at stresse mig selv. 

Men lad os se på, hvordan det egentlig gik med mine forskellige læseudfordringer, læsemål og blogmål. 

Status på læseudfordringer

Jeg havde tre læseudfordringer i 2024, hvoraf den første var mit Goodreads-læsemål. Jeg startede året med et mål på 75 bøger, men satte det, af flere omgange, ned til 45, hvilket jeg også kom i mål med. Faktisk endte jeg med at få læst 48 bøger, men da de 3 ikke fandtes på Goodreads, talte de ikke med her, men kun i mit Storygraph-læsemål. Hvilket er en del af grunden til, at jeg har valgt at bruge statistikken fra Storygraph i dette indlæg. 


Lidt statistik fra Storygraph:










Som man kan se, hvad jeg ret glad for de fleste af de bøger, jeg fik læst i 2024. Langt de fleste lå på 4 eller 5 stjerner, og gennemsnittet ligger på 4,14 stjerner. Ifølge Storygraph har jeg læst 10.694 sider, hvilket er en del lavere end sidste år. Til gengæld har det gennemsnitlige sidetal per bog været højere, med 227 sider. Det faktiske sidetal er dog en del højere, da jeg ikke tæller tegneserier og graphic novels med som en del af mit læsemål. 

Min anden læseudfordring var min serieudfordring, hvor jeg fra årets start havde skrevet alle de serier ned, som jeg var i gang med, og puttet dem i et glas. Hver måned trak jeg så en serie fra glasset, og meningen var så, at jeg skulle læse videre i serien, og potentielt færdiglæse den. Jeg kom desværre aldrig rigtig fra start med udfordringen, og endte med at sætte den permanent på pause halvvejs gennem året. Alligevel har jeg tænkt mig at fortsætte med udfordringen i 2025, da jeg synes, det er en fin måde at komme videre med nogle af de serier, jeg er gået i stå i.

Tredje og sidste læseudfordring var min hyldeudfordring, som jeg startede op i 2023. Udfordringen er inspireret dels af min egen juliudfordring #sænkmintbr og dels af booktuberne Niki Hawkes - The Obsessive Bookseller og BookswithEmilyFox, som hver har deres version af den. Den gik ud på, at jeg hver måned skulle trække en seddel med en bogstav/tal-kombination som henviser til en hylde i mine reoler, og fra den hylde skulle jeg så læse minimum en af de ulæste bøger, der stod på den. Heller ikke denne udfordring kom jeg ordentlig i gang med, og jeg har derfor besluttet, at sætte den på pause i 2025. 


Status på læsemål

Jeg havde 5 læsemål i 2024. 

Første læsemål var at få afsluttet 12 serier i løbet af året. Det gik ikke helt efter planen, men jeg fik da afsluttet 4, hvilket er mere end i 2023. Jeg har dog tænkt mig at gentage forsøget i 2025. 

Andet læsemål var at få læst flere af de engelske bøger på min TBR. Også her havde jeg sat mig et mål på 12, og her lykkedes det mig faktisk i sidste øjeblik at nå i mål. Holdt op mod hvad jeg fik læst i alt, beløb de engelske bøger sig til 29,2%, hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med, og jeg har planer om at forsøge at gennemføre læsemålet igen i 2025. 

Tredje læsemål drejede sig om readathons, og her var resultatet desværre noget blandet. I 2024 deltog jeg i 5 readathons. Eller, jeg forsøgte i hvert fald på det. De 3 omgange af The Final Book Support Group Readathon og Spookoplathon blev deciderede fiaskoer, mens det gik en del bedre med Dewey's 24 Hour Readathon i april. Desværre måtte jeg opgive at deltage i oktober-udgaven, grundet mit mentale helbred. 

Fjerde læsemål drejede sig om genlæsninger, og her kom jeg fint i mål med 11 genlæsninger ud af 48 bøger. 

Femte og sidste læsemål drejede sig om at komme i bund med stakken af anmeldereksemplarer fra 2023 og før, hvilket desværre ikke blev en succes. Faktisk faldt jeg igennem med et brag, da jeg kun fik læst 9 anmeldereksemplarer i årets løb, hvoraf de fleste var graphic novels, og derfor ikke fremgår af statistikken. Jeg forsøger mig med læsemålet igen i 2025, og håber på en større succes end i år. 


Status på blogmål

Jeg havde 5 blogmål i 2024, og her gik det lidt bedre, end med både læsemål og læseudfordringer, da en del af dem handlede om faste indlæg på bloggen. 

Mit første blogmål drejede sig om at få Top 10 Listerne tilbage på bloggen. Målet var 4 lister i løbet af året, men det blev kun til en enkelt ny liste i årets løb. Det er dog stadig flere end i 2023, så jeg betragter det som en delvis succes. Blogmålet vender tilbage i 2025. 

Mit andet blogmål var at lave flere Book Tag-indlæg på bloggen, og her fejlede jeg stort. Jeg fik nemlig ikke lavet et eneste Book Tag i 2024. Forhåbentlig går det bedre i 2025.

Tredje blogmål var at fortsætte med de månedlige statusindlæg, og her lykkedes det mig at gennemføre. Hurra! Statusindlæggene fortsætter i 2025. 

Fjerde blogmål var at lave månedlige Book Haul-indlæg, og også det kom jeg i mål med. Book Haul-indlæggene fortsætter i 2025.

Femte og sidste blogmål var at få lagt flere anmeldelser på bloggen end i 2023, og også her nåede jeg i mål, med 15 anmeldelser i 2024 mod 13 anmeldelser i 2023. Ikke en stor fremgang, men lidt har også ret. Jeg har planer om at gentage blogmålet i 2025, og håber på endnu flere anmeldelser i det kommende år. 



Bogevents og sociale medier

Af bogevents deltog jeg i 2024 kun i Fantasyfestivalen, delvist på grund af manglende overskud. Jeg håber på, det bliver til flere boglige oplevelser i 2025. 

I 2024 tog antallet af følgere på Facebook et lille dyk, fra 654 i slutningen af 2023 til 652 i skrivende stund. I betragtning af den meget ustabile udgivelsesfrekvens på bloggen, er jeg imponeret over, at der ikke er flere, der er sprunget fra. Tak til alle jer, der fortsat følger bloggen her. 

På Instagram gik det den modsatte vej med antallet af følgere. Her voksede tallet fra 1438 i slutningen af 2023 til 1489 følgere i skrivende stund. Stor tak også til jer, der følger med her. 


Generelt om 2024

Privat har 2024 været et meget svingende år. Jeg havde svært ved at slippe den depression, jeg har kæmpet med siden starten af 2023, og selvom jeg oplevede stor fremgang i starten af året, og var sikker på, at jeg var rask, da jeg ramte sommerferien, så vendte den desværre tilbage for fuld udblæsning i efteråret, hvilket slog mig noget ud. Jeg er dog i gang med at kæmpe mig tilbage igen, og kan da også mærke, at det går fremad. Forhåbentlig lykkes det mig at komme helt ovenpå denne gang. 
2024 var også mærket af en del fysisk sygdom, både i form af migræneanfald, selvom der da heldigvis er blevet færre af dem, og forskellige virusangreb, hvoraf det værste var en kombineret hals- og lungebetændelse, der forfulgte mig i flere uger, og sendte mig på både penicillin og hostesaft. 

Det blev dog også til flere gode oplevelser i 2024. Jeg startede ud i januar med en tur i teatret til Figaros udgave af Gøngehøvdingen med mine forældre, forfatterforedrag med Lise Munk Thygesen i Ribe i februar, to nørdede koncerter i marts The Music of Hans Zimmer and Others og The Music of the Lord of the Rings samt stor familiefødselsdag med overnatning, en fantastisk hyggelig ferie til London med mine forældre i juli, Fantasyfestival og biograftur med min faste filmmakker i september, og jul med familien i Thy i december, samt flere hyggelige familiebesøg.  

2024 var et år med store udsving, både hvad angik mit eget humør og overskud, men bestemt også på verdensplan, hvor krige, ufred og klimakatastrofer har gjort sit til at formørke tilværelsen. Lad os håbe, at 2025 bliver året, hvor vi får fred igen. 

Til slut vil jeg gerne sige tak til alle de forfattere og forlag som har givet mig så mange dejlige læse- og bogoplevelser i 2024, og ikke mindst til jer, kære læsere, som har fulgt med, kommenteret, og forhåbentlig er blevet inspireret til jeres egne læseoplevelser, trods de noget ustabile indlæg på bloggen.


Tak for 2024, og på gensyn i 2025.

Ingen kommentarer: