tirsdag den 29. juni 2010

Kongen - Urials Krone

Kongen - Urials krone fortsætter historien hvor Skyggernes Bog slap. Jerod og hans dobbeltgænger tyven Aslak er kommet til byen Elderburg. Byen bliver styret med jernhånd af borgmesterfruen Lupinia som er søster til den onde elverfyrste Daray. Hun vil tage Jerod til fange for at forhindre ham i at få samlet Urials krone før fyrsten gør det. Samtidig ønsker hun at tvinge Jerod til at gifte sig med hendes datter. Jerod og Aslak må undslippe Lupinias magt, og befri Elderburg for hende. Men Jerod har flere problemer. Han skal stadig finde og samle delene af Urials krone, befri Anglesey fra den onde fyrste, og redde sin forsvundne søster, som fyrsten har taget til fange. Men hvem kan han stole på, og hvem er hans fjender. Jerods rejse fortsætter med store farer...
Bogen er rigtig god og spændende. Kapitlerne er korte, og jeg slugte bogen meget hurtigt. Endnu en dansk fantasyforfatter er født, og jeg håber der kommer flere bøger fra Jim Lyngvilds side

mandag den 28. juni 2010

Kongen - Skyggernes Bog

Kongen - Skyggernes Bog er første bind af 2 i serien om drengen Jerod. Bogen er skrevet af den danske forfatter Jim Lyngvild, og handler om drengen Jerod som på sin 15-års fødselsdag af sin bedstemor får en bog. Men det er ikke en helt almindelig bog. Den indeholder hele hans slægts historie, og han finder ud af, at han ikke er den helt almindelige dreng han troede, men i stedet den sidste retmæssige arving til tronen i landet Anglesey. Landet har i årevis været uden konge, og bliver regeret af den onde elverfyrste Daray, som vil gøre alt for at beholde magten. Jerod må nu ud på en lang rejse for at finde kong Urials krone, som kan skænke sin ejer evigt liv, og samtidig genvinde tronen. Det bliver en lang og farefuld rejse med mange fjender...
Bogen er rigtig god og spændende, og kan varmt anbefales.

fredag den 25. juni 2010

Det Levende Sværd

Eriann er Kong Leos våbenmester, og har trænet som kriger hele sit liv. Hun bliver af kongen sendt afsted for at finde en helt, der skal slå den drage ihjel, som har fanget prinsesse Sofia. Men det er ikke let at finde en rigtig helt. Da hun møder Vidar er hun sikker på at opgaven er løst. Vidar ligner en helt, og så har han ovenikøbet et sagnomspundet sværd, som han har arvet efter sin far, Vigan Dragedræber. Uheldigvis kan han ikke slås, da hans far døde før han blev født, og hans stedfar var bager. Så først må Eriann og Vidar finde den vise Ullvar, så Vidar kan lære at bruge sværdet og blive en rigtig helt.
Det Levende Sværd af Cecilie Eken er en hurtig og letlæst fantasybog. Kapitlerne er meget korte, men bogen er både god og spændende. Læs mere på forfatterens hjemmeside.

mandag den 14. juni 2010

onsdag den 26. maj 2010

Mørk lykke

Mørk lykke af Melissa Marr er en lidt anderledes fantasybog.
Den handler om den 17-årige Aislinn som hele sit liv har kunnet se feer. Men feer er ikke så smukke og venlige som man skulle tro, og hvis de vidste at Aislinn kunne se dem, ville hun komme i alvorlig fare. Hun har derfor hele sit liv levet efter 3 regler:

Regel nr. 1: Tiltræk aldrig feers opmærksomhed

Regel nr. 2: Svar ikke usynlige feer

Regel nr. 3: Kig ikke på usynlige feer

Alligevel bliver feerne opmærksomme på hende, og begynder at følge efter hende, og da feen Keenan forsøger at tale med hende bliver Aislinn bange. Hun betror sig til vennen Seth som hun er forelsket i, og fortæller ham om feerne.

Men det er desværre for sent. For Keenan er feernes Sommerkonge, og han er sikker på, at Aislinn er den den udvalgte Sommerdronning. Han er derfor fast besluttet på at erobre Aislinns hjerte - uanset omkostningerne. For uden en Sommerdronning kan han ikke overvinde Vinterdronningens magt...
Bogen er både spændende og romantisk, og minder faktisk lidt om Twilight-serien. Den kan varmt anbefales.

Skyggens lærling 7

Bind 7 af John Flanagans fantasyserie Skyggens lærling hedder Løsepenge og foregår kronologisk set mellem bind 4 og 5 i serien.

Det er Wills sidste lærlingeår som Ranger, men inden han kan gå op til den afgørende prøve, må han sammen med Halt, Horace og Prinsesse Cassandra afsted på redningsmission. Skandiernes Oberjarl Erak er nemlig blevet taget som gidsel under et plyndringstogt i ørkenlandet Arrida, og hans næstkommanderende Svengal beder araluanerne om hjælp. Ikke alt står nemlig vel til i Skandia, og Erak nærer mistanke om forrædderi. Men der er mange farer i ørkenlandet, og da Wills hest Tug forsvinder under en sandstorm drager Will ud for at finde den. Og det bliver starten på et farligt eventyr for Will...

Bogen er ligeså god som de forrige bind i serien, og udfylder et hul i handlingen mellem bind 4 og 5. Hvis man har læst resten af serien er den et absolut must.
Læs mere om serien på forfatterens hjemmeside.

onsdag den 7. april 2010

Unseen Academicals


"Unseen Academicals"
Originally uploaded by svennevenn
Unseen Academicals er nyeste bind i Terry Pratchetts DiscWorld-serie. I denne bog tager han fodbold og fodboldfans under kærlig behandling, og det er ikke kedeligt!
Troldmændene fra Det Usete Universitet er i knibe, da de pludselig bliver tvunget til at lave et fodboldhold af økonomiske årsager. Ellers vil frokostudvalget blive særdeles indskrænket (kun 3 slags oste, ingen mellemmåltider, mm.), da det er et krav i gavegiverens testamente, at universitetet skal stille op med et fodboldhold mindst hvert 20. år. Nu er gode råd dyre, da fodbold er noget ilde set, og troldmændene mildest talt ikke er i form. Men takket være en ork, Patricieren og Bibliotekaren kommer der dog styr på sagerne. Hvis så bare de almindelige borgere vil være med til at gøre fodbolden civiliseret igen!
Bogen er, som alle Pratchetts bøger, sindssygt morsom. Jeg kan vældig godt lide hans skæve måde at se på tingene, og den måde han bruger sit Diskverden-univers til at tage problemstillinger og situationer fra vores verden op, vende op og ned på dem, og samtidig få en til at tænke over dem. Bogen kan varmt anbefales, og er et must for alle Pratchett-fans. Læs den, men vær parate til at hyle af grin.