torsdag den 28. april 2011

Drengen der faldt ned gennem Udgang 43

Drengen der faldt ned gennem Udgang 43 er titlen på en fantasybog af Harriet Goodwin.


Finn Oliver mistede sin far i en flyulykke for et år siden, og er sikker på, at han aldrig vil komme over det. Hans mor har siden ulykken været på medicin, og ikke været der for ham. Da han, dagen inden sin 12 års fødselsdag, tager morens bil og kører en tur, bliver det starten på et eventyr han aldrig vil glemme. For Finn kører galt, og bilen og han falder ned gennem Udgang 43, som er en passage til Underverdenen, hvor de døde bor.

Men de døde har deres egne problemer, for den megen regn i de dødeliges verden har svækket membranen mellem Underverdenen og de dødeliges verden, og hvis membranen giver efter, vil alle de døde blive opløst af vandmasserne. Finns komme kan blive Underverdenens redning, for ifølge en gammel profeti kan kun en dødelig befri Ildperlen fra dens magiske lænker - og kun Ildperlen kan genskabe membranen og forhindre Underverdenens undergang. Finn og den døde pige Jessie må kæmpe mod tiden og vandmasserne for at redde Underverdenen. Og Finn får undervejs et nyt perspektiv på farens død.


Rørende fantasyhistorie om at miste og arbejde sig igennem sorgen. Kan varmt anbefales.

Ingen kommentarer: