Dommedagskoden er 3. bind af science fiction-serien Time Riders. Serien er skrevet af Alex Scarrow.
De tre Time Riders, Maddy, Liam og Sal, må endnu en gang redde historien som vi kender den. Et mystisk dokument bliver i 1994 afkodet af en engelsk computerhacker. Og det viser sig, at dokumentet har en forbindelse til Pandora, som Maddy blev advaret om i en tidligere tidsrejse.
Men da Maddy opsøger computerhackeren begår hun en fejl som kan få skæbnesvangre konsekvenser. Hun efterlader et bevis, som får computerhackeren til at tro på tidsrejser - og får ham til at opsøge hende i 2001.
Jagten på sandheden om Pandora fører Liam og de to støtteenheder Bob og Becks tilbage til England og Sherwood-skoven i 1194. Liam bliver hurtigt blandet ind i jagten på Gralen, som blev stjålet nogle år forinden, og opdager sandhenden omkring legenden om Robin Hood.
Men hvem er den mystiske person som står bag tyveriet af Gralen - og hvad er sandheden om Pandora?
Liam, Sal og Maddy kommer på overarbejde for at redde historien. Og samtidig får Maddy mere og mere dårlig samvittighed over for Liam og den hemmelighed Foster betroede hende. Hemmeligheden om, hvad tidsrejserne betyder for Liam...
Endnu en spændende bog i serien. Masser af hæsblæsende action og en forrygende handling gør bogen umulig at slippe, og de mange plottwists gør, at bogen er spændende og uforudsigelig lige til det sidste. Historien kommer til live på en helt ny måde, og bogen (og serien i det hele taget) sætter fokus på hvad en enkelt handling eller ikke-handling kan betyde for fremtiden - og historien som vi kender den. Bogen - og serien - kan varmt anbefales. Jeg glæder mig allerede til næste bind.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar