mandag den 5. maj 2014

Den døde helt

Den døde helt er 4. og sidste bind af Cecilie Ekens fantasyserie om Eriann og Vidar.

Eriann og Vidar hviler ud hos Vidars familie samme med Sofia og Adrian efter deres sidste eventyr. Men freden varer ikke ved. Først dukker Thimmo op sammen med andre af deres venner for at fortælle om hans bror Theis´ alliance med hertug Kord, og kort efter dukker hertugens datter, Gerda, op i en meget forkommen tilstand.
Gerda er flygtet fra hertug Kords borg, og bliver jagtet af hans mænd. Det er nemlig lykkedes hertugen at tage Ullvar, Hannes og Gerda til fange, men Gerda er undsluppet, og beder nu Eriann og Vidar om hjælp til at befri Ullvar og Hannes, og besejre hertugen.
Samtidig fortæller hun, at hertugen har fået en heks til at hjælpe ham. En heks som forlænger hans liv, og som har et frygteligt uhyre på sin side.
Eriann og Vidar får brug for hjælp hvis de skal besejre den onde hertug og heksen Iza. De må derfor opsøge deres forbundsfæller og venner så de kan samle en hær, der kan besejre hertugen.
Snart er en krig uundgåelig...

Endnu en fantastisk bog i serien om Eriann og Vidar. Bogen er fyldt med magi og eventyr med masser af action. Personerne er levende og godt beskrevet, og man kan ikke undgå at leve sig ind i deres problemer. Bogen og serien er absolut værd at læse, og bøgerne kan læses igen og igen. Det er vemodigt at sige farvel til Eriann og Vidar efter at have fulgt dem i 4 bøger, men man kan så glæde sig over, at bogen afslutter serien med manér. Bogen og serien kan varmt anbefales.

Se også forfatterens flotte hjemmeside.


Ingen kommentarer: