Det er næsten Hogswatch, og Discworlds børn glæder sig til at få besøg af Hogfather. Men onde kræfter truer højtiden, og da snigmordernes laug får en ny opgave, er hele verden i fare.
For snigmordernes klient ønsker at få Hogfather dræbt, og da den psykotiske Teatime får opgaven, mangler Discworld pludselig en Hogfather - og det lige inden Hogswatch. Heldigvis springer en frivillig vikar til, og selvom Døden ikke er den mest joviale eller logiske afløser, så går det egentlig meget godt. Hans barnebarn Susan er dog ikke begejstret. Faktisk overvejer hun om Døden er blevet sindssyg. Så på trods af at hun egentlig helst vil være helt normal, tager hun afsted for at finde ud af hvad hendes bedstefar egentlig foretager sig, og hvad der er sket med den rigtige Hogfather.
Men kan Susan klare opgaven inden Hogswatch er slut? Og hvad har Death of Rats, troldmændenes badeværelse og Tømmermændsguden med det hele at gøre?
Jeg er vild med Terry Pratchett, og Hogfather er en af mine klare favoritter. Bogen tager julen og julemanden under kærlig behandling, og er en skøn blanding af humor og alvor. Jeg blev først for alvor bidt af Discworld-serien som voksen, og det tror jeg hænger sammen med, at serien helst skal læses på engelsk. Pratchetts leg med ord er nemlig en helt essentiel del af handlingen og humoren, og netop leg med ord kan være svært at oversætte. Det tror jeg også er grunden til, at serien aldrig er slået igennem i den danske oversættelse, selvom den er forsøgt udgivet af flere omgange.
I dag er serien en af mine absolutte yndlingsserier, og selvom jeg stadig mangler at læse de sidste bind (der er 41 i alt), så vender jeg igen og igen tilbage til Pratchetts fantastiske univers.
En af de ting jeg elsker, er Pratchetts sprog. Han forstod som få at lege med ordene og vende begreber på hovedet, og absurde situationer er en fast del af bøgernes humor. Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er utroligt billedskabende. Man føler sig som læser hjemme både i Dødens rige og i Ankh-Morporks beskidte og farlige gader, og begge står knivskarpt for det indre øje.
En anden ting jeg elsker ved serien er Pratchetts vidunderlige persongalleri som væver sig ind og ud af de forskellige bøger. Hans personer er realistiske og utroligt menneskelige, og forfatteren har formået at gøre dem både interessante og levende. Nogle karakterer er mere karrikaturer end virkelige, men det fungerer utroligt godt, og som læser kan man ikke andet end at elske dem. Personligt er jeg vild med Døden som tager alt bogstaveligt og taler med store bogstaver, og mini-serien med ham hører da også til blandt mine favoritter. Susan er en anden person, som jeg er virkelig glad for. Hun vil så gerne være helt almindelig, men kan alligevel ikke lade være med at bruge de kræfter hun har arvet fra Døden. Hun er modig, intelligent og skarp, med bestemte meninger, og lader hverken børn eller Døden slippe af sted med noget. Og så er der troldmændene! Magen til inkompetence og selvoptagethed skal man lede længe efter. Alligevel har de noget elskeligt over sig, og man kan som læser ikke lade være med at trække på smilebåndet af de noget kluntede gamle mænd. Og jeg kunne blive ved med at nævne bipersonerne, som alle har deres egne personligheder og gode og dårlige sider.
Universet er en tredje ting jeg elsker ved bøgerne. Discworld er på en og samme tid logisk og ulogisk, magisk og ubehageligt, velkendt og fremmed. Pratchett trækker på begreber og fænomener vi kender fra vores verden, og sætter på den måde fokus på sociale problemer og fænomener, og ofte indeholder bøgerne en skarp social kritik af den måde vores verden ledes på.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot som er yderst originalt og anderledes, og fyldt med twists som gør det svært at forudsige hvad der vil ske. Historien er fyldt med mord, intriger, magi, Hogswatchånd, håb og familie, og der er masser af nervepirrende spænding og lune grin undervejs. Hogfather minder om både Julemandens død og filmen De Eventyrlige Vogtere (flere af personerne fra sidstnævnte optræder da også i bogen), og er en af mine personlige julefavoritter. Kan man lide humoristisk fantasy, eller er man som mig bare vild med Terry Pratchett, så kan bogen varmt anbefales.
Se også forfatterens hjemmeside.
3 kommentarer:
Jeg elsker Pratchett, men Hogfather er desværre en af de bøger, der ikke virker for mig. Jeg ved ikke, hvad det er - jeg vil ellers så gerne holde af den :-/
Mvh.
Den lille Bogblog
Jeg elsker også Pratchett - og har svært ved at få læst den sidste bog i serien (for så er den slut).
@Piskeriset. Sådan har jeg det med hans Tiffany-serie, så jeg forstår dig udmærket.
@Katrine K. Det er lige det, ja.
Send en kommentar