mandag den 15. juli 2019

Dæmonhuden

Dæmonhuden er 1. bind af fantasyserien A.S.P.E., skrevet af Mette Finderup.

Viktor er ældste søn af en greve, og skal en dag overtage titlen fra sin far. Men Viktor synes hoflivet er kedeligt, og vil meget hellere være magiker. Efter lang tids plagen får han lov til at komme i lære hos en alkymist, da faren mener det er mere ufarligt end at være magiker.
Men da Viktor ved et uheld kommer til at sprænge sin læremesters laboratorium i luften, får han endelig sin drøm opfyldt. Godt nok får hans familie at vide, at han er død, men Viktor kommer, under navnet Silvius, i lære hos en ægte magiker, troldkvinden Erina.
Troldkvinden har en plan, som involverer Silvius og tre andre børn, og snart står Silvius over for sit livs eventyr.

Jeg har virkelig glædet mig til at begynde på den her serie. Selvom jeg aldersmæssigt er en smule udenfor målgruppen, så lød bogen spændende, og da jeg hørte, at den er baseret på rollespil, var jeg bare nødt til at læse den.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor, og livagtige beskrivelser, der får såvel personer som omgivelser til at fremstå lyslevende for det indre blik. Bogen er gennemillustreret af Christian Guldager, som formår at fange såvel stemning som personer helt perfekt.
Handlingen er godt skruet sammen, med en del overraskelser undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med magi, venskab, drømme, ondskab, mod, action og eventyr. Det er en historie om at turde tro på sig selv, og have modet til at udleve sine drømme. Men også en historie om at stole på andre, og kæmpe mod det onde. Inspirationen fra rollespil er ret tydelig (en umage gruppe helte med forskellige evner og roller, et eventyr, og en opgave, der skal løses), og historien er, på mange måder, en ret klassisk fantasyhistorie. Det gør den dog hverken kedelig eller forudsigelig, men giver den i stedet en, for mig, lidt nostalgisk følelse og stemning, som jeg rigtig godt kunne lide, og som mindede mig om både tegnefilmserien Dungeons and Dragons, og DragonLance-serien. Yngre læsere, som ikke er vokset op med de to serier, vil stadig nyde serien med dens spændende plot og humor.
Personerne er levende og menneskelige, og især de fire børn Silvius, Alin, Pilo og Ene lærer man som læser rigtig godt at kende. I dette bind er det primært Silvius som fortæller historien, og derfor var det også ham jeg følte, jeg kom til at kende bedst. Silvius er grevesøn, og som sådan forudbestemt til engang at arve titlen og farens formue. Han vil dog meget hellere være magiker, og tøver ikke, da muligheden for at få sine drømme opfyldt viser sig. Også selvom han sandsynligvis aldrig vil se sine forældre igen, og hans lillebror kommer til at arve titlen i stedet for ham. Silvius er modig, intelligent og stædig, men ikke altid lige god til at sige fra, eller undgå ulykker. Han er udholdende, og kæmper for at lære at bruge sin magi. Alin er datter af en lejesoldat, og tidligere slave. Hun er en dygtig kriger, stædig, modig og loyal. Men hun har også temperament. Ene er tyv. Hun er drillesyg, nysgerrig og impulsiv, og lidt for god til at overtale andre til at følge hende. Det giver både hende og de andre problemer, som hun ikke altid kan rode sig selv og de andre ud af igen. Pilo er den ældste af børnene, og den man lærer mindst om i dette bind. Han er intelligent, modig og en dygtig bueskytte, men mangler selvtillid og tiltro til sine egne evner. Og så forguder han sin læremester, elveren Avanera. Silvius, Alin, Pilo og Ene må lære at arbejde sammen og stole på hinanden, men det er bestemt ikke nemt, når de er så forskellige. Samtidig gør deres forskelligheder, at de supplerer hinanden rigtig godt som gruppe, og det bliver spændende at følge dem i de næste bind, hvor gruppen formodentlig lærer hinanden bedre at kende, og bliver bedre til at arbejde sammen. Udover de fire børn, er der også et par bipersoner i historien, hvoraf troldkvinden Erina er den mest gådefulde af dem, og den man som læser lærer bedst at kende. Hun er temperamentsfuld, utålmodig, og, selvom hun hverken bryder sig om eller forstår børn, så har hun alligevel brug for de fire børn. Erina er en dygtig magiker, men som læser ved man ikke helt, om hun er til at stole på, eller hvad hendes planer er.
Alt i alt en rigtig god start på en klassisk fantasyserie om en gruppe umage helte som tager ud på eventyr. Voksne fantasylæsere vil nyde det nostalgiske element i serien, mens yngre læsere vil elske den actionfyldte historie. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, og kan kun anbefale bogen.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: