lørdag den 19. december 2015

Helbrederen

Helbrederen er 1. bind af serien Lysets Kvinder af Marie-Louise Rønning, og er en paranormal romance.

Victoria går i gymnasiet, og hører absolut ikke til blandt de populære elever. Hendes eneste rigtige ven er Emil, som er forelsket i hende og forsøger at få hende til at gengælde interessen. Interessen er der også, men Victoria har en stor hemmelighed som gør, at hun ikke synes hun kan være sammen med ham. Hun er nemlig en af Lysets Kvinder, og sammen med sine adopterede søstre jager hun mørkets væsener og beskytter Hillerød mod deres angreb.
Men da Matthew og hans søskende starter på Victorias gymnasium ændrer alt sig. Matthew og hans søskende er nemlig Tusmørkebørn, en blanding af vampyr og, for Matthews vedkommende, engel, og jaget af både lyset og mørket. Deres blod har nemlig særlige egenskaber som gør dem til eftertragtede varer for begge sider af den skjulte krig.
Matthew bliver interesseret i Victoria, på trods af at han ellers ikke lader sig falde for mennesker, og får mistanke om, at hun er andet og mere end en almindelig heks. Og selv om Victoria er sikker på at han er en almindelig vampyr kan hun ikke få sig selv til at fortælle sine søstre om ham - eller slå ham ihjel. Alligevel nægter hun at overgive sig til de voksende følelser hun har for ham. Samtidig begynder hendes magiske evner at vokse i en helt ukendt grad, og det går op for hende at hendes adopterede søstre måske ikke har fortalt hende alt om hendes fortid. Og da en pige forsvinder ændrer alt sig igen...

Da forfatteren spurgte om jeg kunne tænke mig at anmelde bogen sagde jeg ja tak. Jeg havde nemlig gået og luret på den, og jeg har absolut ikke fortrudt at jeg sagde ja efter jeg har læst den.
Umiddelbart minder plottet en del om noget man har læst før: To unge mødes i gymnasiet, den ene er vampyr, og den anden er anderledes end andre unge. De forsøger at holde sig fra hinanden, men forelsker sig alligevel, og der er en del stalking involveret. Men man skal ikke ret langt ind i bogen før man opdager, at den har en hel del mere at komme med. For eksempel personer som er levende, realistiske og indeholder både godt og ondt. Victoria er en pige med ben i næsen som bestemt ikke lader sig styre af sine hormoner, mens Matthew accepterer sine skyggesider og bare gerne vil leve sit liv i fred. Man lærer de to hovedpersoner rigtig godt at kende undervejs, da synsvinklen skifter mellem de to hele vejen igennem bogen, Det er også med til at man som læser lever sig ind i begge sider af konflikten mellem hovedpersonerne, hvilket skaber både forståelse og sympati for hvor mudret kampen mellem lys og mørke egentlig er, samt den gråzone som tusmørkebørnene befinder sig i. Men også resten af personerne er facetterede, interessante og vedkommende, og man kan ikke undgå at komme til at holde af dem.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom den umiddelbart minder en del om Twilight-serien, så adskiller den sig også på flere punkter. Blandt andet er der undervejs flere referencer til både Twilight og Buffy hvilket  giver bogen en dejlig selvironisk tone og en god portion humor, som giver bogen dens helt eget udtryk. Samtidig formår forfatteren at skrue handlingen et sted hen som gør den svær at forudsige, og som får læseren til at holde ved hele vejen igennem. Blandt andet med kampen mellem lys og mørke, og refleksionerne over at ikke alt lys er godt og ikke alt mørke er ondt.
Sproget er godt, med gode beskrivelser og interessante dialoger. Der er dog desværre et par stavefejl undervejs som forstyrrer læsningen lidt. Heldigvis formår handlingen at holde læseren fanget alligevel, og det høje tempo gør at bogen hurtigt er læst. Kan man lide paranormal romance vil man absolut ikke blive skuffet, for bogen hører til i den bedre ende af genren. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Jeg siger af hjertet tak for din tid og virkelige saglige anmeldelse !