For tusinder af år siden straffede Zeus drømmeguderne, Oneroierne, ved at fjerne alle deres følelser - undtagen smerten. Og for et par hundrede år siden lykkedes det Leta, en af Oneroierne, at indespærre Dolor, smertens gud, i stasis, indtil et menneske ofrede en elsket for at befri ham.
Leta havde aldrig forestillet sig, at et menneske kunne være så afstumpet, men nu er det utænkelige sket, og Dolor er fri af sit fængsel.
Leta er fast besluttet på at udslette ham en gang for alle, men for at gøre det, har hun brug for hjælp. Derfor opsøger hun Aidan, som Dolor må slå ihjel for at blive helt fri, for at beskytte ham, og for at bruge den energi hun kan suge af hans vrede til at besejre Dolor.
Aidan er blevet forrådt af alle han elskede, og har isoleret sig selv i sit ensomtbeliggende hus. Han nægter at føle andet end vrede, men da Leta dukker op begynder hans hjerte langsomt at føle igen.
Men Leta er forbudt at føle, og med Dolor efter dem begge to virker deres kærlighed dødsdømt fra starten.
Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: Jeg elsker virkelig den her serie. Udover Kenyons sprog, som er flydende, letlæst og tempofyldt, så er seriens univers virkelig imponerende. Med hver bog udvider det sig, og græske guder, magi og overnaturlige væsener er med til at skabe et rigt og mørkt univers som emmer af følelser, erotik, kærlighed, hævn og vold, og som er utroligt afhængighedsskabende. Og så er der seriens personer, som ubesværet bevæger sig fra at være hovedpersoner til at være bipersoner, og som gerne giver en hjælpende hånd med når det er de andres tur til at være bipersoner. Personerne er altid menneskelige og realistiske, og man kan ikke undgå at komme til at holde af dem. Det gør sig også gældende for de to hovedpersoner i Upon the Midnight Clear. Leta er måske nok tusinder af år gammel, men når det kommer til kærlighed er hun absolut ikke den mest erfarne. Ikke mindst fordi hendes følelser er blevet brutalt fjernet, og det eneste hun tænker på er hævn, efter det brutale mord på hendes mand og datter. Hun har brug for Aidans vrede, men begynder langsomt at opdage, at der måske alligevel er mere end smerte og hævn i livet. Aidan er blevet forrådt af alle han elskede, og har bygget en mur omkring sit hjerte. Den eneste følelse han tillader sig selv at føle er vrede, og han har isoleret sig fra alle, for at undgå at føle andet. Men da Leta banker på døren bliver han tvunget til at konfrontere sine følelser, og opdager, at hans hjerte måske nok er såret, men ikke dødt. Den begyndende kærlighed mellem de to fungerer rigtig godt, selvom jeg må indrømme jeg blev en smule træt af Aidans selvmedlidenhed i starten. Det gør, at bogen for mig ikke er helt på højde med de foregående bind i serien, men stadig værd at læse.
Handlingen er fuld af mord, jalousi, forræderi, kærlighed, smerte, erotik og hævn, og som sædvanligt, fristes man til at sige, er der masser af twists undervejs som gør det svært at regne ud hvad der vil ske fra det ene øjeblik til det andet. Bogen er uhyggeligt spændende, og jeg skal da gerne sige, at jeg græd undervejs. Er man, ligesom jeg, afhængig af serien, må man ikke snyde sig selv for denne bog.
Som en lille bonus er der sidst i bogen en lille julehistorie hvor nogle af seriens tidligere hovedpersoner fejrer jul, hvilket virker en smule komisk, da de fleste af personerne er født før Jesus, og iøvrigt tjener gudinden Artemis. Historien er et hyggeligt gensyn med kendte ansigter, og spoiler kraftigt i forhold til de foregående bind i serien. Så læs lige dem først, før I kaster jer over bonushistorien:)
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar