Den sidste vogter er 8. og sidste del af Eoin Colfers Artemis Fowl-serie.
Mens Artemis er til sin sidste behandling for sit Atlantiskompleks lykkes det den sindssyge og magtgale alf Opal Koboi at undslippe fængslet. Og det på en sådan måde at Haven rammes af kaos og teknologien i menneskenes verden udslettes.
Men som om det ikke var slemt nok viser det sig, at Opal har planer som involverer Fowl-familien, og Holly, Butler og Artemis må derfor hurtigst muligt tilbage til overfladen hvis de skal standse hendes planer.
Men de kommer for sent. Opal har fået åbnet den første lås i Bersærkernes Port, og tusindårige fegenfærd har besat Artemis´ 2 små brødre og Butlers søster.
Og Opals plan er ikke slut. For lykkes det hende at åbne den anden lås i porten vil det udløse Dommedag, og hele menneskeheden vil blive udslettet. Og Opal selv vil blive feernes dronning.
Hvis Artemis skal redde jorden og sine brødre får han brug for al sin intelligens og sine venners hjælp.
Artemis Fowl-serien slutter som den begyndte med en hæsblæsende historie fyldt med humor, spænding og masser af action. Har man læst resten af serien er bogen et must.
Jeg kommer til at savne Artemis Fowl og hans mange planer. Men heldigvis kan serien læses igen og igen og igen. Og det bliver den, for hver gang jeg genlæser den opdager jeg nye facetter og sproglige perler. Og så glæder jeg mig til at se filmen når første bog bliver filmatiseret.
Læs mere om bogen og serien på forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar