torsdag den 9. maj 2013

Serpina

Serpina er 1. bind af Helle Rydings fantasytrilogi Klintespind.

Landet Soria regeres af kong Karan  - og af Klintekongen som beskytter landet fra angreb fra havet med magi og sine døde krigere. Men ikke alle i landet er lige glade for Klintekongen og hans magi, og samtidig vokser Sorias fjenders magt uden for landets grænser. Samtidig er fremmede folk begyndt at trænge ind på Klintekongens enemærker, og mærkelige ofringer finder sted uden Klintekongens kontrol.
Serpina er den ottende datter af Klintekongen, og sammen med sine søstre bor hun under Kongsbjerget, og rider kun ud på sin fars ordrer. Hun og hendes søstre må ikke vise sig for dødelige mænd, for enhver mand der vover at kaste blikket på en Klintemø bliver jaget af Klintekongens svende og pisket.
Efter 100 år er det nu blevet Serpinas tur til at blive indviet som præstinde ved Undinen - den vandånd som hjælper Klintefolket. Og efter prøven er det for første gang hendes tur til at komme med sin far og hans svende på natteridt. Men da de gør holdt ved en gård møder de fjendtlighed, og Serpina støder på en mystisk landstryger som hun senere ser igen på selve klinten. Ingen tror dog på hende, da hun siger der er noget mærkeligt ved manden, og ingen andre kan se ham på klinten.
Serpina forsøger at leve op til sin fars ordrer og sin nye rolle som præstinde, men det er ikke let når modviljen mod Klintefolket stiger. Og da hun sparer en ung mands liv som hendes far har beordret hende at dræbe er hun pludselig sårbar over for Klintefolkets ældgamle fjende Slangen. Et magisk sværd som er det eneste der kan gennembore Klintefolkets brynjer og dermed dræbe dem. Og Slangen er i hænderne på en troldmand som vil gøre alt for at udrydde Klintefolket - og dermed fjerne Sorias beskyttere så landets fjender kan erobre det.

Spændende og magisk fortælling. Sproget er rigtig godt og bogen er ikke til at slippe. Serpinas dilemma mellem at følge sin fars regler eller sit hjerte er godt beskrevet, og man kan ikke undgå at føle med hende. For selvom hun hader at skuffe sin far kan hun heller ikke fornægte sit hjerte da hun for første gang forelsker sig.
Jeg slugte bogen og glæder mig allerede til at læse de to næste bind som begge udkommer 24. maj. Bogen kan varmt anbefales.

Se også forfatterens flotte hjemmeside.

Ingen kommentarer: