lørdag den 10. december 2016

Transformationsmaskinen

Transformationsmaskinen er en steampunk-bog skrevet af Nikolaj Johansen.

Argone de Bellegarde er født aristokrat, men har brudt med sin familie og er emigreret til Eire Nua, imperiet Eires koloni. Han har i flere år forsøgt at gøre oprør politisk mod imperiet, og ønsker at genoprette det land som kolonien var før imperiet erobrede det.
Men hans politiske kamp har ikke ført ham nogen vegne, og derfor har han nu samlet en lille gruppe mennesker med det mål at gøre væbnet oprør mod imperiet.
Før oprøret kommer i gang, bliver byen dog angrebet af dampdrevne morderiske maskiner, som virker sært levende. Argone er sikker på, at imperiet står bag, og sammen med en præst, en kriger, en opfinder og en listetyv begiver han sig af sted for at standse imperiet og maskinerne.
Men sandheden bag maskinerne er endnu værre end Argone havde forestillet sig i sin vildeste fantasi, og både hans tro og hans mod kommer på en prøve i kampen mod maskinerne.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Calibat

Selvom jeg ikke har læst så mange steampunk-bøger endnu, er jeg meget fascineret af genren, så da forfatteren spurgte om jeg ville anmelde bogen sagde jeg straks ja. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Der er action fra første side, og historien er uhyggeligt spændende. Handlingen er fyldt med blod, morderiske maskiner, religion, mysticisme, fanatisme, idealisme, undertrykkelse, oprør og venskab, og plottet er både originalt og godt skruet sammen. De mange twists undervejs holdt mig fanget på kanten af stolen, og gjorde det umuligt at gætte slutningen. Religion fylder meget i bogen, og selvom det giver mening i forhold til bogens plot, og især i forhold til præsten Eamonn, som var en person jeg virkelig godt kunne lide, så blev det indimellem lige lovlig meget for mig. Bogen tager også emner som indvandring og kolonisering op, og for mig var der tydelige paralleller mellem imperiets kolonisering af Occitanien og englændernes kolonisering af Amerika. Og det bliver endnu tydeligere fordi Argone netop kæmper for Occitaniens uafhængighed og ovenikøbet har forfattet en uafhængighedserklæring.
Sproget er flydende og letlæst, og tempoet er højt, hvilket gør bogen hurtigt læst. Actionscenerne er utroligt godt beskrevet, og selvom de fylder meget, lykkes det alligevel forfatteren at beskrive bogens univers og verden for læseren gennem små indirekte sætninger, så man føler sig både hjemme og stedkendt. Det hjælper også, at der sidst i bogen er en historisk forklaring på Eire og koloniseringen af Eire Nua.
Personerne i bogen er levende og menneskelige, med både godt og ondt i sig. Hovedpersonen Argone er idealist, og har et næsten fanatisk ønske om at gøre Occitanien frit igen. Hvad enten folk er med ham eller ej. Han er stædig og modig, og parat til at kæmpe for det han tror på. Desværre er han også utroligt fordomsfuld, og er meget hurtig til at lægge ansvaret for maskinerne på de folk han i forvejen afskyr - for eksempel Eires soldater. Det besværliggør opklaringen af maskinernes oprindelse en hel del, og får ham også til at fremstå en lille smule selvretfærdig, fordi han er så fuldkommen overbevist om at de folk han ikke kan lide må være onde, og at han har retten og Gud på sin side. Jeg havde en gang imellem lyst til at slå ham i hovedet for at få ham til at vågne op, men heldigvis udvikler han sig i løbet af bogen. Præsten Eamonn tror på Guds vilje, og opfatter maskinerne som dæmoner. Han er ikke interesseret i at begå oprør, men ønsker bare at leve sit liv som Gud vil det og hjælpe andre. Men selvom han dybest set er pacifist, så kæmper han alligevel mod maskinerne. Og så er der krigeren Rosheen med den blakkede fortid og hendes listetyvsbror Lewis, samt Argones ven, opfinderen Finnegan, som er med til at fuldende oprørsgruppen, og som komplimenterer de andre personer rigtig godt. De er nuancerede og realistiske, og jeg kom til at holde rigtig meget af dem.
Alt i alt var bogen en rigtig god læseoplevelse som i den grad fangede mig, og jeg er helt ked af, at den sluttede. Kan man lide steampunk, eller er man vild med action og morderiske robotter, så er bogen bestemt værd at stifte bekendtskab med.

Ingen kommentarer: