lørdag den 17. april 2021

Crooked Kingdom

Crooked Kingdom er 2. og sidste bind af fantasyserien Six of Crows, skrevet af Leigh Bardugo.

Forrådt af købmanden Jan Van Eck efter deres succesfulde kup, er Kaz og hans mandskab jaget vildt. Van Eck holder Inej som gidsel, og hvis ikke Kaz udleverer Kuwei, og hemmeligheden bag det farlige stof jurda parem, der kan slavebinde Grisha-magikerne, dør hun.
Men Kaz har ingen planer om at følge Van Ecks regler, og drevet af hævn, må han gennemføre sit farligste kup til dato. Men Van Ecks arm er lang, og Kaz har muligvis mødt sin overmand. 

Den her fantasyserie er blevet rost til skyerne, men desværre var den ikke noget for mig. Six of Crows var så stor en skuffelse, at det tog tre år, og en plads på årets A-Z TBR, at få læst fortsættelsen, og hvis ikke jeg var interesseret i at læse den næste serie i Grisha-universet, havde jeg sprunget den over. Crooked Kingdom var ikke helt så stor en skuffelse, men det tog mig stadig fire måneder at læse den, og jeg måtte tvinge mig selv til at læse den færdig. 
Sproget er letlæst og flydende, beskrivelserne livagtige og stemningsfulde, og bidderne er sprog fra forskellige lande i Grisha-universet er med til at gøre verdenen troværdig. 
Jeg manglede dog, ligesom i første bind, noget worldbuilding, og følte lidt, at den druknede i de enorme mængder action, forfatteren fik proppet ind i bogen. Og det er synd, for var det ikke for min kærlighed til universet, havde jeg aldrig samlet serien op. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, og næsten konstant action, men alligevel kedede jeg mig undervejs. Det høje spændingsniveau, kombineret med konstante synsvinkelskift, og evindelige cliffhangere, havde på mig den modsatte effekt end forfatteren nok havde forestillet sig, for hver gang, jeg blev en lille smule involveret i historien og personerne, skiftede fortælleren, og derfor fangede historien mig aldrig for alvor. At bogen samtidig er temmelig lang, gjorde det ikke bedre. Historien har ellers masser af interessante temaer som kidnapning, korruption, intriger, forræderi, magi, snedige planer, ondskab, mord, vold, kærlighed, hævn og farlige stoffer, men for mig var der alt for mange plottråde i gang, og da plottet tog den første store drejning efter 200 sider, stod jeg af. 
Personerne er menneskelige, men fordi synsvinklen skiftede efter hvert kapitel, og kapitlerne var så korte, som de var, blev jeg aldrig for alvor investeret i dem. Samtidig havde jeg et problem med personernes alder. De skal forestille at være mellem 16 og 18 år, men ingen af dem opfører sig efter den alder, de har, og forfatteren må selv have været klar over det, for det bliver flere gange fortalt, at personerne er unge teenagere. Det hjalp bare ikke, når de nu enten opførte sig som voksne i 20'erne (Kaz, Matthias, Nina og Jesper) eller som 12-årige (Inej og Wylan). Jeg er med på, at traumer kan få folk til at opføre sig som ældre, end de er, men jeg ville ønske, at de, bare en gang imellem, havde opført sig efter deres faktiske alder, i stedet for at jeg blev hevet ud af historien, når forfatteren fortalte mig, hvor unge de var. Aldersproblematikken gjorde det også umuligt for mig at tage to af kærlighedsforholdene alvorligt (de føltes faktisk direkte creepy), og samtidig forstod jeg ikke, hvorfor det var nødvendigt, at alle personerne absolut skulle føres sammen. Det eneste par, jeg troede på, og heppede på, var Matthias og Nina, som opførte sig, som om de var på samme alder, og havde en troværdig kemi, mens Wylan og Jesper for mig mere havde et storebror/lillebror-forhold, og Kaz og Inejs forhold virkede decideret usundt, og mere som heltedyrkelse end kærlighed fra hendes side. Og at jeg samtidig overhovedet ikke brød mig om Kaz, gjorde det ikke bedre. Jeg var dog taknemmelig for, at forfatteren havde skåret ned på mængden af flashbacks i dette bind, da historien flød bedre, men desværre var jeg bare ikke investeret nok i personerne. Og skurkene virkede decideret unuancerede, og onde for ondskabens skyld. Jeg troede ikke på deres motiver, og det gjorde dem lidt for karikerede for min smag. Til gengæld var jeg ret vild med gensynet med nogle af personerne fra Grisha-trilogien. 
Crooked Kingdom var marginalt bedre end sin forgænger, men det evindelige skift af synsvinkel, høje niveau af action og min manglende interesse i personerne gjorde, at jeg aldrig blev grebet af historien, og jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår hypen omkring lige den her serie. For mig var Grisha-trilogien helt klart bedre, både plotmæssigt og på worldbuildingsområdet, men jeg foretrækker også mere konventionelle fantasyhistorier i stedet for komplicerede plot i plots, som mange heist-historier benytter sig af. Er man fan af Grisha-universet, er serien svær at komme udenom, da den fungerer som bro mellem den første trilogi og den efterfølgende duologi, og hvem ved, måske synes du bedre end serien end mig. 

Se også forfatterens hjemmeside

2 kommentarer:

Piskeriset sagde ...

Jeg er meget enig i anmeldelsen - havde den samme oplevelse, da jeg læste den.

Kirsten Bloch sagde ...

@Piskeriset. Godt at høre, at jeg ikke er alene:)