Krigerskæbne

Krigerskæbne er 2. bind af fantasyserien A.S.P.E., skrevet af Mette Finderup.

Alin er den yngste af børnene, og rigtig god til at kæmpe med sværd. Hun har fået den legendariske eventyrer Hermann Honager som læremester, og kæmper benhårdt, for at blive god nok til at beskytte sine venner.
Men Alin har problemer med selvtilliden, og da de fire børn hører om det magiske sværd, som Erina og Hermanns gruppe måtte opgive at få fat i, bestemmer børnene sig for at tage afsted og finde sværdet til Alin.
Desværre ligger sværdet skjult på en kirkegård i den lille by Skærve. En kirkegård som, ifølge sagnet, plages af både ligædere, vampyrer og andre monstre, og sværdet skulle være det eneste, som holder monstrene i skak.
Vennerne opdager snart, at der foregår mærkelige og skumle ting på kirkegården, men det skal ikke forhindre dem i at finde sværdet til Alin. Men det er ikke altid en god ting at bryde en forbandelse, og snart må Alin finde ud af hvor langt hun vil gå, for at få sit eget sværd.

Jeg var ret vild med første bind i serien, og dette bind var ingen undtagelse. Faktisk var bogen endnu bedre end første bind, og jeg slugte den på ganske kort tid.
Sproget er letlæst og flydende, med en god portion humor, og masser af livagtige - og til tider temmelig klamme - beskrivelser. Især den forbandede kirkegård fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Christian Guldagers illustrationer fanger både personerne og handlingen perfekt, og jeg er ret vild med hans streg, som formår at være både humoristisk og uhyggelig på en og samme tid.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, monstre, venskab, forbandelser, hemmeligheder og eventyr. Det er en historie om at tro på sig selv, og finde ud af, hvor langt man vil gå, for at nå sine mål. Der er skruet godt op for actiondelen her i andet bind, og det er rigtig fedt. Tempoet er højt, hvilket gør bogen umulig at slippe, og de klassiske fantasyelementer fungerer rigtig godt. Jeg kunne personligt godt have tænkt mig, at vennernes rejse var lidt mere udpenslet, men det er med voksenbrillerne på. Og så fordi jeg elsker at læse om rejser i fantasybøger.
Personerne er levende og menneskelige, og hvor det meget var Silvius og, til dels, Ene, der var i centrum i den første bog, så er fokus denne gang på Alin og, til dels, Pilo, som jeg følte, jeg kom til at kende bedre i dette bind. Jeg kan rigtig godt lide Alin. Hun er modig, sej, og stædig, men også til tider usikker på sig selv, hvad der ikke er så underligt, når man tænker på, at hun også er den yngste i gruppen. Pilo trådte mere i karakter i dette bind, hvor han tog, om ikke lederskab, så en større rolle på sig, som gruppens ældste. Jeg er stadig ikke helt solgt på Ene, selvom jeg bedre kunne lide hende i denne bog, hvor hun tøjler sin impulsivitet og evne til at komme i problemer lidt bedre end i første bind. Og så er jeg stadig ret glad for Silvius, som langsomt begynder at få styr på sine evner, og hvis fortid som grevesøn viser sig at være en uventet styrke for ham i dette bind. Af bipersonerne var jeg ret vild med krigeren Hermann. Han er stor, pralende og stærk, men også en dygtig kriger, med et hjerte af guld. Og så var der den mystiske graver, som var svær at blive klog på.
Alt i alt en rigtig god fortsættelse, som på ingen måde led under "den svære toer"-syndromet. Jeg er stadig vild med universet og rollespilsassociationerne, og skal helt klart læse videre i serien, lige så snart jeg får fat i næste bind. Er man vild med klassiske fantasyfortællinger, så kan serien kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.