tirsdag den 14. juli 2020

Reticence

Reticence er 4. og sidste bind i steampunk-fantasyserien The Custard Protocol, skrevet af Gail Carriger.

Rue og Quesnel skal giftes, men ikke før de får fat i en skibslæge til The Spotted Custard, da såvel Rues graviditet som besætningens evne til at rode sig ud i problemer, har gjort det nødvendigt at have kvalificeret lægehjælp ombord.
Men den nye skibslæge er slet ikke, som de havde forestillet sig. For ud over at være intelligent, kvinde, og datter af en snigmorder, har Arsenic også en helt særlig evne til at få Percy på dybt vand.
Percy føler sig, for første gang, tiltrukket af en kvinde i en sådan grad, at han overvejer at starte et forhold med hende. Men hvordan skal en tilbageholden og genert videnskabsmand gøre kur til en kvindelige læge, når han også skal holde et luftskib i luften, finde forsvundne hemmelige agenter, redde eksotiske varvæsener og løse rørproblemer? Og er Arsenic overhovedet interesseret i ham?

Jeg elskede Reticence, som for mig afsluttede serien på virkelig god vis, samtidig med at den knyttede forfatterens tidligere serier Finishing School og Soulless sammen, og fik det hele til at gå op i en højere enhed.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom mit eksemplar af bogen desværre var skæmmet af flere stavefejl undervejs, så gik det heldigvis ikke ud over historien. Beskrivelserne er livagtige og til tider humoristiske, og jeg elsker forfatterens humor og den generelle britiskhed, som præger hendes bøger - på trods af, at forfatteren er amerikaner.
Universet udvider sig endnu en gang, med nye maskiner, væsener og kulturer, og jeg elsker hvordan vampyrer, varvæsener, te, luftskibe og rørsystemer går op i en højere enhed, og skaber et univers, som jeg virkelig gerne ville besøge.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, som, sammen med forfatterens evne til at sammenflette usandsynlige elementer, gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, varvæsener, vampyrer, te, luftskibe, eventyr, hemmelige agenter, videnskab, venskab, fremmede kulturer og kærlighed, krydret med hatte, kønsroller, og belastende familiemedlemmer.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg elskede Percy som hovedperson. Han er intelligent, loyal og nysgerrig, men også kejtet i sociale situationer, og mødet med kærligheden både forvirrer og løfter ham. Kemien mellem ham og Arsenic fungerer virkelig godt, og jeg både troede og heppede på dem som par. Arsenic er, ligesom Percy, intelligent og socialt akavet, men har samtidig helt styr på, hvad hun vil, og selvom hun ikke havde regnet med at møde kærligheden, og ikke helt ved, hvordan hun skal forholde sig til den, så forstår hun, som den eneste, hvordan Percy fungerer. De to skiftes til at fortælle historien, hvilket fungerer rigtig godt, og derudover får en enkelt af bipersonerne Spoo, også scenetid undervejs. Af bipersonerne nød jeg især gensynene med personer fra såvel Soulless som Finishing School-serierne, men også Spoo, med hendes mod og evne til at tænke lynhurtigt under angreb, holdt jeg meget af.
Reticence var for mig den bedste bog i serien, hvilket ikke mindst skyldtes Percy og Arsenic, som jeg begge holdt meget af, og følte mig forbundet med. Jeg var underholdt hele vejen igennem, og er helt ked af, at serien er slut, for selvom bogen sluttede perfekt, så kommer jeg til at savne Percy og Arsenic og resten af besætningen ombord på The Spotted Custard. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og bogen får mine varmeste anbefalinger med på vejen.

Se også forfatterens hjemmeside.

2 kommentarer:

Piskeriset sagde ...

Hm... nu bliver jeg lidt fristet af at læse bog tre og fire i serien. Læste de første to og ville virkelig gerne lide serien (elskede Soulless-serien), men den fangede desværre aldrig.

Har til gengæld Prudence liggende og håber at få den læst i løbet af den næste måned eller to :-)


Mvh.
Den lille Bogblog

Kirsten Bloch sagde ...

@Den lille Bogblog. Jeg var heller ikke helt solgt på de første bind i serien (jeg havde et virkelig anstrengt forhold til Prudence), men bind tre og fire var helt klart bedre, og især den sidste var skøn.