torsdag den 1. december 2022

Læsestatus for november

Så gik november. Mørk, lang og travl, men ikke kold (bortset fra på arbejdet) gled dagene langsomt afsted, og der er nu ikke længe, til vi kan sige farvel og tak til 2022. 
November bød på masser af arbejde. Ekstravagter, arrangementer og hele tre arbejdsweekender trak gevaldigt på overskuddet, og jeg kunne da heller ikke undgå et par sygedage i månedens løb. 
I november var jeg både til BogForum med arbejdet (hvilket I kan læse om her) og holdt en hyggelig bogcafé om nogle af mine yndlingsfantasybøger til Fantasy Retreat i Ribe. Desværre måtte jeg melde afbud til månedens læsekredsmøde i The Fantasy Fellowship grundet migræne. 
Det blev også til en enkelt biograftur med min faste biografmakker, hvor vi så Black Adam. En ganske underholdende film, selvom den bestemt havde nogle fejl. 
Til gengæld fik jeg ikke læst ret meget, hvilket passer meget godt med, hvordan det plejer at se ud med læsningen i november. Jeg håber derfor at kunne tage et ordentligt ryk i december, så jeg i det mindste når i mål med mit stærkt reducerede Goodreads-læsemål. 
Og lad os så se på det lidt, jeg fik læst. 

Jeg fik læst en enkelt bog, nemlig novembers læsekredsbog, som for mit vedkommende var en genlæsning. 
Bogen er:

J.R.R. Tolkien: Julemandens breve

Derudover fik jeg læst 3 tegneserier, nemlig:

Martin Lodewijk: Agent 327 1966-1968

Ken Broeders: Den drivende verden (Tyve og trolde 1)

Mort Walker: Basserne 1983

I alt fik jeg læst 1 bog og 3 tegneserier. Af dem var 1 billedbog, 1 bibliotekslån og 1 genlæsning. 
I december håber jeg at få færdiglæst de efterhånden en del bøger, jeg er gået i gang med, og derudover har jeg planer om at læse et par julebøger. Ideelt set vil jeg også gerne have læst nogle flere af de mange anmeldereksemplarer, jeg har liggende, men om det kommer til at ske, er noget uvist, med den måde læselysten har opført sig på de sidste måneder. 
Derudover byder december på en mulig biograftur, flere ekstravagter og, selvfølgelig, jul og juleferie. Især sidstnævnte ser jeg meget frem til, da jeg føler mig en smule slidt efter novembers pressede kalender. 

Ingen kommentarer: