fredag den 3. februar 2017

Mitose

Mitose er bind 1,5 af Fortropperne, en dystopisk science fiction-serie af Brandon Sanderson.

Stålhjerte er død, og Fortropperne forsøger, sammen med Newcargos nye regering, at indføre lov og orden. Det er dog ikke helt nemt, for Newcargos indbyggere har endnu ikke vænnet sig til tanken om frihed, og lever i stadig frygt for at nye episke skal dukke op og undertrykke dem.
Og det er også lige hvad der sker. En ny episk ved navn Mitose dukker op, og hans plan er at overtage kontrollen med Newcargo - efter han slår Ståldræber, alias David, ihjel.
David og Fortropperne må tænke hurtigt, hvis de skal besejre Mitose.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget DreamLitt

Jeg fik bogen af forlaget til sidste års BogForum, og har virkelig glædet mig til at læse den. Den er superkort - faktisk en novelle - men det gør den bestemt ikke dårlig. Kronologisk foregår Mitose mellem bind 1 og 2 i serien Fortropperne, som jeg tidligere har anmeldt på bloggen. Du finder anmeldelserne her og her.
Der gik ikke mange sætninger, før jeg befandt mig i seriens fantastiske univers, og det var et glædeligt gensyn. Men det gør det også svært at vente på at 3. og sidste bind udkommer, for jeg er virkelig vild med Sandersons univers, som minder mig om superheltetegneserier i så høj grad, at handlingen for mig foregår i tegneserieform inde i hovedet, komplet med talebobler.
Sproget er letlæst og flydende, og historien fortælles med en god portion humor, samt helt utrolige sammenligninger. Jeg havde for eksempel ikke tænkt over hvor svært det er at få glimmer op af suppe før jeg læste novellen.
Handlingen er kort, i og med at det er en novelle, men godt skruet sammen, og fyldt med action, humor og mod. Både mod til at stå op mod de episke som Fortropperne gør, men også mod til at leve i frihed, som den almindelige befolkning forsøger at vænne sig til. Og det er både tankevækkende og spændende.
Novellen byder både på gensyn med personerne fra Stålhjerte, men også på nye bipersoner, som pølsemanden og Mitose. David er stadig fortælleren, og det er især hans virkelig malende sammenligninger og humor som gør historien til noget særligt.
Er man vild med Fortropperne-serien, må man ikke snyde sig selv for denne novelle. Den passer perfekt ind i serien, og selvom jeg godt kunne have tænkt mig at den var lidt længere - mest så jeg ikke allerede skal sige farvel til universet nu - så er det en god historie med en god morale, og, ikke mindst, masser af humor. Men læs Stålhjerte først for at undgå spoilers, og for at lære universet og personerne at kende.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: